Læsetid: 5 min.

Tilbage til rødderne

Distancen er væk på Suzanne Vegas nye album. Det tilskriver hun datteren Ruby, og den sjælesøgning hun var ude i efter skilsmissen fra sin mand
12. september 2001

Pop
Når Suzanne Vega, 42 år, spiller syvkabale på computeren, så bruger hun det som en slags meditation til at rense hjernen. Hun kender tilmed én, der er holdt op med at ryge på den konto. Før i tiden spillede for at sige ’hvis jeg vinder, betyder det, at alting bliver godt’, som om kabalen havde magiske evner. Men selvom kabalen ’Solitaire’ har fundet vej til hendes nye album Songs in Red and Green, så har hun ikke længere ønske om en højere magi. Hun føler sig mere selvsikker end nogensinde før, fortæller hun Information over telefonen fra New York. Derfor tager sangene på hendes nye cd afsæt i hende selv og hendes skilsmisse, i stedet for figurer som Luka. Den manglende distance tilskriver hun i høj grad datteren, Ruby, på syv år.
»Når du får et barn, bruger du ikke tid på at gå rundt og tænke intellektuelle ting. Du siger snarere, hvad du mener, og prøver at nå frem til sagens kerne hurtigere. Jeg følte, at det var på tide at blive mere direkte i stedet for de tiltag, jeg har brugt i andre sange.«
»Jeg har fået mere selvsikkerhed, også fordi sangene blev skrevet blandt en gruppe af sangskrivere, som mødtes hver mandag. Jeg følte, at de ville fortælle mig, hvis jeg blev for sentimental eller for meget. Du kan skrive om følelser, så det keder alle. ’Jeg elsker dig, jeg hader dig, hvorfor gjorde du det her mod mig’ og så videre. Så selv om jeg skrev personlige tekster, følte jeg, at de stadig var fuld af billeder og metaforer og havde en intellektuel kontekst.« For tre år siden blev hun skilt fra ægtemanden
Mitchell Froom, der også var hendes producer, samtidigt brød hun med sin manager og solgte sit hus uden for New York.
»En masse af det, jeg opfattede som stabilt og vigtigt i mit liv, faldt pludselig fra hinanden. Ikke kun det at blive skilt, men også hele opfattelsen af det at være gift og så ikke være gift. Jeg blev nødt til at dykke ned og undersøge selve rødderne i mit liv, i min eksistens, og det kommer frem på pladen, synes jeg.«
»I stedet vendte jeg tilbage til det, som jeg kender, en enklere og renere form for musik.«
»Det er ikke et bittert eller kynisk album. Der er også håb og leg, og den passion, der kan være mellem en mand og kvinde. Men der en form for tvivl, fordi ægteskabet faldt fra hinanden. Det er rigtigt, men den tvivl gælder ikke hele menneskeheden, jeg hader ikke alle, eller alle mænd!«

Interessante traumer
»Jeg prøver på at være ærlig uden at træde rundt i det,« griner hun højt. »De her traumer er altid interessante for dem, der oplever dem, men det betyder ikke, at de er det for andre. Du har stadig et ansvar for at underholde dit publikum og få dem til at flytte sig og tænke på ting, de ikke har tænkt på før, i stedet for at tvære dem rundt i alt det rod, du er midt i.«
–Føler du skyld i forhold til din datter, som sangene ’Water and Soap’ og ’Songs in red and Green’ tyder på?
»Ikke skyld, nej. For jeg forsøgte virkelig at få det til at lykkedes. Men jeg er meget ked af, at jeg ikke kunne holde sammen på en familie. Også fordi jeg først mødte min egen far, da jeg var sidst i tyverne. Men min kæreste, som jeg har været sammen med i et år nu, tager sig virkelig af hende, og hun er fuldstændig vild med ham. Så jeg håber, hun vil få det bedste af begge verdener. Et hjem, hvor de voksne ikke slås og som er præget af den dårlige stemning, der kommer når man ikke kan finde ud af det, og samtidigt kender hun sin biologiske far, som hun taler i telefon med hver aften.«
–Dine sange virker nærmest som en kvindelig udgave af Leonard Cohens?
»Faktisk bad jeg engang Leonard Cohen om at signere noget, men i stedet for at skrive Leonard Cohen, skrev han ’til min kvindelige skygge, L C.’ Det blev jeg meget stødt over, jeg er ikke nogens skygge! Men nu tager jeg det som en kompliment og er glad for det.« Leonard Cohen er også hendes største inspiration som sangskriver, siger hun, og en personlig ven, når han ikke forsvinder fra omverdenen i et kloster.
»Han har en måde at binde de forskellige lag sammen af daglig liv, politik og de skjulte mysterier mellem mænd og kvinder på en måde, så det hele når sammen. Jeg har altid elsket hans sange.«
Selv vil hun ikke akkrediteres for den generation af kvindelige sangskrivere som P.J. Harvey, som fulgte oven på hendes succes med Solitude Standing fra 1987, hvor nummeret Luka blev et verdenshit. Og hun mener ikke, at pigegrupper er et nyt fænomen. Hendes egen farmor var i 1930’erne trommeslager i et rent pigeband.
»Men stilen er mere aggressiv i dag. Der er mere vold i musikken og teksterne, det er tidens tegn, som jeg også så sidste år, hvor jeg var dommer i Orange Prize konkurrencen og læste 60 romaner skrevet af kvinder.«
»Jeg tror, det er fordi, kvinder føler, de kan skrive mere ærligt om deres liv nu. Fra 60’erne og fremefter bryder det sociale bånd, folk lægger på sig, mere og mere sammen. Det bånd gør mennesker civiliserede, men det er også meget hyklerisk, så folk nu er mere frie til at udtrykke deres sande oplevelser.«
–Du sprængte selv nogle rammer med Luka?
»Ja, og det var jeg virkelig overrasket over. Jeg troede, jeg havde skrevet en slags hemmelig sang, som ingen ville forstå, og hvis de forstod den, så ville de ikke kunne lide den. Men jeg tænkte ikke på den som banebrydende, jeg havde også nogle kvindelige musikere omkring mig. Chrissie Hynde, som jeg er vild med, Patti Smith og Joni Mitchell og Rickie Lee Jones f.eks.«
»Det ironiske er, at vi opfatter pigebands som noget nyt, men kvinder har altid lavet musik, og det vil de blive ved med. Hver gang tror vi bare, at det er banebrydende nyt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu