Læsetid: 9 min.

Dette er ikke et billede af familien bin Laden

Hånd i hånd med det moderne menneske, som hele tiden formår at blive bedre til at leve i vores tidsalder med dens stadige omvæltninger og permanente usikkerhed, går et menneske, som har sværere og sværere ved at klare dette vilkår. Dette menneske hører en anden verden og en svunden tid til. Men det er også en del af os selv – her og nu
26. oktober 2001

(2. sektion)

Forklædt til frihed
Det er sommeren 1971, og uden for Büréns Herremagasin i den midtsvenske by Falun poserer omkring 20 udenlandske teenagere for fotografen. Deres attituder er lige så skødesløse som deres påklædning. I baggrunden ses en lang, forkromet amerikanerbil. De store drenge og unge mænd følger tidens popmode med kassebukser med svaj, store flipper på kraftigt mønstrede skjorter og halvlange Beatles-frisurer. Pigerne er iført striktrøjer og lange bukser og smiler skælmsk og drillende mod kameraet. Alle på portrættet minder påfaldende meget om hinanden i ansigtstrækkene.
Jeg har spekuleret meget over dette billede.
Ikke så meget over, hvilket ærinde milliardærfamilien bin Laden kan have haft i provinsflækken Falun. Heller ikke over, om det vitterlig er 14-årige Osama, der står længst til højre på billedet, for det ser unægtelig sådan ud.
Nej, det, der først og fremmest forvirrer mig, er de saudiarabiske teenageres vestliggjorte udseende. Det er som kemisk renset for alle tegn på deres sande oprindelse og baggrund. Alle ser de ud til totalt at have taget Vestens symboler og attributter til sig. En af de unge bin Laden’er bærer sågar en cowboyhat. Jeg kan umuligt forestille mig et tilsvarende billede af dem taget i Riyadh endsige Mekka eller Medina.
Og pludselig slår det mig. Dette er ikke et portrætbillede af familien bin Laden. Det er et billede af en flok unge, der er taget på en ferieudflugt fra familien bin Laden. Fra familien bin Ladens sociale verden af loyaliteter og forpligtelser; fra familien bin Ladens religiøse verden af restriktioner og påbud. Og fra familien bin Ladens politiske verden af klanvælde og blodsbånd.
På den ene side et billede af frigørelse: At få lov at se ud, som den man vil være.
På den anden side et billede af forklædning: Osama bin Laden er ikke den, han ser ud til. Saudi-Arabien er heller ikke Norge, selv om begge lande har bygget deres rigdom på olieforekomster. Saudi-Arabien er i løbet af en generation gået fra at være et selvberoende nomadesamfund til en svimlende rig olieeksportør. Fra feudal loyalitet til kapitalistisk svig. Fra gedehyrdeliv til lystyachter. Fra ørkenmoral til hedonistisk konsumerisme. Eller snarere end at gå fra et stadium til et andet har Saudi-Arabien blot lagt det ene af disse lag oven på det andet.
Klicheen om Saudi-Arabien – ’middelalderen møder moderniteten’ – siger en del, men ikke alt. Hvad den ikke fortæller, er, at dette sammenstød er sket på ujævnbyrdige og dybt frustrerende vilkår. I al fald for de mennesker, som ikke formår at leve i flere verdener på en gang og ikke kan bære at være vidne til, at den verden og de værdier, som for nylig gav sammenhæng og mening til deres liv, synker brat i værdighed og legitimitet.

Dagens Saudi-Arabien forekommer at være et skoleeksempel på det, som den amerikanske psykiater og psykolog Robert Jay Lifton kalder psycho-historical dislocations – psykohistoriske forskydninger. Der er tale om en slags jordskælv eller brudzoner i den sociale orden, som indebærer, at mange mennesker meget hurtigt mister deres fodfæste. Bruddet kan være voldsomt og momentant som i krige og epidemier, men det kan også følge i kølvandet på fredelige historiske forandringer, som bare sker i alt for hurtigt og omvæltende tempo til at kunne absorberes. Det handler om bratte forandringer, skriver Lifton, »som anretter skader på symbolsystemet for familie og religion, for social og politisk autoritet, for seksualitet, fødsel og død – ja for selve livscyklusens organisering.«
Sine erfaringer og teser om psykohistoriske forskydninger præsenterede Lifton for nogle år siden i en bog med titlen The Protean Self – det proteusagtige eller proteanske selv. Hvad Lifton især var optaget af at vise, var ikke menneskets manglende evne til at håndtere historiske erfaringer, men tværtimod dets formidable evne til at gøre netop dette. Proteus er den aldrende havgud som i Odyseens fjerde sang formenes at vide alt, men, da han indfanges, antager en hvilken som helst tænkelig skikkelse. Grænseløs indre vished parret med grænseløs ydre omskiftelighed. For Lifton et symbol på ydre tilpasningsdygtighed og indre sammenhængskraft. Mennesker, mener han, rummer en proteusagtig evne til at sammenføje tilsyneladende heterogene og uforenelige elementer i sin identitet til et sammenhængende selv. Selvet er menneskets løbende og til stadighed ombearbejdede fortælling om, hvem det selv er. Uden et velfungerende selv er mennesket dømt til at bukke under.
Liftons tese er, at kravene til proteanisme er blevet voldsomt skærpede – ja, at det proteanske menneske i grunden er et fænomen, der specifikt hører moderniteten til. De politiske, sociale og kulturelle jordskælv i vores tid har berørt mange flere mennesker og været langt mere gennemgribende end under nogen tidligere brydningsperiode. Der findes heller ikke længere nogen given autoritet (kirke, stat, parti, nation) at frigøre sig fra eller at forholde sig til. Vor tids menneske må få sin indre fortælling til at hænge sammen med stadig mindre støtte i det ydre at forholde sig til. »I et psykologisk landskab tømt for tydelige autoritetsinstanser eller naturgroede og livskraftige fællesskaber er det proteanske selv i praksis nødt til selv at skabe sig sit eget samfund.« Og det i en verden, tilføjer Lifton, som i kraft af den globale massemedierevolution synes at gøre praktisk taget enhver identitet, kultur og samfundsform umiddelbart tilgængelig, om ikke andet for tanken.
Lifton fylder store dele af sin bog med konkrete interview-eksempler på proteanske strategier og tankemønstre. Han forundres over, hvor godt de ser ud til at fungere. Og noterer sig samtidig, hvor meget som kræves af mennesket, for at de kan komme til at gøre det. Han understreger betydningen af humor og ironi, selvdistance og fantasi, sjælelig elasticitet og evnen til at værdsætte og forstå social omgang med andre.
Dermed får han også understreget, at proteanisme ikke uden videre fungerer for alle.
Ikke alle er i stand til at klare et liv i stadig balancegang. Nogle taber fodfæstet, andre søger et fodfæste, som ikke længere findes.
På den ene side et fragmenteret og splittet selv – et menneske, som ikke længere formår at oprette meningsfuld forbindelse mellem den person, det selv anser sig for at være, og den person, omverdenen insisterer på, at det er.
På den anden side et fundamentalistisk selv – et menneske som lukker sig af fra usikkerheden og åbenheden i tilværelsen, og som forsøger at skabe sig egne verdener af vished; et menneske som søger til sekter og bevægelser, hvor identitet og følelsen af at høre til bliver formet i en kamp imod verden, som den er. I værste fald en kamp på liv og død.

Lifton ser dermed ikke bare en uundgåelig sammenhæng mellem proteanisme og fundamentalisme, men også en skæbnesvanger kobling mellem det fundamentalistiske selv, som det proteanske samfund til stadighed fremavler, og fremvæksten af de voldssekter, som til stadighed ønsker at tilintetgøre det.
Sådanne sekter er ikke nødvendigvis begrænset til en bestemt kultur eller religion, selv om de altid antager en kulturel eller religiøst betonet skikkelse. De risikerer at opstå i vort samfund med dybe psykohistoriske brudzoner, i mødet mellem et fundamentalistisk selv, som hader verden, og en ’religiøs’ impuls om at gå fra had til handling.
Man kan hævde, at sådanne impulser i dag har betydeligt lettere ved at opstå i en hårdt trængt islamisk kulturverden end i et tilsyneladende sejrrigt Vesten. Men kendsgerningen er, at ’kristne’ fundamentalistiske sekter i USA har vist sig lige så parate til at gribe til mord, massemord og masseødelæggelse for at ’frelse’ verden. Ligesom de jødiske ekstremister vil fremskynde Messias’ genkomst og forberede templets genopførelse ved at sprænge Jerusalems hellige moskeer (og dermed verden) i luften.
Også i folkevandringernes, grænseopløsningernes og nationalstatssvækkelsernes Europa findes de psykohistoriske forudsætninger for fundamentalistiske modreaktioner. I bedste fald får de deres mere eller mindre fredelige udløb i mere eller mindre demokratiske bevægelser og partier, som udsteder løfter om at genskabe den gamle orden. I værste fald udarter de sig i voldsdyrkende bevægelser og sekter, der er drevet af en ’religiøs’ overbevisning om, at en ny orden udelukkende kan bygges på ruinerne af den gamle. Den ny-nazistiske vækkelse i Europa bør til dels ses i dette perspektiv. Det samme gælder den ødelæggelsestrang, der kan spores hos brosten- og molotovcocktailkastende unge på den yderste venstrefløj.
Det værst tænkelige katastrofescenarium vil blive til virkelighed, den dag en voldssekt får held til at anskaffe sig masseødelæggelsesvåben og udnytte hele deres potentiale. I den seneste tid er et sådant scenario naturligvis blevet sat i forbindelse med statsstøttede islamistiske terrornetværk, der er drevet af forestillinger om at føre hellig krig mod Vesten. Men for ikke så mange år siden kom den japanske dommedagssekt Aum Shinrikyo tæt på at virkeliggøre terrorismeteoretikernes værste mareridt, da dens medlemmer slap nervegassen sarin ud i Tokyos undergrundsbanesystem, hvorved 12 mennesker blev dræbt og hundredvis alvorligt syge. Havde sekten haft held til at producere en renere gas og slippe den ud i det fri med større dygtighed, ville antallet af døde formentlig være løbet op i titusinder.
I sin bog om Aum Shinrikyo, Destroying the World to Save It (1999) forsøger Robert Jay Lifton at besvare spørgsmålet om, hvad det var, som drev unge, veluddannede middelklassejapanere til at slutte sig til en sekt, der byggede på religiøse visioner om masseødelæggelse.

Et svar er – Japan. Et Japan, som har gennemlevet voldsommere forskydninger i sit symbol- og værdisystem end måske noget andet land i verden. Et Japan, som er »splittet imellem to poler af tvetydighed,« som litteraturprisvinderen Kenzaburo Oe formulerede det i sin Nobelpristale i 1994 – »en tvetydighed så gennemtrængende, at den splitter både stat og folk... og mærker mig selv som et dybt ar.«
Dybtgående samfundsmæssige brud må altså ikke blot antages at fremkalde fundamentalistiske reaktioner i de fleste kulturer. Betingelserne for, at de gør det, må desuden antages at være blevet gunstigere. Jo hårdere kravet om proteansk tilpasning bliver, desto større forekommer den fundamentalistiske fristelse. Hånd i hånd med et menneske, som bliver bedre og bedre til at leve i vor tids turbulente omskiftelighed og institutionaliserede uvished, går der et menneske som bliver desto værre i stand til det, og som derfor for enhver pris søger faste rammer og forudsigelighed i tilværelsen. Dette menneske hører ikke en anden verden, en
anden kultur eller en svunden tid til. Det er iblandt os som en del af os.
Denne indsigt skal naturligvis ikke få os til at lade hånt om det kulturelle miljøs og de specifikke omstændigheders indflydelse på de skæbnesvangre møder mellem fundamentalistisk disponerede sind og den fundamentalistiske idé om
verdens frelse gennem dens ødelæggelse; konkrete møder, som hver gang skal til, for at personlig afmagt skal omsættes i sekterisk forvisning og terroristisk handling.
At et sådant møde i dag finder sted for mange individer i dele af den islamiske verden, er åbenlyst. Det er også åbenbart, at sådanne møder ikke forhindres med militære midler. Snarere tværtimod. Apokalyptiske ideer har en tendens til at være selvforstærkende. Jo mere vold de udløser, desto sandere fremstår de, og desto mere vold risikerer de at udløse.
Sideløbende med vores selvfølgelige bestræbelser på at opspore, pågribe, dømme og straffe de ansvarlige bag de monumentale terrorforbrydelser i USA står vi over for den endnu større opgave: At forhindre, at en Osama bin Laden på ferieudflugt i Falun bliver til en Osama bin Laden i krig mod hele verden.

Robert Jay Lifton: ‘The Protean Self’, The University of Chicago Press, Chicago 1993) og ‘Destroying the World to Save It. Aum Shinrikyo, Apocalyptic Violence and The New Global Terrorism, Metropolitan Books, New York 1999.’

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu