Analyse
Læsetid: 5 min.

USA og Den Ny Terrorisme

I forlængelse af tragedien i USA lyder spørgsmålet nu: Har amerikansk anti-terrorpolitik fokuseret forkert?
13. september 2001

Det er en udbredt opfattelse i den amerikanske administration og generelt i amerikansk politik, at terrorismen grundlæggende har ændret karakter efter Den Kolde Krig: For det første er den blevet mere international, for det andet er dens idegrundlag blevet mere abstrakt og dermed vanskeligere at forstå, og for det tredje er den blevet mere voldelig i den forstand, at den sigter mod større ødelæggelse end tidligere, både hvad angår ofre og materiel. Det sidste, frygter man, kan ske ved anvendelse af masseødelæggelsesvåben.
Betegnelsen for denne nye terrorisme er superterrorisme, katastrofisk terrorisme, postmoderne terrorisme eller simpelthen den ny terrorisme. Den fik en særdeles central status i amerikansk politik under præsident Clinton, hvilket bevillinger til anti-terror programmer i en størrelsesorden på 100 milliarder kroner årligt i sig selv er et klart vidnedsbyrd om.
Den nye terrorisme har primært sit udspring i Mellemøsten og Centralasien samt i USA. Endelig findes et enkeltstående eksempel i Japan med gruppen Aum Shinrikyo, der på den ene side passer bedst til definitionen, men som på den anden side må betragtes som neutraliseret.
Mens den nye terrorisme i USA udspringer fra kristne fundamentalistiske og/eller racistiske miljøer, er grundlaget i Mellemøsten og Centralasien islamistisk, dvs. en aktivistisk og stærkt politiseret fortolkning af islam.
Spekulationerne om hvem der stod bag tirsdagens voldsomme angreb mod New York og Washington D.C. samler sig derfor enten om islamiske terrornetværk, evt. støttet af en stat, eller om højreekstremistiske grupper
i USA.

Da man ikke kender til fortilfælde, hvor amerikanske højreekstremister har benyttet sig af selvmordsaktioner og da der – bortset fra henrettelsen af gerningsmanden bag Oklahomabomben i 1995, den højreekstremistiske Timothy McVeigh, i juni – ikke synes at være politiske grunde, som skulle motivere til højreekstremistisk terror netop nu, peger alle pile i retning af islamiske terrornetværk i Mellemøsten og Centralasien.
Uanset om disse antagelser holder stik, eller man vil se nogle gerningsmænd fra en helt tredje kant, vil man i USA i lang tid fremover selvransagende spørge sig selv om man kunne have forhindret tirsdagens terror.
For selv om terrorisme med det første terroranslag mod World Trade Center i februar 1993 – kun en måned efter hans første tiltrædelse i Det Hvide Hus og på et tidspunkt, hvor han endnu ikke havde fået udpeget en ny justitsminister – fik højeste prioritet af Bill Clinton, har der været heftig diskussion om, hvorvidt USA nu også forberedte sig godt i anti-terrorpolitikken.
Kritikere har peget på, at de føderale myndigheder samt efterretningstjenesterne FBI og CIA har været alt for fokuserede på den nye terrorisme og først og fremmest alt for optaget af muligheden for, at terrororganisationer ville benytte sig af masseødelæggelsesvåben.
Siden en gennemgribende revision af terrorlovgivningen i 1996 bl.a. under indtryk af Aum Shinrikyo-gruppens forsøg på at sprede giftgas i Tokyo året inden, er bevillingerne på det officielle budget til programmer relateret til f.eks. biologisk terrorisme således steget eksplosivt.
Kritikken er gået på, at man i bekæmpelse af terror har været alt for optaget af højteknologi og avancerede våben, kort sagt det man kunne kalde worst case scenarier – det værst tænkelige kunne ske. I denne optagethed, påpegede kritikken, ville der være en risiko for, at man overså trusler fra terror med anvendelse af mere konventionelle former for våben.
Man har således gang på gang peget på, at ved alle de terroranslag, som er blevet rettet mod USA siden bomben mod World Trade Center i 1993, har der været anvendt konventionelt spængstof. Det drejer sig om terroraktionerne i Riyadh 1995, al Khobar i Saudi-Arabien 1996, Østafrika 1998 og senest bombningen af krigsskibet USS Cole i Adens havn i oktober sidste år.
Fokuseringen på højteknologi har ifølge kritikere også sat sit præg på efterretningstjenesternes indhentning af information, hvor man måske i for høj grad har sat sin lid til elektronisk indhentning af data. Moderne terrorister er efter alt at dømme alt for bekendte med, at mobiltelefoner og andre former for telekommunikation er lette at kontrollere, hvorfor de udveksler følsomme informationer gennem direkte samtale, kurér eller gammeldags brevpost – alt sammen kommunikation, der let unddrager sig Echelon.
Ved siden af den udefrakommende kritik har Kongressens egen revision af de mange anti-terrorbevillinger gang på gang peget på nødvendigheden af større koordination og gennemskuelighed i anvendelsen af midlerne. Man har simpelthen været i tvivl om, hvor en del af pengene er gået hen og om de blev brugt rationelt.
Endelig har førende terrorismeforskere ved høringer i Kongressen gang på gang anbefalet, at der blev udarbejdet en koordineret og national trusselsvurdering i stedet for det store antal af rapporter, som nu udkommer i en jævn strøm.
Selv om en omfattende efterforskning, der skal sikre, at de skyldige bag terroren i tirsdags pågribes, nu har første prioritet i USA, vil man parallelt hermed igangsætte en undersøgelse af hele forløbet op til de tragiske begivenheder med henblik på at finde data, der, såfremt de var blevet behandlet rigtigt, kunne have forhindret katastrofen.
Problemet er nemlig, at der meget vel i det kolossalt store og helt uigennemskuelige indviklede system, som efterretningstjenesten i dag består af, fandtes information om de planer, der ledte til angrebene på World Trade Center og Pentagon i tirsdags.
Hvorom alting er, ser det ud som om, gerningsmændene bag de seneste angreb har været usædvanlig godt informerede om de amerikanske sikkerhedssystemer og anti-terrorprogrammernes fokusering på højteknologi. Konsekvent har de led for led valgt den simpleste løsning. Det ser primitivt ud, men er i sin avancerede effekttfuldhed tværtimod udtryk for en stor grad af udspekulerethed og professionalisme.
USA har siden Clintons entre i Det Hvide Hus absolut ikke sparet på midlerne og ressourcerne til anti-terrorprogrammer. Bevillingerne bliver nu formentlig sat yderligere op samtidig med, at et større selvransagelsesarbejde indledes. Forhåbentlig fører disse bestræbelser til, at risikoen for amerikanere reduceres og ikke til, at de kommer til at leve i et uhyggeligt overvågningssamfund.
Det vigtige spørgsmål er selvfølgelig, hvem der stod bag terroren tirsdag den 11. septemeber, men det aller vigtigtigste er, hvorfor og hvordan det kunne det ske. Kun når disse svar er kendte, kan sikkerheden effektivt forbedres.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her