Læsetid: 4 min.

’Verdensdemokrati er ikke utopi’

Løsningen på globaliseringens udfordring af det nationale demokrati er at etablere et globalt, mener George Monbiot
6. september 2001

Globaliseret demokrati
»Vi har i dag en verden, hvor globale organisationer så som WTO og Verdensbanken har fået en enorm magt over folks liv, uden at der har været nogen som helst demokratisk diskussion eller beslutning af det. Hvis verden skal styres til fordel for alle mennesker, så skal den styres af alle mennesker. Ideen om, at et min-dretal af lande – om de så er repræsenteret af G8 eller af FN’s Sikkerhedsråd – kan træffe beslutninger på alle menneskers vegne, er ganske enkelt absurd. Det er en direkte fortsættelse af princippet fra kolonialismens tid, hvor et mindretal af rige lande mente, at hvad der var godt for dem, var godt for alle. Men som vi ved fra kolonialismens tid, så var det, der var godt for de rige lande, faktisk dårligt for alle andre lande,« siger George Monbiot, forfatter til Captive State: the corporate takeover of Britain, skribent for den britiske avis, The Guardian og forelæser på en række britiske universiteter, her i blandt Green College Oxford.
»Vi er nødt til at udskifte det nuværende system med et sandt demokratisk system. De organer, der handler i internationale sager, skal være direkte valgt af alle mennesker i hele verden. Vi bør have et direkte valgt verdens-parlament, hvor borgere i Kin-shasa har lige så megen magt, som borgerne i København. Værdien af det enkelte menneskes stemme må ikke afhænge af, hvor man kommer fra,« siger han.
»I min vision har verdens-parlamentet suverænitet over internationale forhold, men ingen ret til at blande sig i rent nationale anliggender. Det skal have ansvaret for den type sager, som G8-møderne eller FN diskuterer på nuværende tidspunkt, eller som Verdensbanken, IMF eller WTO tager sig af. Politik-områder, der anses at have en international dimension. Der hvor der ingen grænseoverskridende konflikter er, skal det ingen myndighed have.«

I alles interesse
– Men hvem skal definere, hvad der er i alles interesse?
»Det gode ved et globalt parlament er, at der ikke er nogen, der skal sætte sig ned og definere, hvad der er i alles interesse. Det besluttes demokratisk. Der vil være en konstant kamp, konflikt og forhandling om, hvad der er til flest mulig menneskers fordel. Og det er det, demokrati handler om. Det er ikke systemet selv, der garanterer fairness, det er den konstante kontrol og udfordring af systemet, der er det demokratiske element.«
– Men med et direkte valgt verdens-parlament ville der jo være meget stor afstand mellem det enkelte parlamentsmedlem og borgeren?
»Ja, det er et problem. Der vil være omkring ti millioner mennesker for hvert parlaments-medlem, og det er ikke let at komme rundt om det problem. Men det er den bedste, eller i det mindste den mindst ringe løsning, der er. Hvis man ser på Europa-Parlamentet, så har det jo også store valgkredse, og det synes jo at virke nogenlunde.«
– Men det kritiseres netop for at være ufolkeligt?
»Ja, men Europa-Parlamentets største problem er jo også, at magten ligger i Kommissionen og Ministerrådet. En del af problemet er også, at nærhedsprincippet ikke er ordentlig gennemført i Europa. Hverken Europa-Parlamentet, Kommissionen eller Ministerrådet burde have magt over andet end de sager, der er mellemstatslige. De burde ikke have indflydelse over staternes indre anliggender.«
– Men hvordan trækker man den linje?
»Det er igen et spørgsmål om konstant forhandling og debat. Man vedtager ikke, at her er der en linje, der skal ligge fast i al fremtid. Man lader linjens placering være til konstant forhandling. Men ellers gælder nærhedsprincippet, der er et fundamentalt demokratisk princip, hvor det gælder, at beslutninger altid skal træffes tættest på borgerne.«

Utopia
– Kritikere ville vel kalde dig en utopist. Er du det?
»Jeg er på ingen måde overbevist om, at demokrati er en utopisk idé. Jeg vil tillade mig at mene det samme som Winston Churchill: At demokrati er det værste politiske system, der er – bortset fra alle de andre systemer. Så hvis man mener, at demokrati er en god magtform på na-tionalt niveau, så er der absolut ikke nogen grund til, at det ikke skulle udvides til det globale niveau. Man kunne faktisk argumentere for, at hvis vi fastholder, at demokrati er godt på nationalt niveau, så burde vi i det mindste arbejde for det samme på globalt niveau.«
– Men er det ikke utopisk at tro, at man nogensinde skulle kunne få etableret et sådant verdensdemokrati?
»Jo, men havde man i 1975 stillet spørgsmålet om, hvordan man kunne vælte Sovjetunionens tyranniske ledelse, så ville man også have stået tilbage uden svar. 15 år efter er det hele væltet. Hvis befolkningernes magt kunne rive Berlinmuren ned og vælte statskommunismen, så kan den helt sikkert også overkomme de udemokratiske tendenser i den korporative kapitalisme, der er meget svagere rodfæstet end stats-kommunismen var. Som Vic-tor Hugo udtrykte det, så kan ingen hær eller regering stoppe en idé, hvis tid er kommet. Det er det, jeg sætter min lid til.«
– Hvordan sikrer man forbindelsen mellem national identitet og politisk legitimitet, der jo er grundstenen i det nationalstatslige demokrati?
»Jeg er ikke så sikker på, at det er national identitet, der ligger som fundament for de demokratiske beslutninger. Her i Storbritannien er vi en meget delt nation. Vi tænker ikke som en samlet enhed eller masse.«
»Vi har masser af regioner, der slås for deres re-gionale identitet. Vi har en stor racemæssig, etnisk og klassemæssig diversitet. Det er kun fordi, vi hele tiden presses sammen i en boks og får fortalt, at vi er én enhed, at vi begrænses til at handle som en enhed.«

*De fire første artikler i serien blev bragt den 27/8, 28/8, 30/8 og 3/9. Serien fortsætter

*Godt 400 af George Monbiots essays og artikler kan findes på www.monbiot.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her