Læsetid: 2 min.

Uma hertil igen

Udlændingestyrelsen har givet opholdstilladelse til den srilankanske kvinde Uma Ratnavadyvel, der tidligere blev sendt ud af landet
1. september 2001

Den srilankanske kvinde, Uma Ratnavadyvel, der under stor mediebevågenhed blev udvist i starten af marts, vender snart tilbage til Danmark.
Udlændingestyrelsen gav fredag hendes advokat, Bjarne Overmark, besked om, at hun har fået opholdstilladelse.
»Det er glædeligt, at Uma Ratnavadyvel nu får lov til at vende hjem til Danmark,« siger CD´s Peter Duetoft, der har engageret sig stærkt i sagen.
»Men det er grotesk, at hun overhovedet blev udvist til Sri Lanka i første omgang.«
Sagen om udvisningen af Uma Ratnavadyvel vakte opsigt, fordi hun blev sendt ud af landet, selv om hun både havde mand og barn i Danmark.
Myndighedernes beslutning om at udvise hende skyldtes, at hendes mand, der også er fra Sri Lanka, på tidspunktet for udvisningen ikke havde haft permanent opholdstilladelse i Danmark i tre år. Han fik først sin permanente opholdstilladelse i juni 1998. Og både Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet afviste at give Uma Ratnavadyvel en tidsbestemt opholdstilladelse, så hun kunne blive her i landet, indtil hun kunne søge om en permanent opholdstilladelse.
Desuden afslog myndighederne også hendes anmodning om at få familiesammenføring på grund af nær familiemæssig tilknytning til Danmark.
Ministeriet og styrelsen mente ikke, at hendes mand og barn udgjorde en så nær
familiemæssig tilknytning, at man kunne tage den lovbestemmelse i anvendelse.
Siden sin udvisning har Uma Ratnavadyvel opholdt sig på et seks kvadratmeter stort hotelværelse i Colombo, hvor hun sammen med sin halvandet år gamle søn har ventet på besked fra de danske myndigheder om, hvorvidt hun ville få lov at vende tilbage til Danmark.
Peter Duetoft håber, at forløbet i Uma Ratnavadyvels sag har lært Udlændingestyrelsen og Indenrigsministeriet, at de skal tage lidt flere menneskelige hensyn, når de behandler sager.
»Uma Ratnavadyvel bliver efter min mening reddet af den opmærksomhed, som udvisningen af hende vækker,« siger han. »Men hvad med alle dem, der ikke fanger mediernes opmærksomhed? De har også krav på en anstændig sagsbehandling. Derfor der er behov for, at både ministeriet og styrelsen udviser lidt mere fleksibilitet inden for lovens rammer.«
Duetoft tilføjer, at han stadig mener, at indenrigsminister Karen Jespersen kunne have grebet ind i sagen og tildelt Uma Ratnavadyvel en tidsbegrænset opholdstilladelse, så hun ikke havde behøvet at rejse til Sri Lanka.
Og han bakkes op af Bjarne Overmark, der siger: »Denne afgørelse understreger, at Karen Jespersen burde have grebet ind i sagen og forhindret, at Uma blev sendt ud.«
Den radikale udlændingeordfører, Inger Marie
Bruun-Vierø glæder sig over beslutningen om at lade Uma Ratnavadyvel komme herop igen. Men hun er samtidig rystet over den information, som hun har modtaget fra Indenrigsministeriet under sagens forløb.
Bruun-Vierø støttede Karen Jespersen i den hidsige debat, der fandt sted omkring udvisningen af den srilankanske kvinde, fordi hun havde fået at vide af ministerens embedsmænd, at Uma Ratnavadyvel ikke ville opnå opholdstilladelse, når hun søgte om det.
»Hvis jeg havde vidst, at hendes opholdstilladelse ville blive imødekommet, havde jeg aldrig støttet beslutningen om, at hun skulle sendes tilbage til Sri Lanka,« siger Bruun-Vierø: »Det ville jo være dybt godnat. Jeg føler mig snydt af embedsmændene. Og jeg vil forfølge denne her sag.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her