Læsetid: 3 min.

Det usete og usagte

Den brillant besatte independent film ’Things You Can Tell Just by Looking at Her’ udforsker en række kvindeskæbner
28. september 2001

Film
Rodrigo Garcias Things You Can Tell Just by Looking at Her handler overraskende nok om alt det, man ikke umiddelbart kan se på en person. Alt det, vi holder for os selv. Det, vi ikke kan finde ud af at dele med nogen, måske ikke engang har lyst til at anerkende over for os selv.
Filmen følger seks kvinder i San Fernando-dalen i Californien, hvis liv indimellem mødes, men det meste af tiden udspiller sig alene bag hjemmets fire vægge. Lægen Elaine (Glenn Close) passer sin gamle mor og længes efter en, der kan elske hende. Karrierekvinden Rebecca (Holly Hunter) bliver gravid med en gift mand og overvejer abort. Børnebogsforfatterinden Rose (Kathy Baker) bliver fascineret af sin nye genbo, som er en dværg. Detektiven Kathy (Amy Brenneman) tager sig af sin eftertragtede, blinde søster (Cameron Diaz) og fortæller hende om efterforskningen af en kvindes selvmord. Kortlæseren Christine (Calista Flockhart) plejer sin kræftsyge kæreste (Valeria Golina) og mindes deres første møde.
Filmen væves smukt sammen af de mange løsrevne øjeblikke, som med stor sans for detaljer tegner et stemningsfuldt portræt af en række moderne kvindeskæbner. Garcia har selv skrevet manuskriptet og formår gennem de fint tegnede karakterer og situationer forbløffende hurtigt at give os en forståelse af de meget forskellige kvinder. Man ville imidlertid gerne se mere til mange af dem i stedet for at efterlade dem for at nå hele vejen rundt. Hvad sker der f.eks. med Glenn Closes ensomme læge, efter at Calista Flockhart gennem sine
tarotkort har givet en hudløs tolkning af hendes person?

Detaljemættet
Flere af kvinderne får hjælp med at se sig selv. Glenn Close gennem kortene og Holly Hunter gennem en bedrevidende tosse, som konfronterer hende med det, hun ikke vil se i øjnene. Som tilskuer vil man gerne se karaktererne vende deres liv, men Garcia vil hellere videre, og hans film opnår da også at komme rundt om mange af de ting, man normalt ikke får lov at se på film. Ikke mindst i en amerikansk film, hvor abort eller lesbiske par stadig er
tabuiseret i mainstreamen.
Eftertænksomheden og melankolien præger helheden, og ind imellem bliver filmen lovlig stillestående. Kun sekvensen med Kathy Baker og hendes livlige teenagesøn har lidt spræl, og det ville nok have klædt filmen med mere luft og lys som kontrast til de mange store problemer.

Fremragende besætning
Filmens absolutte scoop er dens fremragende besætning, der giver en række spændende skuespillerinder mulighed for at vise nye sider af deres talent. De mange kendte navne leverer alle suverænt spil, men man fornemmer, at de kunne have leveret meget mere, hvis stilen ikke havde været så tilbageholden og segmenterne så korte.
Things You Can Tell Just by Looking at Her er en stærk og sanselig skæbnesamling, men det er frem for alt en film, som giver lyst til mere; man vil se mere til skuespillerinderne og deres historier. Styrken er, at man selv kan få lov at digte videre, men man ville gerne have set en smule mere.
Som Garcia selv lader til at have villet kommentere, er det ikke alt, man bare sådan lurer ved et flygtigt kik på en kvinde i mængden.

*Things You Can Tell Just by Looking at Her. Instruktion og manuskript: Rodrigo Garcia. Amerikansk. (Premiere i Glora, Empire og Park Bio, København)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu