(2. sektion)
Radio
Højt privilegeret er den, der bor så centralt i sin daglige verden, at en bil er en overflødighed. Vejen til en sund økonomi går uden om bilejerskabet, vejen til en tilværelse uden stressende trusler om parkeringsbøder går samme vej, og det er igen samme vej som vejen uden om betingede eller ubetingede, men under alle omstændigheder nedværdigende fradømmelser af kørekort i længere eller kortere tid på grund af større eller mindre forseelser i trafikken eller selskabslivet.
Hvad har det nu med radio at gøre? Ikke en høstblomst. Men tirsdagens begivenheder gav mig behov for at beskæftige mig med noget andet. Så jeg slog i flæng ned på mit eget privilegium som ikke-bilejer og konstaterede, at det eneste, jeg savner ved bilkørsel, er lytning til bilradioen.
På længere stræk inden for landets grænser, i den udstrækning vort lille land byder på længere stræk, har jeg hørt glimrende udsendelser, jeg næppe ville have lukket op for, mens jeg opholdt mig i mine stuer.
Pligtlyttere
Radiolytning er jo næsten altid knyttet sammen med andre aktiviteter som altså bilkørsel eller møbelpolstring eller frimærkesortering eller opvask eller barbering eller gardinophængning eller cigarrulning. Alle kan lytte til radio, mens de sorterer deres frimærker.
Radiolytning uden sidebeskæftigelse hørte til i den sene klunketid. Familien sad samlet omkring apparatet søndag aften og lyttede til »Familien Hansen, et hørespil af Jens Locher«, og man foretog sig intet andet, mens man fulgte med i de locherske løjer.
At praktisere det i dag altså at lytte uden at skære skibe er vel egentlig kun forundt pligtlyttere som radioanmeldere eller ditto kommentatorer og så den del af befolkningen, der har det så skidt, at den ikke kan foretage sig andet. Og det spørgsmål, jeg har stillet mig selv, er, om man mon er en retfærdig vurderingsmand, når man er placeret i en oplevelsessituation, der er så forskellig fra de fleste andre lytteres?
Anden dimension
Tag nu det nye magasin P1 Morgen med dets små journalistiske indslag af større eller mindre betydning eller aktualitet. Af angst for ikke at finde noget andet at skrive om (dette var fem timer før, det første fly fløj ind i World Trade Center) greb jeg ved morgenbordet det nærmeste stykke papir og en tilfældig kuglepen og gjorde notater om et lige så tilfældigt stykke journalistik, der blev kaldt »Så er det nok«.
Derved fik dette indslag en hel anden dimension i min bevidsthed, end det formodentlig har haft for nogen anden lytter, hvis vi lige ser bort fra dem, der havde lavet indslaget og dem, der medvirkede i det.
Pæne borgerlige mennesker, der, efter hvad de selv sagde, havde fået nok, var gået i strejke. Det var medarbejdere på Berlingeren, der i sidste uge nedlagde arbejdet »af simpel, gammeldags solidaritet med de svageste, for hvem fyringerne var katastrofer,« som en af de strejkende forklarede.
Der blev forhandlet, men ikke rokket en disse ved navnene på ledelsens fyringsliste. Og så gik arbejdet i gang igen. Så meget for den solidaritet.
Hvilket ikke har noget med bilkørsel at gøre.
