Arkæologi
Arkæologi i det 21. århundrede er en kompliceret og vidtforgrenet videnskab, der samarbejder med mange andre videnskaber for at nå frem til en bedre forståelse af menneskehedens udvikling og historie. Fysikere og kemikere, geologer, zoologer, botanikere, sociologer og antropologer er efterhånden fast inventar i arkæologiske projekter, hvor de hjælper med at fortolke og fortælle om det fundne materiale. Det har i de senere år fået stor betydning, fordi arkæologernes fortolkninger nu hviler på et langt bredere fundament end førhen.
Bradyseismer og vin
Et godt eksempel er landskabet Campanien i Italien. Mange har hørt om og besøgt ruinerne i byerne Herculaneum og Pompeii, der blev begravet af Vesuvs udbrud i sensommeren 79 e.Kr. Men hvor mange ved, at storbyen Napolis navn kommer af det græske Neapolis, der betyder den nye by, anlagt i det 5. århundrede f.Kr.? Eller har hørt om den smukke og frugtbare kystslette nord for byen, De Flegræiske Marker, der for de gamle grækere og romere var kendt som Hades Port, indgangen til dødsriget på grund af de mange svovlholdige kilder og lavastrømme?
Gennem mange århundreder var dette et af den græsk-romerske kulturs vigtigste områder, og mange minder fra den tid er bevaret på grund af ikke vulkanudbrud men bradyseismer. Disse kan bedst beskrives som langsomme jordskælv, dvs. uden de pludselige rystelser, vi normalt forbinder med jordskælv. Men det er stadig et kraftfuldt geologisk fænomen, der kan vende op og ned på den lokale topografi og f.eks. gøre land til hav og omvendt. Kort fortalt sker der det, at der er et vulkansk tryk, som ikke er kraftigt nok til at forårsage et egentlig udbrud eller jordskælv, men som danner gasser under jordoverfladen, der ikke kan slippe ud. Disse gasser skaber i nogle tilfælde en ås, som resulterer i en landhævning, mens der i andre dannes et hulrum, som falder sammen og forårsager en landsænkning. Fænomenet er velkendt over hele verden, både i endnu aktive vulkanske områder som Campanien og i områder, der ikke længere er aktive.
Jorden i de områder, hvor der er forekommet bradyseismer i vulkansk aktive perioder, er fuld af næringsmidler og stærkt kalkholdig og derfor ideel til vindyrkning. Sådanne områder findes bla. i det nordøstlige Italien og i Coonavarra-distriktet nær Adelaide i det sydøstlige Australien.
Guds vrede
Står man i dag på stranden ved den gamle romerske badeby Baia og ser op og ned ad kysten og på dens forbjerge og fremspring, kan man se mure og hvælvinger, der står i vandet, og bag én rejser vældige kupler fra fortidens badeanstalter sig. Under vandet ligger store dele af den gamle by, der blev undersøgt i 1980erne og 1990erne af marin-arkæologer. I Pozzuoli lidt længere mod syd, lå i århundrederne før Kristi fødsel Romerrigets vigtigste havn. Også her kan man se effekterne af bradyseismerne, for her er udgravet dele af byens gamle marked og et tempel for den romersk-egyptiske blandingsgud Serapis, der var meget populær i 2.-3. århundrede e.Kr.
Men har man mulighed for at vide, hvornår bradyseismerne har fundet sted?
De arkæologiske fund fortæller os, at bradyseismerne i Baia og Pozzuoli må være sket i det 10. århundrede e.Kr. længe efter Romerrigets sammenbrud, men i dette tilfælde har vi også en skriftlig kilde fra Det Nye Testamente, eller rettere sagt en sen tilføjelse til det. Her fortælles det nemlig, hvorledes Guds vrede ramte beboerne i Pozzuoli og Baia, da de ville dømme apostlen Paulus til døden nemlig ved at sænke byen i havet.
Ved Pozzuoli har den store moderne havn ødelagt det meste af, hvad der sank i havet, bortset fra markedspladsen, men i Baia har man via luftfotografier eller udgravninger konstateret rige villaer og store offentlige bygninger ude i den lagune, der tidligere var land.
Kejserkultsted i vand
Man har endog fundet træfundamenterne til en gammel mole bevaret i det iltfattige mudder, og et stemplet vandrør af bly fra en af villaerne viser, at den engang har tilhørt Lucius Calpurnius Piso, der var Julius Caesars svigerfar og en af de rigeste mænd i Romerriget omkring midten af det 1. århundrede f.Kr. I dokumenter fra 1503 tales der i øvrigt om, at kysten tørrede ud og forskellige ruiner kom til syne. Landhævningen fortsatte indtil et kraftigt vulkanudbrud den 29. september 1538.
Også andre steder langs kysten omkring Pozzuoli og Baia kan man se effekten af bradyseismerne. Ved den tidligere romerske flådebase Misenum i dag Miseno har man således fundet resterne af et kejserkultsted halvt under vand.
Bradyseismerne i det 10. århundrede e.Kr. har med andre ord givet arkæologerne nogle fund, der ellers ville have været forsvundet i dag, og dermed muligheder for at fortælle en mere komplet historie end den, man kan få ved at studere de skriftlige kilder og Pompeii og Herculaneum.
*Yderligere oplysninger på www.xrefer.com og www.
campiflegeri.it
