Udstilling
Charlotte Christensen afsluttede den 30. august sin anmeldelse af katalog-bogen Robert Jacobsen og Paris med disse ord: »Den kommende udstilling vil sætte Robert Jacobsen på den eneste relevante prøve: Er skulpturerne gyldige kunstværker eller blot en arkitekturvenlig dekoration?« Nu, hvor man netop har set stålkonstruktioner af næsten en halv kilometers højde kollapse for øjnene af én, er det svært at geare ned til skalaer af Jacobsens fredelige omfang, for der er i sammenligning med den rå destruktion et fortryllende og yndigt flow af elegance og konstruktiv energi over de små og luftige jernskulpturer, som Jacobsen skabte fra 1947 i Paris, hvortil han ankom frem til 1959, hvor hans kunst tog en anden retning og blev tungere, mere barok og massiv. De forretter ingen skade disse fredselskende skulpturer!! De er sarte og bøjelige, modtagelige og poetiske indramninger af luften imellem deres egne konturer, således at luften selv udgør en vægtløs masse. De indrammer også rummet mellem betragter og værk. De vil gerne byde os op til dans.
Udstillingsscenografi
Lad det være sagt med det samme: Det er en uhyre smukt iscenesat oplevelse at møde »Le gros Robert« og hans værk i Statens Museum for Kunst, der på lørdag åbner en stor særudstilling med ham. »Tykke Robert«, betyder det egentlig, skønt danskerne har oversat hans franske kælenavn til »Store Robert« måske i håbet om, at Danmark kunne eksportere en ny, stor billedhugger til udlandet godt 100 år efter Thorvaldsen? Udstillingen er scenograferet, så lyset nærmest spiller hovedrollen, skygger danser på væggene, og skulpturerne bliver aktører på en scene. Hele denne visuelle overflod ledsages oven i købet af perlende, energisk jazz den jazz, der blev skabt af Jacobsens samtidige musikere, som han lyttede ivrigt til som Charles Mingus, Thelonious Monk, Duke Ellington, Johnny Hodges m.fl. så alt i alt er udstillingen en totaloplevelse, et wunderkammer, hvis indhold er en stram, klassisk, modernisme, serveret sådan, at den afgiver noget af den elektricitet, der må have omspundet den, da den blev undfanget.
Udstillingen er arrangeret af kunsthistorikeren Mette Højsgaard, der er blevet ph.d. på en afhandling om de dansk-franske kunstforbindelser efter krigen. Hun inddeler sit stof, der består af 50 værker, i otte overskuelige temaer: Tidlige eksperimenter på sokkel, kasseskulpturer, rammeskulpturer, polykrome skulpturer, tegninger i jern frie konstruktioner, drejelige skulpturer og en eksperimentalfilm om rytme og bevægelse samt oxyderede skulpturer. Skønt faserne er mange, er der en rød tråd, som løber igennem dem: den kurvede linje og den geometriske rammeform.
Rigtigt sted og rigtig tid
Robert Jacobsen flyttede sammen med malerkollegaen Richard Mortensen til Paris i 1947, hvor han, som det ofte er blevet fremhævet, befandt sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, således at han fik fat i den lange ende med det abstrakte formsprog og i åndsbeslægtede kollegaer, der var oppe på beatet m.h.t. at formulere et nyt kunstnerisk sprog. Det bandt dem sammen, at de næredes af en kommunistisk-utopisk tro på, at forholdene for menneskene ikke mindst gennem kunsten kunne blive bedre på et tidspunkt, hvor man vandrede rundt i krigsruinerne og skulle begynde forfra fra point zero. Denise René drev galleriet, som gav rum til og formidlede det nye, og det hele begyndte at rulle, skønt ingen af kunstnerne ejede en rød reje de første mange år, og det regnede ind gennem taget på huset i Paris-forstaden Suresnes, hvor også Asger Jorn og Poul Gadegaard opholdt sig. Det var ingenlunde nemt at klare sig, men alle var fattige i det vareknappe Europa på det tidspunkt.
Det kan naturligvis diskuteres, om kunst kan ændre verdens tilstand. Jeg tror det ikke. Næppe nogen tror det i dag. Men kunst kan bruges som erkendelsesmiddel. Den kan få os til at spærre øjnene op, føle efter og så måske handle anderledes. Robert
Jacobsens skulpturer er dybt demokratiske, fordi de lader de kurvede linjer trives og boltre sig midt imellem de rette. De tror på menneskeværdige samfundsforhold. Det er en løs konstruktivisme, et subjektivt og konkret forankret værkbegreb, der er rytmisk og lyrisk. De er på den ene side ikke ukomplicerede, disse skulpturer, de unddrager sig hårdnakket at visualisere genkendeligt stof og at være et ekko af verden. Men de er på den anden side også rørende, næsten naive i deres tiltro til udviklingen. Til fremskridtet. De insisterer på at være sig selv og at være det på deres egne betingelser. Men hvad enten de hænger som arabesker i jernstof på væggene, eller de hviler på sokler og sender deres skyggebilleder ud i rummet, så er de nu altså stærke, formmæsige vidnesbyrd om en svunden tid og en ganske anden mental tilstand for relativt kort tid siden. De er derfor mere end arkitekturvenlig dekoration.
*Robert Jacobsen & Paris. Rummets poesi. Statens Museum for Kunst. Åbner i dag. Ti.-sø. 10-17, on. 10-20. til 13. januar 2002
