Læsetid: 5 min.

De brækkede næsers nat

Selv om Mike Tyson var tung og rusten, kunne Brian Nielsen intet stille op ved boksebraget i lørdags
15. oktober 2001

Ringside
Promotor Mogens Palles gigantisk anlagte lørdagsboksebrag mellem Brian Nielsen og Mike Tyson bar præg af et voluminøst antiklimaks: Da indgangsgong-gong’en lød ved 23.30-tiden, og de to store læs muskler søgte mod hinanden, knækkede filmen. Det her var ikke køn eller interessant boksning. Nu forstod man endelig, at dette ikke var en ny Rumble in the Jungle eller Thrilla in Manila, men blot en gemen københavner-event – og at det hypede sværvægtsmøde næppe ville kunne inspirere nogen til stor bokselitteratur a la Norman Mailers The Fight (1974). Dertil var der for meget lår i skoene over kampen. Kampen var ulige, Brian havde ikke en chance, og Tyson bevægede sig sløvt.
Dér hvor det virkelig gav et sug i maven, var i de spændingsmættede minutter inden kampen. Én efter én (Brian først – Tyson havde sagt, at han ikke gad stå og flagre i ringen) kom bokserne spadserende med deres følge med ansigterne i alvorlige folder forbi rækkerne af stående ovationer og beundrende blikke fra folk, der havde spenderet tusindvis af kroner på at sidde, hvor de sad.
36-årige Brian Nielsen var først i ringen. Sin høje alder og uransagelige fedme til trods så han usædvanligt skarp og tændt ud, mens han respektløst sendte jabs og hooks ud i luftrummet foran et kamera. Han lignede en mand, der faktisk havde i sinde at sende Tyson til tælling med et tungt leverhug i en af de senere runder... hvis han altså kunne overleve de første tre – for Tyson ville fra starten komme med alt, hvad han havde af power i handskerne, det vidste enhvert barn.
Så kom konvertitten Mike Tyson ind i hallen iført en islamisk hue over sin skaldede isse og en lyseblå poncho med ’New York’ hen over maven. Han så velafbalanceret ud, ikke ond. Han havde blot et job, der skulle overstås – en klinisk operation. Det sitrede i luften. Folk stod op. Selv Parkens køkkenpersonale havde ladet industriopvask være industriopvask og stod nu med forklæder og viskestykker og så på ringen, hvor Tyson havde smidt trøjen og gik frem og tilbage.
I de minutter stod tiden vitterlig stille.

Publikum
Cirka 21.000 mennesker havde købt billet til ’Braget i Parken’. På den baggrund forekom nationalarenaen med sine mere end 40.000 pladser næsten for stort.
Af økonomiske årsager (her tænkes på Tysons gage på 80 millioner kroner) var det amerikanske tv-selskab Showtime impliceret, og det gav arrangementet en snert af americana. På bagsiden af pressekortene kunne man f.eks. læse en smuk sentens, der i en dansk oversættelse ville hedde: »Velsignet er de, der har ofret livet i jagten på demokrati og frihed. I vil ikke blive glemt.«
Dette internationale
touch betød ikke, at publikum var mere kosmopolitisk. Her var kun meget få kvinder, og sjældent har jeg set 1) så mange mænd med brækkede næser og 2) så mange berusede, bebrillede, jyske revisorer samlet på så lidt plads. Mens ’de brækkede næser’ vel var tidligere udøvere af sporten og derfor tilhørte det sande boksepublikums inderkreds, havde revisortyperne snarere ladet sig tiltrække af udsigten til at deltage i en rigtig spændende medie-event.

Frygt
I de første sekunder af første runde styrede Tyson direkte mod Brian Nielsen og begyndte at slå – igen og igen og fra alle sider sådan som man husker ham fra hans unge dage. Dér tog Brian nogle hårde slag. Hvert øjeblik forventede man, at et Tyson-stød skulle knalde igennem forsvarsværket og sende Brians 117,8 kilo skind, ben og fedt direkte i canvasen (der i forvejen var prydet af Gøl Pølsers vikingelogo). Allerede i anden runde så Tyson rusten og tung ud. Hans vægtforøgelse på otte kilo var ikke nogen fordel, hans bevægelser var langsomme. Dog fik han ramt Brian lige over øjet – et slag der skulle vise sig at blive skæbnesvangert. I tredje runde fangede Tyson sin modstander med en ond venstre-højre-venstrekombination, der sendte Brian i gulvet for anden gang i hans professionelle karriere. Her begyndte Wienerbrødets ansigt at se ret opsvulmet ud, mens Tyson stort set ikke var blevet ramt. Brian kom hurtigt på benene. I de næste par runder brugte han næsten ingen kræfter på at slå Tyson. I stedet blev han ved at låse Tysons arme under sine. Da han havde gjort det 15-20 gange, var det syn blevet temmelig trivielt, og boksekampen var ved at dø ud, uden at den rigtig havde været i gang. Syvende runde kom aldrig fra start. Brian Nielsens hjælpetræner havde vejet øjenskaden og fundet den for tung. Håndklædet røg i ringen. Mike Tyson havde vundet. Og ingen forstod, hvad der foregik. Der var gået 18 minutter.
Den uforløste afslutning på kampen fik aggressionerne frem i folk. Særligt fordi det på det tidspunkt var uklart, hvad der var sket. I øltågerne så det ud som om, Brian blot havde givet op, fordi han var bange. Noget af det første pøbelen tænkte, var vel også den gamle boksekliche ’aftalt spil!’ Havde Brian eller Mogens Palle mon selv satset penge på Mike Tyson? På tribunen, hvor jeg stod, råbte nogen »bøsse!« efter Brian Nielsen, og da storskærmene over boksearenaen viste nærbilleder af den store dansker, buh’ede tusindvis af landsmandsmunde. Det var de samme mennesker, der 25 minutter forinden, da Brian entrede ringen, havde sunget med på hans kendingsmelodi, Monty Pythons godmodige »Always look on the bright side of life«. Det havde været så dansk.
Stemningen var ikke videre behagelig, og det var ikke til at sige, hvad der var mest skræmmende – de døddrukne slipseklædte bankfunktionærer eller folk med rygmærker. Da menneskemassen søgte mod udgangen ved sektion A5 røg to mænd i jakkesæt i infight og væltede ind over bardisken, så to ældre, tyndhårede civilklædte strissere med topmaver og håndjern i bæltet måtte intervenere med magt, bl.a. ved at gribe fat om næsen på den ene aggressor. »Endelig en ordentlig slåskamp,« sagde en stemme. På vej ned ad trappen gik jeg lige foran en kæmperocker, hvis mobiltelefon pludselig ringede. »Vi skal lige ned på en bar, hvor jeg har lagt min kniv. Jeg måtte nemlig ikke få den med ind,« sagde han hæst, »og så drikker vi nogle bajere dernede.«
Ude i nattemørket søgte alle disse fortabte mænd som lemminger mod Østerbros værtshuse for at drukne skuffelsen. Ikke over at Brian Nielsen havde tabt – det var forventeligt – men over at noget, der var så dyrt og opreklameret, ikke havde en ordenlig afslutning ligesom på film.
Men sådan er boksning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu