Læsetid: 5 min.

Bomben under WTO

Høje og ultimative EU-krav før det kommende WTO-topmøde i Qatar kan føre til en gentagelse af sammenbruddet i Seattle – og skade kampen mod den globale fattigdom
12. oktober 2001

Hvis fattigdomsproblemerne forbliver uløste i de kommende år, kan de være med til at gøre terrorisme til en massebevægelse.« Sådan sagde udenrigsminister Mogens Lykketoft i mandags til Børsens Nyhedsmagasin, hvor han bl.a. gjorde sig til talsmand for, at den vestlige verden må »være klar til at give de fattige lande en række ensidige indrømmelser for at kunne igangsætte en ny WTO-runde og nå frem til handelspolitiske gennembrud.«
Det er rigtigt set. Men problemet er, at EU med sine høje krav før den næste forhandlingsrunde i verdenshandelsorganisationen WTO kan få det hele til at bryde sammen på det kommende WTO-topmøde i Qatar. Der truer en gentagelse af sammenbruddet i Seattle i 1999.
Sagen er, at EU i øjeblikket kun vil tale om liberaliseringer af landbrugshandelen under den forudsætning, at u-landene siger ja til de krav, som EU stiller med sociale og miljømæssige minimumskrav og forbrugerbeskyttelse. Det er det kategoriske budskab, som EU’s landbrugskommissær Franz Fischler turnerer med i disse dage i Sydamerika, og som også handelskommissær
Pascal Lamy har gjort sig til talsmand for.
Den alt-eller-intet-holdning går ikke. Et flertal af WTO’s 142 medlemmer er udviklingslande, og de vil ikke acceptere at blive pisket på plads. Nogle u-lande vil godt acceptere, at der oprettes et fælles permanent arbejdsforum om sociale rettigheder, lige som der på Marakesh-topmødet i 1994 blev nedsat en arbejdsgruppe om handel og miljø. Men erfaringen er, at det nemt ender som en syltekrukke. Og det kan også ske, hvis arbejdsgruppen udliciteres til ILO – International Labour Organisation.

På den anden side vil flertallet af u-lande ikke acceptere for håndfaste WTO–regler om social- og miljøstandarder. De er bekymrede for, at det bruges til en ny form for protektionisme fra de rige, vestlige industrilande, som vil holde deres varer ude.
EU vil dog omvendt ikke acceptere unfair konkurrence, hvor fattige u-lande dumper priserne ved at bruge børnearbejdere eller ved at se stort på miljøet. Eller som Lamy formulerer det til Information: »Politisk er det vigtigt, at vore borgere ved, at handelsliberaliseringen ikke kommer til at ske på bekostning af miljøet.«
Vanskeligheden er at finde et kompromis mellem Nord og Syd. Måske kan det lade sig gøre. F.eks. er der blandt miljøgræsrødder ikke klar opbakning bag ideen om at gøre WTO’s regelsæt grønnere – for nogle frygter, at WTO (hvor de kvantitative handelshensyn har forrang, og hvor der er klare sanktionsregler) vil blive brugt til at underminere de allerede indgåede internationale miljøkonventioner.
Forleden beskyldte så den førende britiske finansavis,
Financial Times, EU for at bedrive ’greenmail’ – grøn afpresning – mod WTO. Det skete i en leder. Avisen advarede EU mod at gøre det til et ultimativt krav, at lande med henvisning til et grønt forsigtighedsprincip skal have lov til at forbyde import af andre landes varer. Også uden først at komme med videnskabelige beviser.

I dag er det i strid med WTO-reglerne, at EU har lukket af for import af f.eks. amerikanske hormonbøffer uden klare videnskabelige beviser – og USA har derfor lov til at lave modgående straffeforanstaltninger.
Som det er i dag, så har det rige EU råd til at betale sig fra at overtræde WTO-reglerne, når politikerne uden klare beviser alligevel skønner, at det er til fare for forbrugernes sundhed at æde hormonbøffer for eksempel. Det vil selvsagt set ud fra en forbrugersynsvinkel være et fremskridt, hvis WTO-medlemmer i fremtiden får lov til at blokere for import, når der er begrundet mistanke om, at konkrete varer truer sundhed og miljø. Men der er også andre globale udfordringer, der presser sig på, som er om ikke lige så vigtige. Og i dag er der ingen demokratisk verdensregering til at prioritere mellem de fælles sager.
Forleden tog Verdensbankens forskningschef Bernard Hoekman bladet fra munden, da han i et interview med Information sagde, at det ud fra et udviklingssynspunkt er en »farlig glidebane«, når man som EU stiller krav om, at »WTO i den næste forhandlingsrunde også skal etablere fælles konkurrenceregler, en multilateral investeringsaftale og indføre sociale og miljømæssige minimumstandarder.«
I stedet for at overbelaste WTO-systemet med nye kvalitative krav, så bør de rige lande først fjerne deres egen protektionisme, der skader u-landenes udvikling. Hoekman slog bl.a. til lyd for, at de rige lande holder op med at støtte deres landbrug med en milliard dollar om dagen. »De meget høje handelsbarrierer i OECD-landene for fødevarer og tekstiler er skadelige for u-landene,« påpegede han.
Først udvikling via mere åben samhandel og dernæst gradvist højere miljømæssige standarder, lyder hans opskrift. Måske bygger den på en for stram teoretisk udviklingsmodel, hvor alle lande proppes ned i den samme kasse. Og for nogle lande kan der være kontante, økonomiske fordele i at undgå for store sociale skel og et for kraftigt dræn på de knappe miljøressourcer.

Der er mange veje til udvikling, viser forskningen – men uden stabile, politiske reguleringer, uddannelse af befolkningen og ukorrupte magtsystemer i u-landene, så kan man ikke skabe holdbar økonomisk vækst. Det er i hvert fald et hovedargument i den seneste World Development Report fra Verdensbanken. Faldende udviklingsbistand fra Vesten og fortsat høj gæld holder dog endnu u-landene nede.
Det er komplekse sammenhænge, hvoraf mange slet ikke hører hjemme i WTO. Hvad GATT og siden WTO historisk set har været dygtigst til, er at sænke handelsbarrierer. Og det bringer os tilbage til Lykketofts erkendelse. Måske er sikkerhedstruslen fra den globale fattigdom – og deraf afledt politisk vrede og i ekstreme tilfælde terror – nu så alvorlig, at EU bør overveje at sænke det sociale og miljømæssige ambitionsniveau i WTO, så der kan skabes et afgørende gennembrud for handelsliberaliseringerne – primært via ensidig afvikling af den værste protektionisme i de rige lande i Europa, USA og Japan. Det behøver ikke at forhindre EU i at overtale de enkelte u-lande til at leve op til de sociale og miljømæssige minimumskrav ved at lokke dem med ekstra økonomiske præmier. Det er i hvert fald den tankegang, som Bernard Hoekman forsøger at rejse. Måske er det ved at være sidste udkald. U-landene har i klare vendinger signaleret, at de ikke vil acceptere EU’s krav, og de er slet ikke tilfredse med det forhandlingsudspil, som WTO’s generalsekretær Michael Moore fremlagde forleden. Så længe kompromisløsheden hersker, så truer et sammenbrud ved WTOministermødet i Qatar. Og så kommer der ingen ’udviklingsrunde’, som de vestlige ledere ellers har talt så løfterigt om i de seneste måneder.
Artikel side 5: Terror øger behov for global liberalisering

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu