Læsetid: 4 min.

Berlinmaraton

Kandidaterne jager fra møde til møde. De ryster hænder. De taler og hilser og taler. Valgkampen op til søndagens delstatsvalg i Berlin er et udmattende maratonløb
20. oktober 2001

Kandidaterne jager fra møde til møde. De ryster hænder. De taler og hilser
og taler. Valgkampen op til søndagens delstatsvalg i Berlin er et udmattende maratonløb

BERLIN – Han kan ikke give op. Ikke nu – slaget er først tabt på søndag.
»Vi skal ikke vinde meningsmålingerne, vi skal vinde valget,« kommenterer den konservative Frank Steffel de meningsmålinger, som højst giver ham 25 procent af stemmerne ved søndagens valg i Berlin.
Denne dag begynder på en tekniske skole i Kreuzberg – i den yderste rand af det gamle Vestberlin, hvor husene stadig ser foreløbige ud efter krigens bombardementer. Indbyggerne er overvejende indvandrere, resten er på støtten. Steffel er en halv time forsinket, da han stormer skolen med tre livvagter og en fremstrakt hånd. Skoleleder Nihat Sorgec forklarer om de 700 elevers uddannelse, hver anden har en ikke-tysk baggrund.
Steffel siger »aha« og »javel-ja« og »der-kan-man-bare-se« med hele ansigtet. Tv-fotograferne maser for at få billeder i metalværkstedet, hvor gnisterne fyger så dramatisk. Steffel lægger hånden under hagen og aha’er. Han vil gerne ses sammen med flittige indvandrere – det er de kriminelle, han ikke bryder sig om.
»Dem kan vi ikke bruge til noget. Hjem med dem,« sagde han aftenen før.

Anti-kapitalist
Omkring 200 mennesker har forsamlet sig på Herman Ehlers Platz i vest-bydelen Steglitz. De venter på reformkommunisten Gregor Gysi (PDS).
»Jeg har altid været anti-kapitalist,« siger Peter Tho-mas. Han er lærer og formand for den lokale partiafdelingen, der ikke kan vinde fodfæste. Steglitz er en konservativ højborg, PDS-afdelingen har sølle 25 medlemmer.
»Vestberlin er præget af 40 års antikommunisme; alt, hvad der ikke passer i den indlærte tankestruktur, blændes ud,« forklarer Peter Thomas, mens han deler partiprogrammer ud. Afsætningen er træg. Petra Pau, leder af PDS-Berlin, forsøger at fyre op under forsamlingen: »Det gælder om et skifte i politikken – væk fra kammerateriet, hen mod retfærdighed,« råber Røde Petra.
Gregor Gysi venter, alene i gruppen af livvagter. Han ryger intenst. Inden han har ekshaleret, er filtercigaretten igen foran læberne. Han ser træt ud, skuldrerne hænger. Han træder skoddet ud på brostenene og vågner.

Grønt område
Steffel er næsten en time forsinket. Ved Marheineke Markthalle i Kreuzberg venter to lokale CDU-mænd tålmodigt: »Det er ufatteligt, at SPD sprængte koalitionen med CDU – og så med støtte fra PDS! Ingen regnede med det. Alle PDS-medlemmer har blod klæbende til tøjet,« siger den ene.
»Spidskandidaten giver en kop kaffe, når han kommer,« trøster den anden CDU-mand pressen. Vi er tre.
Så kommer kandidaten stormende med livvagter og fremstrakt hånd. Ikke så meget som en plakat afslører, at han vil være her.
»Dette er et af de værste områder, domineret af grønne lærere og autonome,«
briefer den ene CDU-mand Steffel, »vi plejer kun at hente seks-syv procent i dette område.«
Plakater og brochurer tiltrækker bare ballade, et overraskelsesangreb fungerer bedre.
»Her har jeg aldrig været før,« erkender Steffel og kaster kaffen halsen.
Pressen beder om en kommentar – og håber på en af de citat-egnede dumheder, Steffel plejer at brillerer med: Gerne noget i retning af »München er Tysklands smukkeste by«, som han denne sommer betroede Bayerns ministerpræsident.
Steffel trækker på skuldrene: »Påstanden om min stribe af smuttere bygger på megen fantasi fra journalisternes side.« Så kaster han sig ind i markedshallen for at hilse på vælgerne – men de er på arbejde. Steffel må nøjes med handelsstanden, indholdsløse konversationer med overrumplede ekspedienter.

Skide sur
Gregor Gysi når kun lige at begynde: »Denne by er ingen almindelig by. Den har Europas vanskeligste historie...,« før balladen begynder.
»Jeg har siddet fem år i Bauzen,« råber den tidligere politiske fange Gustav Rust og overøser Gysi med skældsord og beskyldninger om fusk med kommunistpartiets formue efter DDR’s sammenbrud. I 1975 blev Gustav Rust smidt ud af DDR. Regimet opgav at lukke munden på ham med marxistisk-leninistiske midler, siden har han boet i Steglitz.
»Jeg er rasende over, at de mennesker, der smed mig i fængsel i DDR, står her i dag,« siger Gustav Rust.
Hvis pressen ikke grifler flittigt, river han deres blokke til sig og skriver stikordene selv.
Det er blevet aften i arbejderbydelen Wedding. En fabrikshal i den nedlagte Osram-lysfabrik er fyldt med socialdemokrater. De er til en slags ’talkshow uden tv’ med Klaus Wowereit (SPD).
Den hyrede vært stiller spørgsmål, som leder spids-kandidaten gennem partiprogrammet. Og hjælp har han brug for: Hans øjne er matte, ansigtet udtryksløst, kun munden fungerer endnu.
»Jeg siger ikke, hvor vi vil spare – så står det bare i avisen i morgen,« lyder det fra munden.
Hvis Wowereit bliver for konkret om spareknivens dans, vil et ramaskrig true den valgsejr, han nærmest er garanteret. Siden CDU-SPD-koalitionen revnede, har han som fungerende overborg-mester gjort en statsmands-agtig figur; som om han ikke selv har været en del af bystyret i mange år.
Et andet sted i byen er hans konkurrenter kravlet op på en ny scene. De skændes flere gange om ugen – og lige lidt hjælper det: I morgen bliver Klaus Wowereit Berlins overborgmester.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her