Læsetid: 3 min.

’Burkha-tvangen er langtfra det værste’

Der skal mere til end Talebans undergang, før de afghanske kvinder dropper tørklæde og slør
20. oktober 2001

Undertrykkelse
ISLAMABAD – Burkhaen forsvinder ikke, selv om talebanerne bliver jaget bort, og det krigshærgede Afghani-stan får en ny regering med deltagelse af alle etniske grupper. Symbolet på fem års religiøs ekstremisme og vilkårlig tyranni har dybere rødder, og det vil formentlig kun være i hovedstaden Kabul, at enkelte kvinder vil vælge at kaste tørklæde og slør bort.
»Burkha-tvangen er så langtfra det værste, som har ramt de afghanske kvinder i de seneste 22 år,« mener dr. Nancy Dupree, Afghanistan-ekspert i Peshawar.
Hverken hun eller de af-ghanske kvinder, jeg møder i Pakistan, vover at tro på – endsige tale om – ’frigørelse’.
Det så lovende i 1989, da Den Røde Hær trak sig ud og endnu lysere tegnede situa-tionen en kort overgang, da ’quislingen’ Najibullah blev tvunget til at gå af. Men siden mujahedins ’ærefulde krigere’ indtog Kabul næsten uden kamp, er det kun gået tilbage.

Mulighed for nyt håb
Ifølge FN trues syv millioner afghanere – først og fremmest ældre, kvinder og børn – i dag af sult og sygdomme. Når vinterkulden kommer, kan situationen blive endnu værre. Alligevel ser Dupree muligheder for nyt håb.
»Der er mangel på alt, og der er mere end nogensinde brug for kvinder til at genopbygge et nyt samfund. Titusinder af mænd har mistet livet eller er blevet invalide i krigen, og de, som har overlevet, har ikke bedre uddannelser end mange kvinder har været i stand til at skaffe sig på forskellig vis i det skjulte.«
»Det vigtigste er, at kvinderne kommer i arbejde uden for hjemmet igen. I det mindste i Kabul er det muligt. Før Taleban kom til magten, var tre ud af fire lærere kvinder. Kvinder dominerede også inden for sundhedssektoren, administration og medier.«
En massiv FN-koordineret bistand vil også kunne give mange job inden for den tekstil- og fødevareindustri, som er blevet holdt i gang af de mange flygtninge i Pakistan. Forudsætningen er naturligvis, at der bliver fred på mere end bare papiret. Det er ikke blot diskrimination og ekstreme religiøse tolkninger, som bærer ansvaret for kvindernes elendighed og for, at de er blevet gjort til fanger i deres eget hjem. Krig, ufred og fattigdom har gjort det lettere for fundamentalisterne at indføre etiske og middelalderlige normer fra profetens tid – dvs. på et tidspunkt, hvor begrebet ’kvindefrigørelse’ var over et årtusinde fra at opstå i Europa – for at ’beskytte’ deres egendom, hvori også hustruer og døtre indgår.

Burkhaen som symbol
Burkha-tvangen blev for meget for Den Vestlige Verden, og Hollywood var hurtig til at arrangere en glitrerende velgørenhedsgala og solidaritetskampagne.
’Burkha-kvinderne’ kom til at stå som symbolet på kvin-deundertrykkelsen in absurdum. De velmenende initiativer skadede formentlig ofrene mere, end det hjalp. Bevægelsen ’Feminist Majority’ krævede f.eks. Sydafrika-lignende sanktioner, og konsekvensen blev, at bistandsmidlerne til Afghanistan begyndte at ebbe ud.
Sidste år var FN kun i stand til at indsamle godt halvdelen af de midler, der skulle til for at dække de fastslåede behov. De stereotype fordomme om verdens over en milliard muslimer antog talebanske former, og kvinderne blev fremstillet som islams magtesløse ofre.
Burkhaen bidrog også til at tilsløre de alvorligere problemer: Krigsårenes sociale, økonomiske og fysiske ødelæggelser.
»Mange i Vesten optrådte hyklerisk. Ingen påtalte på noget tidspunkt Mujahedins vold mod samme kvinder,« siger Nancy Dupree. »Det skete også, at bistand, der var tiltænkt flygtninge, blev kanaliseret via de krigsherrer, som var berygtede for massevoldtægter. Påbuddet om til-sløring og tilhylning af kvinder beroede lige så meget på, at talebanernes ledelse ikke stolede på sine folk, som for en stor dels vedkommende var tidligere mujahedin-krigere.«
»Under de forfærdelige forhold, som råder, føler de fleste kvinder sig sikkert stadig bedst beskyttet under burkhaen,« siger journalisten Sharifa Akhlas.
Hendes konklusion er, at kun uddannelse, beskæftigelse på arbejdsmarkedet og karrieremuligheder for kvinder effektivt kan bekæmpe burkhaen. Men allerførst skal der være fred i Afghanistan.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her