Læsetid: 5 min.

Bedre låse fjerner ikke angsten

Fremtidens byer er delt mellem en mobil verdenselite, der hører hjemme alle steder, og en gruppe lokalt forankrede mennesker, der kun har hjemme der, hvor de altid har været, mener sociologen Zygmunt Bauman
19. oktober 2001

(2. sektion)

Fremtidens byer er delt mellem en mobil verdenselite, der hører hjemme alle steder, og en gruppe lokalt forankrede mennesker, der kun har hjemme der, hvor de altid har været, mener sociologen Zygmunt Bauman

Delte byer
Fremtidens storbyer er delte byer. På den ene side er den mobile elite, der ikke har hjemme noget bestemt sted, men alle steder, og derfor heller ikke føler loyalitet til noget bestemt sted. På den anden side er de lokalt forankrede mennesker, hvis hele verden er den by, det sted, de bebor, over for hvilket de føler en enorm loyalitet.
Begge grupper frygter hinanden og investerer store summer i ’sikkerhed’ – tyverialarmer, tv-overvågning, mure og bevogtede kvarterer. Den tendens kan man i dag se i især de amerikanske storbyer, hvor arkitekterne bruger en enorm energi på at fjerne de offentlige rum og i stedet udvikle arkitektur, mure og bevogtede hegn, der kan holde grupperne adskilt.
Langt snarere burde man skabe offentlige rum, offentlige steder, hvor de to grupper kan mødes og skabe det fællesskab, der skal til for at holde sammen på samfundet, mener den verdenskendte polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman.
»I USA er der blandt de moderne arkitekter og byplanlæggere en tendens til, at man vil fjerne det offentlige rum. Der bruges enorme mængder energi på at udtænke ideer om, hvordan man kommer af med offentlige pladser, og hvordan man holder de forskellige samfundsgrupper adskilt fra hinanden. Der udvises stor opfindsomhed, når det gælder om at designe barrierer, mure, afstande og hegn mellem de forskellige grupper. Der konstrueres bevogtede fællesskaber, som ingen fremmede kan trænge ind i. Der bygges halv-militære forter.«
»Men hvis folk skal leve sammen på en nogenlunde lykkelig vis, så må arkitekternes opfindsomhed rettes imod at kreere offentlige steder, offentlige rum, der er venlige og indbydende og ikke ligner La Défense i Paris, der nok er en arkitektonisk perle, men rent faktisk skræmmer folk bort, fordi stedet er så tomt og lidet indbydende. Steder, der kan bruges til at skabe fællesskab og forståelse,« siger Zygmunt Bauman.

Historisk set har ethvert fællesskab været centreret omkring et eller andet, for eksempel markedspladsen eller brønden, hvor alle landsbyens kvinder kom for at hente vand og vaske. Steder, hvor folk kommer sammen for at indgå i en eller anden fælles aktivitet, ikke blot som tilskuere, ikke blot som biografgængere, der sidder i et mørkt rum og ser på et stort lærred uden at tale sammen.«
»For at der kan opstå fællesskab, skal der være en fælles aktivitet, hvor man snakker sammen, diskuterer ting af fælles interesse, deler vurderinger, retter hinanden og så videre. Det er et offentligt rum. Definitionen af et offentligt rum er et, hvor ’det offentlige’ skabes via interaktion, ved at folk er engageret i fælles handlinger og mål.«

Hvordan man designer pladser i vore byer, der opfylder dette mål, er en sag for arkitekterne og byplanlæggerne – ikke filosofferne eller sociologerne. Men det er sociologernes eller filosoffernes opgave at påpege, at man skal skabe rum, hvor folk ikke blot sidder eller er, men rent faktisk konverserer, måske endda med folk, man ikke kender, tilbringer tid med dem. For det er den eneste måde, hvorpå det offentlige, fællesskabet, kan skabes,« siger Zygmunt Bauman.
»Problemet for fremtidens, ja og nutidens storby, er, at det øvre lag, den mobile elite – de, for hvem, verden er byen, de, der føler sig hjemme alle steder – ikke har nogen tilknytning til det lokale og dermed ikke har nogen forbindelse til de lokalt orienterede grupper. Den globale elite har en lejlighed eller et hus i mange forskellige byer. De rejser meget, tilbringer megen tid i flysæder og lufthavne, der alle er utroligt lig hinanden.«
»Lufthavne er ikke-steder, de er ekstra-territoriale i forhold til det lokale område, de ligger i. Og de er så lig hinanden, at man ikke kan se, hvilket land det er, man befinder sig i, når man opholder sig i en lufthavn. Det samme gælder de internationale hotel-kæder, som ligefrem reklamerer med, at de ikke byder på nogen overraskelser. Om man befinder sig på Hilton eller Holiday Inn i København eller Singapore, det gør stort set ingen forskel.«
»Et ekstra-territorielt øhav af identiske enheder, der på samme tid tilfredsstiller to ting, nemlig behovet for at være mobil og behovet for at forblive i kendte, sikre omgivelser,« siger Bauman.

På den anden side findes de lokalt forankrede, der er angst for det, der kommer udefra.
»Folk er optagede af deres egen, personlige sikkerhed, fordi vi lever i en meget kompleks verden, der med stor hast forandrer sig hele tiden. Vore job, vore partnerskaber, vore sociale positioner er meget ustabile, hvilket skaber usikkerhed om fremtiden og usikkerhed om folks identitet. Da der er meget lidt, almindelige mennesker kan gøre ved usikkerhedens rødder, globaliseringen, kanaliseres al den energi, der opstår som følge af usikkerheden, i retning af et ønske om øget sikkerhed.«
»For sikkerhed er det eneste område, hvor vi rent praktisk kan gøre noget. Vi kan købe bedre låse og tyverialarmer, vi kan installere overvågnings-kameraer. Vi kan kræve, at asylsøgere, som jo mistænkes for at være nogle farlige sjæle, ikke får lov at bo i vores nabolag. Eller vi kan kræve, at en højrefløjspolitiker som Pia Kjærsgaard bliver statsminister, så vi kan få lukket døren for immigranterne. Dette drejer sig alt sammen om sikkerhed. Derfor er emnet sikkerhed fuldstændig overbebyrdet. Folk forventer, at de ved at række ud efter ’sikkerhed’ får fjernet deres usikkerhed. Og det er selvfølgelig umuligt, da usikkerheden stammer fra globale fænomener – ikke fra naboen inde ved siden af.«
»Men samtidig producerer presset på ’sikkerhed’ mere og mere usikkerhed og angst, hvilket gør, at presset på ’sikkerhed’ stiger, hvorfor folk bliver endnu mere usikre. Uanset hvor hårdt man slår ned på kriminaliteten, uanset hvor effektiv man er til at fjerne folk, man mistænker for at ville begå ulovligheder, forsvinder angsten og usikkerheden ikke.«
– Hvad kan byplanlæggerne gøre?
»Arkitekterne og byplanlæggerne kan gøre meget på dette område. De kan sikre, at der er offentlige rum, offentlige steder, hvor folk mødes frem for at kreere det, jeg kalder selvmodsigende rum, der forhindrer folk i at mødes med hinanden, ting, der holder folk adskilte. Offentlige steder, hvor man kan mødes frit, betragte andre livsformer, blive familiær med mennesker, man ikke kender, komme af med angsten og usikkerheden over for det og dem, man ikke kender. Måske endda rum, hvor man kan indgå i dialog og samtale med de livsformer, man ikke kender, så man kan udveksle erfaringer.«

Men de virkelige årsager til usikkerheden og angsten kan arkitekterne og byplanlæggerne ikke gøre noget ved, for årsagerne ligger ikke i byen selv, men på det globale niveau.«
»Den globaliserede verden er ikke kontrolleret af politiske institutioner eller etiske principper, endsige af bindende globale love eller retfærdighedsprincipper. De frit flydende kræfter, der former vore liv, er fuldstændig uden for det enkelte menneskes kontrol, og det er årsagen til usikkerheden og angsten. Og medmindre vi gør noget ved det, så vil vores angst over for det anderledes, vores frygt for fremmede mennesker, fortsætte i en uendelighed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her