Analyse
Læsetid: 5 min.

En tilpasningsdygtig verden

Det, afghanerne har brug for, er udvikling. Det, deres regering har fortjent, er afmarch. Dét, de risikerer at få, er alligevel mere krig...
27. september 2001

Man skulle i det mindste tro, at verden var blevet en anden efter den dag, vi ved nok, den 11. september. Lande og regeringer er begyndt at opføre sig om ikke anderledes, så i hvert fald overraskende.
Iran har i denne uge f.eks. haft besøg af den britiske udenrigsminister. De to lande har i årevis ligget i diplomatisk armvridning, efter at det øverste iranske præsteskab truede Salman Rushdie, den britisk-indiske forfatter, med døden på grund af hans Sataniske Vers. USA og for den sags skyld EU-kredsen har i årevis også kritiseret Iran for at krænke menneskerettigheder i hobetal og for at yde støtte til terror i udlandet.
Undertrykkelsen af dissidenter er fortsat livsfarlig i Iran, og Teheran-regeringens støtte til udenlandske bevægelser, der beskæftiger sig med terror, er fortsat. Men efter den 11. september er verden ny eller dagsordenen i det mindste en anden. For i jagten på den formodede bagmand bag terroren i New York, Osma bin Laden, må den gamle orden vige. Og derfor tog den britiske udenrigsminister til Iran med økonomisk hjælp og gode ord. Til gengæld beder han blot om, at den iranske regering vil stå bi i kampen for at lukke grænserne omkring Afghanistan, hvor bagmanden formodes at befinde sig, og at den vil støtte USA med at lokalisere ham, fange ham og straffe ham. En ændring af Irans verden er der dog næppe tale om.
Andre regeringer aner morgenluft uden egentlig at ændre karakter. Syrien – der også i årevis har stået på listen over stater, der støtter terror – ventes nu at støtte den ny USA-alliance. Ganske vist giver Syrien ly til terrororganisationer i både den syriske hovedstad, Damaskus, og i den syrisk kontrollerede Bekaadal i Libanon. Men lige nu vil syrisk støtte til kampen mod Osama bin Laden være guld værd. Det er mere uklart, hvad syrerne kan få til gengæld. Om den ny verden også vil komme til Damaskus , sådan lokalt – næppe.
Den ny verdens forbløffende tilpasningsdygtighed til den gamle verdens trusler er i det hele taget imponerende. Som Shastri Ramachandaran, Informations indiske kommentator, anførte i går, er det også opsigtsvækkende, så hurtigt de indiske og pakistanske atombomber er blevet mindre farlige. Indtil den 11. september var netop disse to sæt kernevåben og Indiens og Pakistans prøveaffyringer af dem årsag til såvel frygt som vestlige sanktioner. Efter 11. september er verden rigtignok ny. Pludselig er det samlede trusselsbillede i Sydasien – inklusive risikoen for, at de pakistanske atomvåben falder i hænderne på nye kupmagere til afløsning af den herskende kupmager – helt nedprioriteret i forhold til indsatsen mod Osama bin Laden. Og ikke alene det demokratiske Indien, men også diktaturet i Pakistan aner nu en vældig udviklingsbistand i horisonten. Noget for noget.
Tilsvarende aner den russiske regering sin egen bytte-bytte-købmand-handel mellem Rusland og Vesten. Hvad russerne kan give? Støtte til lukning af Afghanistans grænser plus adgang til russiske efterretningsoplysninger om Afghanistan plus adgang til flybaser i Afghanistans omegn. Hvad Ruslands regering vil have til gengæld: Lidt ro til at fortsætte sin kampagne i Tjetjenien – og lidt vestlig forståelse for, at Rusland vil sidestille sin tjetjenske opposition med Osama bin Ladens netværk.

Men den ny verden handler ikke kun om mærkelige sengekammerater, som før havde svært ved hinandens selskab.
Samtidig har især Afghanistan fået en opmærksomhed, det kunne have fortjent før den 11. september, men som det først nu bliver til del på grund af landets omstridte gæst, Osama bin Laden.
USA og meget af verden så faktisk positivt på Talebans magtovertagelse i Kabul midt i halvfemserne. Taleban bragte for første gang ro til Afghanistan efter ti års russisk besættelse og fem års borgerkrig. Men dels var ro og kontrol primært begrænset til nogle store byer i pashtu-dominerede dele af landet. Dels bragte Taliban mere kontrol end ro med sig. Afghanerne blev groft undertrykt, landet blev ikke genopbygget, narkoproduktionen blev i stor udstrækning fortsat, og den pakistansk-støttede Taleban-bevægelse lod ikke alene Osama bin Laden, men også arabiske terrorister træne i landet.
Alligevel har der været ganske stille om Afghanistan, så længe landet kun har været farligt for sig selv. Det er i bogstaveligste forstand allerede bombet sønder og sammen – af russerne og af landets egne militser. Det, afghanerne har brug for, er udvikling. Det, deres regering har fortjent, er afmarch. Dét, de risikerer at få, er alligevel mere krig.
I international presse tages det i udstrakt grad for givet, at USA – måske med hjælp fra Storbritanien – ligefrem skulle være på vej til at invadere Afghanistan. Nogle af de amerikanske og britiske troppebevægelser kan også tolkes derhen. Det skulle briterne dog kende deres egen historie dårligt for at gentage. Sidst– for 100 år siden – blev det et blodbad og en fiasko. Og bedre blev det ikke for Sovjetunionen. Nogen ønskeopgave ligner det heller ikke for USA, der har haft ét Vietnam.
Jamen, så en afsættelse af Taleban da? Ingen vil savne bevægelsen, knapt nok den pakistanske sikkerhedstjeneste, dertil er Taleban blevet for besværlig en allieret. Men hvem så? Igen frister Afghanistans nyere historie ikke med gode eksempler til efterlevlse. Ingen militser, heller ikke den såkaldte ’nordlige alliance’, som nu prøver at samle vestlig støtte til at vælte Taleban, har en smuk karakterbog. Vold – ikke imod omverden, men imod afghanere – hører med til alliancens bog. Og en alderstegen konge, hentet ind fra et mangeårigt eksil i Rom, kan næppe tilbyde hverken dén fornyelse, Afghanistan har brug for, eller den handlekraft, der er nødvendig.

Hvis Osama bin Laden er manden bag terroren i New York, vil han formentlig dø på den konto, ganske fortjent, allerede af den grund at han næppe vil lade sig arrestere og dømme af en amerikansk dommer. Samtidig vil Afghanistan bløde i den ny verdens navn. Det har afghanere prøvet før.
Afghanerne har blødt for britiske våben, for russiske våben og hyppigt for deres egne våben.
Det vil der ikke være meget ny verden i. Det nye ville være, at verden bagefter investerede det samme i afghansk udvikling, som nu investeres i jagten på en gal mand ved navn Osama bin Laden.
På den anden side: Det skulle vel nok være muligt, nu hvor alle skal være venner i den samme alliance – USA og Syrien, England og Iran, Rusland og Vesten, Kina og Saudi-Arabien.
I så tilpasningsdygtig en verden taler intet for at tage håbet fra Afghanistan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her