Læsetid: 2 min.

Tyskland vil beskære religionsfriheden

Religiøse grupper med ekstremistiske mål skal kunne forbydes, mener kansler Gerhard Schröder. Stramninger fremlægges onsdag
18. september 2001

Religiøse grupper med ekstremistiske mål skal kunne forbydes, mener kansler Gerhard Schröder. Stram-ninger fremlægges onsdag

BERLIN – Efter terroraktionen mod USA sidste tirsdag – og den efterfølgende vished om, at tre gerningsmænd levede upåagtet i Hamborg – er Tyskland blevet bittert bevidst om faren ved religiøse ekstremister.
Søndag aften meddelte forbundskansler Gerhard Schröder (SPD) via tv-sta-
tionen ZDF, at regeringen vil skærpe lovgivningen i kampen mod religiøse fanatikere. Hidtil har religiøse grupper og sekter nydt udstrakt beskyttelse i Tyskland; er de først registreret som foreninger, kan de ikke opløses igen, siger loven.
»Dette religionsprivilegium skal falde bort, så ekstremistiske religionssamfund for fremtiden kan forbydes,« sagde Gerhard Schröder.
Han ønsker desuden straffelovens rækkevidde udviddet, så paragraffen om ’dannelse af en terroristisk forening’ ikke kun gælder i Tyskland, men også støtte til grupper i udlandet.
Lovforslagene fremlægges i morgen, onsdag.

Terror-register
Indenrigsminister Otto Schily (SPD) og det bayerske CSU ønsker, at de gældende regler for registersamkøring slækkes, så myndighederne kan tjekke indvandreres baggrund hos efterretningstjenesten. I dag er denne samkøring ikke mulig.
»Det kan ikke være rigtigt, at staten ikke må benytte bestemte data, og derfor ikke har kontrol over terrorister,« siger Schily.
Formanden for De Grønne, Claudia Roth, er lodret imod forslaget, fordi det »stigmatiserer« en bestemt gruppe. Ophævelse af ’religionsprivilegiet’ har hun ingen problemer med.
På ZDF betonede Schröder sin »uindskrænkede solidaritet« med USA, men han advarede mod en tankeløs eskalation af konflikten:
»Vi skal ikke lade os presse os til det, man kalder kampen mellem kulturerne.«
Han pegede på, at det åbne, demokratiske samfund ikke må lide skade under kampen mod dem, der forsøger at ødelægge det. Derimod vil han ikke udelukke, at tyske soldater skal deltage i den amerikanske aktion mod terroristerne.
Blandt De Grønne er den tyske deltagelse omstridt.
»Jeg er sikker på, at dette land ikke vil føre nogen kamp med det gode mod det onde. I sidste ende er det bin Ladens sprogbrug,« siger Antje Volmer, næstformand i Forbundsdagen.
»Det handler ikke om hævn. Det har mange ikke forstået,« svarer udenrigsminister Joschka Fischer.
Hos reformkommunisterne (PDS), der traditionelt er imod al tysk medvirken i militære handlinger, er tonen ændret: »Hvis nogle lande ikke vil udlevere de ansvarlige for terrorhandlingerne, så finder jeg begrænsede militæraktioner i orden,« mener Gregor Gysi, partiets spidskandidat ved valget i Berlin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her