Læsetid: 5 min.

Verden går under kl. 12!

På søndag har Ligetis opera Le grand macabre premiere på Det Kgl. Teater. Det er Kasper Holtens og Michael Schønwandts første store samarbejdsprojekt
20. september 2001

Opera
Hans modersmål er ungarsk, men han taler oftest alle mulige andre sprog, herunder svensk. Komponisten György Ligeti (f. 1923) hører til den internationale avantgardes top i musikkens verden. Når Ligeti taler svensk skyldes det, at han i en årrække var ansat som professor på Edsberg Institut uden for Stockholm. Fra perioden i Sverige stammer operaen Le grand macabre, der havde premiere på Stockholmsoperaen i 1978.
Den korrupte, men alligevel blomstrende Breughelland i operaen har ikke så lidt at gøre med den verden, Ligeti mødte i Ungarn som barn og ung: En helt igennem vanvittig verden, hvor terror og uforudsigelige hændelser hørte til hverdagen.
Det ligger langt fra Ligetis metode at skildre den tidligt oplevede krig ud fra et moralsk ståsted, han former tværtimod det rædselsfulde som en humoristisk skrækvision om verdens undergang. Det tidligt personligt oplevede vanvid er gengivet i Le grand macabre i skrupskøre optrin, der kun på overfladen er overdrivelser i forhold til den virkelige verden, som ofte var og er meget værre. De seneste terror-begivenheder verden har set bekræfter dette.

Fra Øst til Vest
Umiddelbart efter krigen tog Ligeti til Tyskland for at virke som komponist og allerede i de første år i Vesten blev han en skarpsindig og kritisk iagttager af den ny musiks problemer og udfordringer. Han forlod det land, som han selv har kaldt sin ’resonansbund’. Det politiske system i Budapest accepterede ikke ’folkefjentlig’ og ’formalistisk’ musik. Ligetis ’ægte’ kompositioner – f.eks. den første strygekvartet, solo cellosonaten, Musica Ricercata og Blæserkvintetten var alle forbudte. Hvad angår bearbejdelser af folkemusik, var det ikke noget kompromis for Ligeti. Han kendte den ungarske og rumænske folkemusiktradition meget vel, Kodály og Bartók var store forbilleder. Ligeti har altid været omhyggelig med folkemusikteksterne, så de ikke kunne tolkes politisk:
»En komponist må også have opførelser, det er vigtigt. Jeg selv måtte camouflere mig og mine værker: Når jeg eksempelvis havde skrevet den første strygekvartet, som var forbudt, måtte jeg camouflere mig med andre værker, der kunne opføres. Ellers kunne man finde på at sige, at jeg var færdig som komponist og bede mig om at arbejde på en fabrik.«
I Vesttyskland mødte Ligeti blandt andre Herbert Eimert, Gottfried Michael König og Karlheinz Stockhausen. Han begyndte at arbejde i Studio für Elektronische Musik i Köln og deltog i Feriekurserne i Darmstadt. I indsigtsfulde artikler bidrog Ligeti med kritiske indlæg i tidens æstetiske og teoretiske diskussioner. Men han kom ind i en stor krise:
»Fire år inden Horntrioen færdiggjorde jeg ikke et eneste værk. Jeg havde hundredevis af skitser til min Klaverkoncert, men kunne ikke komme videre. Det var en indremusikalsk situation, hvor der udkrystaliserede sig to retninger: Én, der fastholdt avantgarde-begrebet, som det blev formuleret i 50’erne i Darmstadt af Stockhausen, Boulez og Cage. En anden retning med minimalmusikken af Steve Reich, Terry Riley, og stadig flere postmoderne tendenser med neo-tonale retninger.
Jeg havde indset, at avantgarden var for ’tør’, for akademisk, men jeg brød mig heller om den postmoderne kitsch. Jeg kunne hverken bruge avantgardens udtryk eller de postmoderne klange, men måtte finde noget helt tredje. Udvejen var når alt kommer til alt de første seks klaveretuder fra 1985.«

De mange inspirationer
Ligeti er kendt for at suge inspirationer fra nær og fjern. De afrikanske ’skæve’ rytmer giver klavermusikken en rytmisk spændstighed, arbejdet med computergenerede former og klange er et andet interesseområde. »Fraktalerne har betydet meget for mig, lige siden jeg så den første computergrafik Peitgen og Richter lavede i 1984«, siger Ligeti.
Men komponisten forlader et tankesæt så snart den har etableret sig som normgivende for kompositionen. Man kan ikke sige, at Ligeti er fraktal-komponist eller for den sags skyld hæfte nogen som helst anden etikette på mandens kunst. Den er helt hans egen, bl.a. i kraft af mødet med andre kulturers musik og i kraft af mødet med nervecentre i den europæiske kulturarv. Det er måske noget af det mest fascinerende ved hans musik: Den er så frisk og ny hver gang, og stiller høje krav til originalitet.

Den forløsende humor
Ligeti har sagt, at det ikke er sikkert, at det er kvalitetsmusikken, som overlever. Det kan være tilfældigheder som afgør, om en komponist får sin rette placering i musikhistorien. Man kan henvise til Mendelssohn, som tilfældigt opdagede
Bach. Når det gælder det 20. århundredes musik, var Ligeti selv kraftigt medvirkende til, at verden fik øjnene åbnet for sære eksistenser som Rued Langgaard og Conlon Nancarrow.
Når man lytter til Ligetis musik, kan man ikke undgå at bemærke, at humor – parallelt med en usædvanlig selvkritisk og alvorlig beskæftigelse med musik – indtager en central plads i værkerne. Le grand macabre er ikke en undtagelse. I Danmarks Radios arkiv findes en tv-udsendelse fra begyndelsen af 60’erne, hvor Ligeti pædagogisk tegner på en tavle samtidig med at man hører musikken til elektronmusikværket Artikulation. Det er humor på højt plan, men humoren glider umærkeligt over i det seriøse.
Resultatet er, at det bliver menneskeligt og vedkommende. Et af virkemidlerne er det ekstremt overdrevne. Kunstnere som Breughel, Bosch, Jarry, Vian og Kafka har her alle fascineret og inspireret Ligeti. Men komponisten har ikke noget budskab til menneskene, han siger nej tak til, at musikken bliver tolket ind i tydelige begrebsrammer:
»Jeg ønsker ikke bevidst at genspejle noget i musikken. Hvis der kan tolkes et budskab i musikken, er det i orden, men jeg ved intet om det. Jeg ønsker at være et anstændigt menneske, intet andet, og derfor er jeg mistænkelig over for religioner, ideologier og budskaber. Jeg har dog en tro, en tro på især naturvidenskaben men også socialvidenskaben, når og kun når de udøves fornuftigt og hæderligt. Filosofierne og ideologierne er systemer, der vil forklare alt. Den ægte videnskab vil ikke forklare alt, kun små delområder. Jeg nærer et stort håb til videnskaben og til teknikken. Den gennemsnitlige levetid i Japan var efter krigen 60 år, nu er den 79 år. Det vil jeg kalde fremskridt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu