(2. sektion)
Ny film
Hvad har en hjerteformet kartoffel, et ur uden visere og en hjemløs mand tilfælles?
De er alle blevet kasseret. De passer ikke ind i samfundets rammer. De opfylder ikke industriens standardiserede mål, men de eksisterer i udkanten af vores fællesskab. Den hjemløse flakker omkring i gaderne, den hjerteformede kartoffel ligger og rådner på marken efter høsten, uret befinder sig i en skrotbunke, for hvem i alverden kan bruge et ur uden visere?
Det kan den franske instruktør Agnès Varda, viser det sig. I sit generøse og indsigtsfulde filmessay om spild og affald finder hun ikke bare en plads til uret i sit private hjem, men giver også uret en central symbolsk betydning i filmen. Tiden går sin gang, også selv om viserne mangler.
Der er mange tråde og temaer i Les glaneurs et la glaneuse, som på dansk hedder Fuglen og de fattige efter folkevisen »Marken er mejet«. Helt grundlæggende er Fuglen og de fattige en politisk film om overflodssamfundet og en hyldest til alt det værdifulde, vi har udgrænset. En politisk film, javel, men ikke en film, der klaustrofobisk lukker sig om et budskab.
I 86 minutter formår Agnès Varda tværtimod hele tiden at finde nye vinkler og indgange til emnet. Hun uddyber og nuancerer, skaber kontraster og vender tingene på hovedet: Affald kan være smukt og udstilles på et museum, men har kunstneren mon nogensinde mærket trykket på en gadefejers hånd?
Med sit lille DV-kamera drager Agnès Varda ud i Frankrig og møder mennesker, der sanker dvs. samler. De sanker afgrøder på marken, herreløse ting på gaden, madrester i storbyens affaldscontainere. Nogle sanker af nød, andre af lyst. Her er en mand, der mistede sit job og sin familie og nu lever af levninger. »Vi er ikke bange for at få beskidte hænder,« siger han, »vi kan altid vaske dem.« En anden mand protesterer imod kapitalismens køb-og-smid-væk-filosofi, en tredje laver skulpturer af affald, mens konen hovedrystende ser på.
At sanke billeder
På lydsiden reflekterer Agnès Varda over affaldets psykologiske, sociale og økonomiske betydning. Hun drager paralleller mellem kunsten og livet og viser malerier fra det 19. århundrede. Men det bliver aldrig et tørt, højpandet foredrag, for teksten og billederne er nysgerrigt legende og fyldt med varme og engagement.
Agnès Varda bliver selv en sanker. Billeder, som i en anden film ville være endt i skraldespanden, kan bruges i denne film. Instruktøren glemmer på et tidspunkt at slukke for kameraet og vupti: En charmerende montage med en beskæresaks, der hopper ind og ud af billedet som i en naiv trickfilm fra stumfilmens dage.
Agnès Varda retter også kameraet mod sig selv og viser os sin rynkede hånd. »Den fortæller mig, at enden nærmer sig,« siger den 73-årige instruktør, som var en del af den franske nybølge og har lavet film i næsten 50 år.
Det er dog første gang, Varda filmer med det intime DV-kamera, og i modsætning til mange af tidens subjektive dokumentarister falder hun aldrig i den private eller navlepillende grøft. Hun bruger sig selv til at perspektivere tematikken, og når man oplever Fuglen og de fattige, indser man for alvor, hvad mange unge dokumentarister mangler
i dag. Overblikket. Indsigten. Ydmygheden. Generøsiteten.
Man kan kun håbe, at dette forbløffende værk bliver fast pensum på alverdens filmskoler.
*Fuglen og de fattige. Instruktion: Agnès Varda. Fransk (Posthus Teatret i København)
