Læsetid: 5 min.

Den amerikanske drøm

I morgen tørner Mike Tyson og Brian Nielsen sammen i en boksekamp, der forhåbentlig bliver lige så spændende og seværdig som nogle af de utallige film, hvor boksning spiller en hovedrolle
12. oktober 2001

(2. sektion)

Boksefilm
»En boksekamp er ligesom en cowboyfilm. Der skal være de gode, og der skal være de onde. Det er det, folk betaler for – at se de onde få tæsk.« Citat sværvægtsmesteren Sonny Liston.
Mere end noget andet handler boksning om, trods alle odds, at blive en succes. Ofte har man oplevet en determineret ghettodreng kæmpe sig vej fra slummen og i bokseringen opnå rigdom og berømmelse.
Boksning symboliserer den amerikanske drøm, hvor man i kraft af talent, instinkt, fysik og en smule tillært teknik kan bryde fri af arv og miljø og gøre sig til herre over sin egen skæbne. Ikke mindst for sorte knægte, for hvem vejen til en uddannelse og et bedre liv ofte er gået gennem sport.
Som Sonny Liston er inde på i citatet foroven, så rummer en boksekamp alle de dramatiske elementer, der skal til for at skrue en film sammen: Sejr, nederlag, fysisk action, spænding, helte og skurke.
Derfor har boksning også altid været et oplagt emne for Hollywoods mytemagere, der har bygget utallige film op omkring både virkelige og fiktive boksere lige siden den 8. september 1894, hvor Thomas Edison filmede en sværvægtkamp på seks runder mellem mesteren Jim Courtney og Peter Courtney.

Fra Hitchcock til Ali
I stumfilmtiden i begyndelsen af 1900-tallet klovnede både Chaplin og Buster Keaton rundt i ringen, og instruktører fra Hitchcock (The Ring (’27)) til Norman Jewison (Hurricane (’00)) har åbnet døren til det ellers så aflukkede omklædningsrum, mens bl.a. John Garfield, Errol Flynn, James Cagney, William Holden, Kirk Douglas, Paul Newman og Denzel Washington har iført sig boksehandsker og er gået i ringen for at lægge krop til boksere som Kid Galahad, Gentleman Jim, Rocky Graziano og Rubin Carter.
Det er der kommet både spekulative b-film, kritikerrost dokumentar og enkelte stilfulde mesterværker ud af. Men dermed er det slet ikke slut. På næste fredag er der Danmarkspremiere på Karyn Kusamas Girlfight (’00), der handler om en ung, kvindelig amatørbokser i New York. Og til december kommer den film, som verden efterhånden har ventet længe på. Will Smith spiller titelrollen i perfektionisten og superæsteten Michael Manns biografifilm Ali, der selvfølgelig handler om den nok største af alle boksere, Muhammad ’flyver som en sommerfugl, stikker som en bi’ Ali. (Ali spillede i øvrigt sig selv i den mislykkede The Greatest fra ’77.)

Ikke kun helte
Indimellem byder boksefilmen også på andet og mere end den traditionelle heltefortælling, som vi f.eks. ser den talentfuldt og energisk realiseret i f.eks. Sylvester Stallone og John G. Avildsens Rocky (’76), hvor bokseren Rocky Balboa (spillet af Stallone selv og modelleret over den sølle hvide og nu glemte bokser Chuck Wepner) mod alle forventninger står distancen mod the champ, Apollo Creed. (De fire efterfølgere er ikke værd at tale om.)
Fordi vi har med så basal og renfærdig en sportsgren at gøre, er det også nemt at bruge rammen til i et drama at udstille de mørkere sider af bokseverdenen: Det menneskelige forfald, arrogancen, griskheden, korruptionen, de blinde ambitioner og de bristede forhåbninger.
Martin Scorseses Oscarbelønnede Raging Bull (’80), baseret på mellemvægtboksemesteren Jake LaMottas liv, er en studie i, hvordan en begavet bokser (suverænt spillet af Robert De Niro) lader temperament og selvhad ødelægge en stor karriere.
John Hustons Fat City (’72) følger et par afdankede boksere (Stacy Keach og Jeff Bridges) på samfundets bund, hvor alt håb lades ude, og illusionen om et bedre liv holdes nødtørftigt kørende af en lille sejr i ny og næ.
I Elia Kazans I storbyens havn (’54) siger Marlon Brandos Terry Malloy de berømte ord, »I could have been a contender« – han kunne være blevet til noget i bokseringen, havde broren ikke fixet alle hans kampe.
Og i Jim Sheridans The Boxer (’97) med Daniel Day Lewis og Shane Meadows’ 24-7 (’97) bruges boksning som et socialt forebyggende værktøj, og træneren en bliver en slags faderfigur, der skal mægle mellem stridende parter eller redde en flok slumdrenge ud af kriminalitet.
Sjovt nok er der færre sorte boksere i fiktionen end i virkeligheden. Muligvis fordi det notorisk konfliktsky Hollywood i 60’erne, hvor de sorte boksere begyndte at blive en betydende faktor i ringen, simpelthen ikke længere var interesseret i at lave boksefilm. De fleste af de klassiske amerikanske boksefilm er fra efterkrigstiden, hvor USA var et samfund i fremgang. Det er først med James Earl Jones’ hovedrolle i The Great White Hope (’70), at det begyndte at ændre sig, og siden er det gået langsomt, og kun få fiktionsfilm har faktisk handlet om de sorte mestre, der reelt har domineret bokseringen og sværvægtklassen i mange år.

En plads ved ringside
Fascinationen ved en god boksefilm med veliscenesatte kampscener er den samme som ved en god boksekamp. Den får adrenalinen til at pumpe rundt i kroppen, og vi sætter os selv i boksernes sted og forestiller os, at det er os, som danser rundt i ringen og med overskud og overlegen teknik deler øretæver ud.
»Boksning er den ultimative konfrontatoriske sportsgrenÇ« mener den amerikanske instruktør John Herzfeld, der for et par år siden lavede den underholdende, dramadokumentariske Don King: Only in America om den kontroversielle boksepromotor og levende legende, der tidligere har haft Tyson i stald, og som fik organiseret den nu legendariske Rumble in the Jungle mellem Ali og George Foreman i ’74 i Zaires hovedstad Kinshasa. »Boksning fører tilbage til gladiatorernes tid med en klar vinder og taber. Det er blod, det er sved, det er tårer, det rækker langt ind for at absorbere en afstraffelse, der er forbløffende.«
Sammenlignet med de ikke særligt overbevisende boksescener i mange tidlige boksefilm, er realismen slående i både Rocky, hvor Avildsen brugte håndholdt kamera, og Raging Bull med sit suggestive kamera og nærbilleder af blodige, forslåede boksere.
»Jeg har aldrig set en realistisk kamp i en filmÇ« har dokumentarinstruktøren Jeff Lieberman udtalt. »I en rigtig kamp er det normalt, at der kommer et punkt, hvor bokserne holder hinanden og hænger i rebene. I en film er det hele bulder og brag. Hvert stød rammer, og de rammer med en lyd, som blev du ramt af en lastbil.«
Lieberman har instrueret dokumentarfilmen Sonny Liston: The Mysterious Life and Death of a Champion (’95), der af mange fans hyldes for at være en af de bedste boksedokumentarer nogensinde.
Til de bedste hører også Leon Gasts formidable og Oscarbelønnede When We Were Kings fra ’96, der handler om The Rumble in the Jungle og følger de to bokseres forberedelser op til den afgørende kamp om mesterskabsbæltet i sværvægt. En mediehypet og storladen begivenhed, som også er beskrevet i forfatteren Norman Mailers klassiker Kampen.
Filmen slutter med selve kampen, hvor en undertippet Ali omgang efter omgang lader Foreman bearbejde sine mavemuskler, mens Ali selv hænger i rebene. Rope-a-dope, som hans teknik siden blev døbt, udmatter Foreman, og i ottende omgang slår Ali pludselig til og knalder en overrasket Foreman i gulvet.
Det er en fantastisk afslutning på en overvældende film og en inciterende boksekamp – en afslutning, som Hollywood trods alle sine forsøg endnu ikke har formået at overgå.

*Flere af de ovenstående film kan fås på dvd og video via www.laserdisken.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu