Bjørnetjenester
Engang for meget længe siden det var måske en tirsdag stod jeg med en pakke i hånden, mit første honorar for mit første avisindlæg, om en tur i Zoologisk Have. Det viste sig at være en tynd lille bog i rødt, stift bind: Bjørnen som ikke var en bjørn.
Den handlede om et liv, der lignede det, jeg selv var begyndt i 50ernes skole. En institution, jeg meget hurtigt fik mistillid til. Hvilket var gensidigt!
Det var en bog om den tid, jeg voksede op i, den tid, jeg skulle leve i som voksen. For mig betyder den væsentligt mere end verdenslitteraturens storværker. For hvad har når det kommer til stykket en febersvag russisk øksemorders samvittighedskvaler at gøre med den virkelighed, jeg selv har erfaret? Og Hamlet, en overklassedreng fra renæssancen hvad er hans støvede sjælekvaler mod de moderne identitetsproblemer, der rammer bjørnen i den lille bog med det røde omslag?
Forfatterens navn og nationalitet gik jeg ikke op i, da jeg tog bogen til mig. Jeg vidste ikke, at den var endnu et befriende pust fra barndommens drømmeland USA. At Frank Tashlin var en af Hollywoods store instruktører. At han desuden animerede Daffyfilm, skrev replikker til Gøg og Gokke og manuskripter til Marx Brothers.
Forfatteren af min bjørnebog var en berømt og anerkendt mand. Men det var nu alligevel mig, han skrev den til en gave for livet til en modvillig borger i et højproduktivt samfund.
Andre regler
Den røde bog i det stive bind har været væk i mange år. Nu sidder jeg med et nyt eksemplar i orange bind og forkert oversættelse. Men tegningerne er de samme som dengang: En lodden bjørn går i hi for vinteren. Men vågner ikke, som forventet, op til forår og fuglesang i skoven: I vinterens løb er der blevet bygget en mægtig fabrik over dens hoved. Her gælder andre regler!
Bjørnen konfronteres med hele hierarkiet på arbejdspladsen, trækkes gennem kontorer, der bliver større og prægtigere, jo højere de ansatte stiger i graderne, fra den underste formand til den øverste overdirektør. Flere kontordamer pr. kontor og flere malerier i stadigt mere forsirede rammer, større skriveborde, mere magt, flere dobbelthager, større poser under øjnene
I den nye oversættelse siger de alle til bjørnen, at han ikke er en bjørn, men »en fjollemikkel, der går klædt i pels og som trænger til at blive barberet«. Anderledes i min gamle bog. Her stod de rigtige ord, dem jeg har taget med mig og hørt ekkoer af igen og igen i mit liv, i skolen, på universitetet, på arbejdsformidlingen, på socialforvaltningen, blandt gamle venner med fast arbejde og høj moral på egne og andres vegne: »De er ikke en bjørn. De er en tosset mand, der trænger til at blive barberet, og som går i pels!« Og tossede mænd de skal arbejde, skal de! Og defineres skal de også. Et stempel. En sagsmappe. Indkaldelser til møder og til snakker med systemets mænd og kvinder.
»Men jeg ER en bjørn,« sagde bjørnen.
Politisk manifest
Tashlins historie handler om identitet. Om hvem der har ret til at definere andre, opdrage dem, diagnosticere dem, skrive journaler om dem, problematisere dem, arkivere dem, aktivere dem. Netop sådan går det bjørnen: Efter den tunge vandring gennem hierarkiet, efter møder med artsfæller, der fornægter den, fordi den ikke sidder bag tremmer og ikke kører på cykel i cirkus, opgiver den kampen, påtager sig identiteten som tosset mand og aktiveres ved samlebåndet. En sejr for systemets mænd: Alle er i arbejde. Alle har det godt!
Men hvad med bjørnen? Den står og drejer et hjul på fabrikken, drejer og drejer det. Det bliver den ikke mindre lodden af. Og da fabrikken lukker, og det bliver vinter, aner den ikke, hvad den skal stille op. En tosset mand går ikke i hi!
Det er nær ved at gå galt. Men det går godt, fordi vor helt alligevel inderst inde aldrig har glemt, hvad den virkelig er: En bjørn!
Så historien ender lykkeligt, i en varm hule med grankviste. Mange historier ude i virkeligheden forløber anderledes, derude hvor bjørne pelses, barberes og aktiveres efter en snor.
Men de uhelbredelige individualister er her stadig, afvigerne, de ru og lodne med pels og kløer. For denne samfundsgruppe har ingen skrevet et politisk manifest. Det skulle da lige være Frank Tashlin!
*Frank Tashlin: Bjørnen som ikke var en bjørn udkom første gang på dansk i 1947. Genudgivet i 1986 på Forlaget Apostrof
