Opera
Makkerparret Kasper Holten og Michael Schønwandt har med opsætningen af György Ligetis 25 år gamle, men fortsat fornyende og forrygende hovedværk, Le Grand Macabre, givet et vink med hele vognen om deres samlede kunstneriske vilje og formåen.
At operaen ikke før har været præsenteret, kan så undre som meget andet i Det Kgl.s nyere historie.
Men nu ser vi frem, nu er der håb. I det mindste på Kgs. Nytorv. Og på operaen. At satsningen med Ligeti, når alt kommer til alt, er til at overse, da Ligeti for længst er god tone i salonerne, kan kun være en krakilers indvending ikke budskabet i denne glade anmeldelse.
Indre minering
Søndag eftermiddags premiereforestilling i et bilfrit postulat af en by, indledtes af operachef Kasper Holten, der også har sat i scene. Frem foran tæppet trådte han i jakkesæt, slips og projektørlys. Et gys gik gennem salen. Ved enhver uregelmæssighed forventes jo i vore dage efterfulgt af beskeden om at teatret er mineret, og evakueringen bør foregå i ro og orden. Men Holtens budskab drejede sig om den kollektive indre underminering efter 11. september. Scenografien af den begavede Steffen Aarfing byder nemlig på New York i opløsning med væltede himmelstræbere skræmmende som forbillederne fra før septembermassakren.
En sympatisk fremgangsmåde at advare nænsomt, og Kasper Holten gjorde dette mere end sympatisk. Men alligevel. Man er jo godt klar over, at de ikke har lavet forestillingen for at være taktløse og næppe har malet kulisserne sidste tirsdag. Vi skal åbenbart have alting forklaret.
Symfonisk dimension
Ind kom Michael Schønwandt og satte fut i toccataen for 12 bilhorn i ouverturen, og så var man klar over, at de spillede daglønnen hjem fuldt fortjent. Som de gør i Kapellet og for den sags skyld i alle andre orkestre under denne generøse, på samme tid dybsindige, alsidige og indfølende musiker. Schønwandt bærer i sig den sjældne idé og evne for operadirigenter og som kun de bedste at oplede og fastholde partiturets symfoniske dimension med alle de muligheder dette indebærer for underbygning og støtte til forestillingens psykologiske gods, sammenhæng og storrytme, mere højrøvet benævnt: Musikkens arkitektoniske struktur. Dét kan Schønwandt med et veloplagt Kapel og operakor.
For eksempel plyndringsscenen i 3. billede fremstod ved denne overdådige energi og i udtrykkets positive betydning som et værk i værket, men med forbindelsestråde både frem i forløbet og tilbage til udgangspunktet. I denne scene med efterklange af Shostakovich, som også bestyrer undergangsværker, når Ligeti, Schønwandt & co de største højder.
Talens problem
Oprindeligt skrev den svensktalende ungarske flygtning György Ligeti Le Grand Macabre til Stockholms Opera, hvor dengang lange passager var skrevet som tale. Komponisten indså imidlertid at dispositionen var uheldig for sammenhængen og komponerede videre på talesekvenserne. I den foreliggende udgave, som findes i en glimrende indspilning med Esa-Pekka Salonen og Philharmonia Orchestra, men ikke bedre end Schønwandt og Kapellet, er talen sporadisk. Alligevel virker de resterende talebidder den dag i dag kunstige og næsten illusionsforstyrrende. Ligeti er selv et sted opmærksom på problemet med at få sangere til sige replikker og ville yderligere blive det ved Det Kgl.s opførelse. Med engelske overtekster synges og tales på dansk, hvilket kan være temmelig tåkrummende. De mest uhensigtsmæssige klange i duarderdansk har her i sangteknikkens navn overlevet; det er ikke kønt og skriger på en kompetent retorik-instruktør. Ak og ve eksisterer Jens Christian Schmidt ikke mere.
Komikken først
En række af teatrets sangere lægger krop og stemme til: Sten Byriel som den falske profet Nekrotzar (Bin Laden) der påstår verdens undergang uden at kunne levere varen. Jens Bruno Hansen er den seksualudbyttede, undertrykte profet Astradamors, Bengt-Ola Morgny en smidigt syngende Piet von Pils, Marianne Rørholm dækkende i rollen som Prins
Go-Go: Som Gepopo høres og ses Gisela Stille. Den præstation er ved at være en aften værd i sig selv. Sørgelig aktuel er Gepopo fra Ligetis hånd, efterretningstjenesten der går til grunde i sin egen vildrede over informationernes ubegribelige, knusende, uafviselige mængde i håndfladetelefonen. Det er meget morsomt og dybt forfærdende.Velfungerende morsomme er også minister Hvid og minister Sort, Ole Hedegaard og Jørgen Ole Børch.
Det morsomme har iscenesætteren især lagt vægt på, og for dét skal han ikke høre et ondt ord. Operaen er en dramakomedie. Måske dette understreges et par steder for folkeekomedielignende frem for grotesk. Måske tegneserieboblerne, som heller ikke bruges helhjertet burde være ombragt på idéplanet. Kill Your darlings, You know. Og måske Mescalina, Susanne Resmark i farcestil, er blevet mere Fru Vom end ja, Mescalina. Måske en skefuld mere dysterhed under spasen ville sætte denne i rette perspektiv.
Scenografien understreger som antydet den væltede verden med bygninger, der bringer uhyggelig påmindelse om vor verdens glasagtige, gennembrydelige skrøbelighed. Den baggrund dimensionerer unægtelig lattermildheden.
Optimistisk slut
Ligetis værk er imidlertid midt i undergangsvisionen en anprisning til livet med positivt budskab, fremført til slut af de omkringfarende, men i handlingen halvt glemte elskende Amanda og Amando, Djina Mai-Mai og Hanne Fischer. Underskønt duet-syngende siden med hele ensemblet konstateres trøstende: Døden kommer en dag, men ikke lige nu. Hvordan vi end vender og drejer sagerne, har de seneste par uger bøjet den sætning i brændende neon, og man har svært ved at undgå klumpen i svælget, mens man sidder i mørket og håber de oppe på scenen alligevel har ret.
Uanset indvendinger og småridser i lakken er Det Kgl.s Ligeti en triumf for en opera, af hvilken man musikalsk og visionært tør vente sig det storartede.
Det hele kunne være så fint, ifald man også kunne få en billet i ny og næ uden at have tegnet abonnement i provinsen. Men det kommer vel altsammen engang i hr. Møllers nye hus, hvis størrelse i øvrigt og forhåbentlig vil matche en overvældende scenografi og den store orkesterklang.
*Det Kongelige Teater. Gyôrgy Ligeti og Michael Meschke (libretto): Le Grand Macabre. Opera i fire billeder. Scenografi: Steffen Aarfing. Instruktion: Kasper Holten. Musikalsk ledelse: Michael Schønwandt
