Læsetid: 2 min.

Uvirkelighed

Når virkeligheden trænger igennem
28. september 2001

(2. sektion)

Ubekymring
Med voksende vantro har jeg læst den ene intellektuelle efter den anden ytre sig fremragende og dybsindigt om den amerikanske tragedie. ’Hvordan kan de?’ har jeg spurgt mig selv. Hvoraf udspringer denne flodbølge af velformuleret sorg og indsigt?
Det var en hel lettelse at nå frem til det seneste nummer i rækken, nemlig Erica Jong, der erkender, at hun først nu har fattet, hvad en katastrofe vil sige.
»I årevis har jeg fulgt katastrofer på tv uden virkelig at forstå, hvad en katastrofe er. Nu har jeg fået Vietnam, Rwanda og Bosnien ind under huden. New Yorks frygtelige ruiner er en del af mig. Det er mit støv. Mens det løber gennem fingrene, ved jeg, at jeg skal dø,« skriver hun.
Selv kan jeg nemlig heller ikke overvinde fornemmelsen af uvirkelighed. Kun i glimt synker pludselig en følelse af uigenkaldelighed ind. Som når den evindelige indre stemme midt i natten pludselig finder på højt og klart at forkynde: »Twin towers eksisterer ikke længere.«
Alligevel er jeg ikke i stand til stedfortrædende at mobilisere de følelser, en amerikaner må gennemleve. Jeg har ikke oplevet katastrofen, kun set den på billeder, der til forveksling lignede en film. Men Erica Jongs få sætninger får en prås til at gå op for mig. Hendes billede af støvet, der glider gennem fingrene, er netop et af den slags glimt, jeg selv oplever. Små blus af bevidsthed, hvor virkeligheden bryder gennem uvirkeligheden – og vi erkender vores dødelighed. For dén er det jo, følelsen af uigenkaldelighed fremmaner. Det, der ultimativt ikke kan gøres om, er døden. Og det minder katastrofen i New York alle om, amerikanere eller ej.

En sikker succes
For nogle år siden besøgte en tibetansk rinpoche København. Han indledte sit foredrag med at opfordre os til ikke at bekymre os om døden. »At dø vil I alle sammen få succes med,« forsikrede han muntert. Opfordringen var imidlertid det modsatte af en opfordring til fortrængning, det var en opmuntring til at opgive den ubevidsthed om egen dødelighed, de fleste af os til hverdag opretholder. Rinpochen så snarere døden som et udgangspunkt, et virkeligt holdepunkt i den uforudsigelige verden, der er vores vilkår.
Jeg læser Erica Jongs afslutningssætning som et gennembrud til virkeligheden midt i katastrofen, ja, på grund af katastrofen. Og uden at lægge nogen som helst afstand til hele verdens pludselige fællesformål, at bekæmpe terrorismen, kan man få fornemmelsen af, at netop dette gennembrud hurtigst muligt skal fortrænges. Proklamationer om at ’udrydde terrorismen’ er eksempler. En fornægtelse af uforudsigelighed og dødelighed. Som besindige mennesker har påpeget, kan lige præcis den uforudsigelige terrorisme ikke udryddes.
Derved symboliserer den så at sige vores grundvilkår. For efter den 11. september skal vi stadigvæk dø. Om så den allersidste terrorist bliver sendt i forvejen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu