Læsetid: 6 min.

Det bliver jo afgjort med ret enkle midler...

Hvorfor er boksning så fascinerende? En af verdens bedste boksedommere, Ove Ovesen, og den tidligere mesterbokser Achton Mikkelsen giver et hint
12. oktober 2001

(2. sektion)

Fascination
Hviids Vinstue, Kongens Nytorv, København. Det er her, den tidligere præmiebokser Jørgen ’Gamle’ Hansen ernærer sig som tjener med vest og slips, men denne fredag eftermiddag er han desværre ikke på arbejde, så jeg kan ikke studere hans bevægelser og hans fodarbejde fra mit bord i det tilstødende lokale. Men jeg kan sagtens høre hans velkendte boksenasal for mit indre øre – »En rød Tuborg? Ja, så gerne«.
Jeg venter bag en danskvand på Danmarks bedste boksedommer, Ove Ovesen. Når han dukker op – han kommer med toget helt fra Brande i Jylland – skal han forsøge at forklare, hvad der er så fascinerende ved boksning. Hvad er det f.eks. ved en så voldelig, korporlig kampsport, der gør, at utallige forfattere med Jack London, Ernest Hemingway og Norman Mailer blandt de mest kendte bruger bokseverdenen som litterært tapet, hvadenten det drejer sig om prosa eller journalistik. Hvorfor mytologiseres denne nytteløse aggressivitet?
Før jeg indfandt mig på Hviids, hørte jeg journalisten og bokse-kommentatoren Kurt Thyboes karakteristiske storyteller-stemme i radioen. Han snakkede netop om fascinationen ved boksning – og om Mike Tyson som »den personificerede ondskab«:
»Mike er en satan... han er King Kong... han er Godzilla... han er de værste mareridt, du har haft hele dit liv,« dundrede Thyboe og fortsatte i et lavere toneleje:
»Men var han så bare det, ville han ikke være noget værd... Mike er også en ghetto-knægt... og højt begavet... og den kombination gør ham meget spændende«.
Thyboe talte videre om, at det man oplever i bokseringen, er vores dybeste ur-instinkter, »som ligger i os alle, dækket under civilisationens pæne fernis.«
I et essay publiceret i ugemagasinet Newsweek i forbindelse med Mike Tysons voldtægtsdom i 1992 skriver den kvindelige amerikanske forfatter og store boksefan Joyce Carol Oates, at det, der gør boksning så frastødende for mange mennesker, er præcis det samme, som de deltagende finder fascinerende.
»Dette skyldes, at boksning er et velorganiseret ritual, som bryder tabuerne. Det lader hånt om moralske forskrifter som ’Du må ikke slå ihjel’. Det fejrer ikke ydmyghed, men flamboyant aggression. Ingen, der ikke selv har set en live boksekamp kan helt begribe boksningens uhyggelige fascinationskraft – beskueren føler, at han eller hun er vidne til galskab, men dog galskab understøttet af tradition og skik. (...) Boksning efterligner vore tidlige forfædres ceremonier for blodig ofring og indfrielse. Det vækker et begær, som de fleste mænd og kvinder finder afskyeligt. For nogle iagttagere er det ganske enkelt obskønt som pornografi; og dog er det i modsætning til pornografi ikke fantasi, men virkeligt og derfor langt mere nedbrydende.«

I det samme træder Ove Ovesen ind ad døren i Hviids Vinstue iført striktrøje, en mindre sportstaske i højre hånd og bemærkelsesværdige, rare øjne. Det er et lykketræf, at den lille mand er i byen. Det verdensomspændende bokseforbund World Boxing Association (WBA) har den nogle og tres-årige Ove Ovesen højt på sin top 10-liste over internationale boksedommere, og han flyver jævnligt til stævner i Japan og New York. Han har været boksedommer siden 1979 – altså den slags dommer, der tæller point ved ringside.
»Den første boksekamp i verden var jo mellem Kain og Abel...« begynder Ove Ovesen (han er pensioneret skolelærer).
»Det er noget af det mest oprindelige, der findes: Du stiller to mand op over for hinanden, og så må de altså afgøre det med meget enkle midler.«
»Det er ligesom en flok rekrutter, der bliver trukket gennem møget. Boksetræning er hårdt. Når man gennemgår det sammen med nogle, så svejser det folk sammen.«
Ove Ovesen var som dreng »meget lille og spinkel, og man vil altid helst være noget, man ikke er,« siger han. En dag læste han om den tids sværvægtsverdensmester, Joe Louis, i Det Bedste.
»Det blev jeg voldsomt optaget af. På en eller anden måde greb det mig – mærkeligt nok, for jeg er af en stor familie, men jeg er den eneste, der er interesseret i boksning. Det har så varet hele livet.«
Han boksede som amatør over 100 kampe fra han var 15 til han var 30 og havde brækket hånden tre gange.
Ove Ovesens blik hviler meget intenst på én. Han svarer lynsnart, når spørgsmålet er fuldført. Man kan sagtens se ham for sig i en boksering. Jeg siger, at det er lettest at blive grebet af teknisk dygtige boksere på tv.
»Det er også en nydelse. Så har du allerede fanget noget af det, så er du kommet til stade 2. Det første stade er, at de bare tæver løs på hinanden. Så begynder man at kigge på nogle andre ting. Kan de flytte sig for hinanden? Kan de undgå slag? Er de elegante, og kan de få slag ind? Hvilken taktik bruger de?« siger han.

Ove Ovesen er i København, fordi han skal til sin »gode ven, formand og mentor« Achton Mikkelsens 69 års fødselsdag, fortæller han.
Skulle nogen være i tvivl, er Achton Mikkelsen en af landets bedste forhenværende boksere med 26 landskampe og ni nordiske, danske og og københavnske mesterskaber bag sig. Han deltog ved OL i Rom i 1960 og har været hovedformand for Idrætsklubben af 1899 i 25 år.
Et par dage efter fødselsdagsfesten ringer jeg til den gamle bokser. Achton Mikkelsen beretter ivrigt om den uovertrufne følelse af at stå og få snøret handskerne på i omklædningsrummet, mens der står en anden mand og venter i ringen.
»Der skal meget mod til, kan jeg godt sige dig. Det er også derfor, det er opdragende for unge mennesker, for der er jo en risiko for at tabe og blive slået ud, ikke. Derfor må man gøre alt for at være i den bedste form, så man kan klare sig.«
– Man er altså drevet af frygt?
»Man kan aldrig føle sig sikker. Boksning er noget specielt. Det er en enmandspræstation, du kan ikke give andre skylden. Det er det, der fascinerer mig. Og læg mærke til, at efter en kamp er de to boksere perlevenner – der er jo ikke noget med, at de sparker hinanden i røven og sådan noget, vel?«
Achton Mikkelsen begyndte selv at bokse, da han var smedelærling i Randers. Pludselig var han blevet syg og måtte opereres, så han var så tynd, så tynd.
»Doktoren sagde til min mor og far, at jeg ikke var stærk nok til at være smed, og at jeg nok skulle være bager eller barber i stedet for. Det var jeg sgu sur over, og så begyndte jeg at træne,« fortæller han. Han hæfter sig også ved de oplevelser man får, når man som bokser kommer ud i den store verden.
»De oplevelser er guld værd. Der er en spænding og atmosfære. Du kan ikke tænke dig til, hvordan det er for en dreng på 15 år, når han skal til sin første kamp.«

Tilbage i vinstuen nogle dage tidligere er Ove Ovesen nået dertil, hvor han beskriver de to kombattanter Mike Tyson og Brian Nielsen. Tyson ser han som »en stakkels, vildført knægt«, der engang var en fremragende, »absolut destruktiv« bokser, men som ikke mere har hjertet med.
Brian Nielsen »er bomstærk og en meget bedre bokser, end man tror han er«. Ovesen husker, dengang Brian Nielsen blev sjællandsmester.
»Han mødte en hærdet landsholdsbokser. Brian så jo helt forkert ud mod den store, høje og elegante bokser, der havde bokset mange flere kampe. Brian fik lidt hammer i den første omgang, men så pluselig begyndte han at ramme ham, og så stoppede de kampen i anden omgang til fordel for Brian.«
»Dér sagde jeg til mig selv: Her har vi altså et talent af en usædvanlig størrelse. Folk har ladet sig mislede, fordi han har set lidt lasket ud. Han ligner ikke en bokser, men det er han. Og han har jo klaret sig i alle verdens største turneringer, og det gør man jo altså ikke, uden at have et exceptionelt talent. Der er ingen som helst tvivl i min sjæl om, at han er den bedste sværvægter, vi nogensinde har haft.«
– Er det en nydelse for dig at se Brian Nielsen bokse?
»Ja, men på en anden måde. Han stiller sig op og siger ’værsgo, I kan bare komme!’ Det er også en nydelse at se. De fleste gange har han været rigtig god, når han er blevet ramt hårdt. Så er han kommet tilbage, og så bliver der delt øretæver ud. Det er bare det, at hvis Tyson rammer ham hårdt, så er kampen måske også forbi.« Ove Ovesen ler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu