Læsetid: 2 min.

Tyskland væbner sig mod terror

Den tyske regering fremlagde i går en lovpakke til bekæmpelse af terrorisme.
19. september 2001

Den tyske regering fremlagde i går en lovpakke til bekæmpelse af terrorisme

BERLIN – Flere penge til politi og efterretningsvæsen, udvidet brug af registre, skærpet sikkerhed i lufthavne og regelmæssig kontrol af lufthavnenes ansatte, for-stærket indsats mod pengevask og overvågning af bankkunder, opløsning af ekstreme, religiøse grupper.
Det er nogle af de forholdsregler, Tyskland vil træffe for at komme fremtidige terrorister i forkøbet. Den såkaldte ’antiterrorpakke’ blev vedtaget af forbundsregeringen i går.
»Dagens kabinetsmøde var kendetegnet af stor enighed og beslutsomhed. Kampen mod den globalt opererende terrorisme vil blive ført med alle kræfter,« sagde indenrigsminister Otto Schily (SPD) på et pressemøde.
Regeringen har bl.a. vedtaget et lovforslag, der skal ophæve det hidtidige ’religionsprivilegium’ – en særlig paragraf i foreningslovgivningen, der gør det umuligt at forbyde religiøse foreninger, når de først er blevet anerkendt.
»Jeg vil understrege, at det ikke gælder om at indskrænke eller forbyde religions-udøvelsen. Det gælder kun om at afskære grupper fra at bruge religionen som dække for andre formål,« sagde Otto Schily.
Finansminister Hans Eichel (SPD) bekendtgjorde, at Tyskland vil oprette en ’financiel intelligence unit’, der i samarbejde med bankerne skal overvåge mistænkelige bankkunder.
»I dag er det sådan, at bankerne kan videregive deres mistanke til myndighederne, men den omvendte vej findes ikke. Det skal ændres. Det er helt centralt i kampen mod ’underground banking’. Vi ved, at Taleban og UCK flytter penge i stort omfang.«

Støtte til USA
Kort før pressemødet besluttede Forbundsdagen med stort flertal uindskrænkede solidaritet og militær støtte til USA i kampen mod international terrorisme.
»Tyskland er klar til at indgå militære risici – ikke til eventyr, det bliver heller ikke forlangt,« sagde Gerhard Schröder (SPD).
»Tyskland må holde kursen nu og må ikke tillade nogen tvivl – også af hensyn til vort land og dets indbyggere,« svarede den borgerlige opposition, gruppeformand Friedrich Merz (CDU). Reformkommunisterne (PDS) stemte imod.
Gårsdagens afstemning var i realiteten kun en prøveafstemning. Hvis USA konkret beder om tysk deltagelse i en militæraktion, skal Forbundsdagen høres igen.
Under debatten blev det kritiseret, at tyske myndighederne ikke har lov at tjekke indvandreres og visum-ansøgeres eventuelle ekstremistiske baggrund i bl.a. efterretningstjenesternes registre.
For fremtiden skal muligheden for registersamkøring udvides, lovede indenrigsminister Otto Schily.
»Det handler om, hvordan vi kan gøre registrene tilgængelige – uden at registerbeskyttelsen lider skade,« sagde han.
Netop dette punkt er regeringspartneren De Grønne betænkelig ved. I avisen Tagesspiegel spørger partiformand Fritz Kuhn om nytten af samkøringen: »Vi er et liberalt, åbent, demokratisk samfund, og det vil vi blive ved med at være. Jeg anbefaler, at man uideologisk undersøger alle forslag og spørger, om de holder, hvad de lover. (...) Jeg vil gerne vide, hvad efterretningstjenesten ved om en student fra De forenede Arabiske Emirater.«

Registrering
Heller ikke forbundsregeringens registerkommitterede, Joachim Jacob, er sikker på resultaterne af samkøring. Syv af selvmordsterroristerne levede i længere tid som studerende i Hamborg uden at vække opsigt.
»Myndighederne havde ingen spor,« påpeger Jacob i Süddeutsche Zeitung. Han afviser en opblødning af registerbeskyttelsen og foreslår, at den i det mindste gøres tidsbegrænset.
»Jeg har igen og igen sagt til cheferne for efterret-ningstjenesterne og politiet: ’Hvis I støder på forhindringer som følge af registerbeskyttelsen, må vi tale om det.« Joachim Jacob blev aldrig kontaktet.
Den tyske antiterrorpakke vil koste tre milliarder D-mark (knap 12 milliarder kr.). Pengene hentes hjem via højere tobaksafgifter og skat på forsikringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her