Performance
Støvsugerens erotiske potentiale, hofteholderens møde med revolveren og et mord- og selvmordsforsøg med boller med Lillebror-ost. En trans, en dame til salg og en sleben go-between. En lyddesigner med tilknytning til en radio med et ondsindet navn i Akureyri, en idémager og instruktør med rod i fransk mime og tre determinerede performere med trang til at gå linen ud: Dette er recepten på efterårets morsomste forestilling.
Det er ren, livsalig fjællebod og nutidig commedia dellarte: Ikke et ord bliver der sagt, til gengæld bliver der stønnet på livet løs i sex-simuleringens hellige navn. Ethvert klædningsstykke kommer flere gange i latterens vridemaskine, ikke mindst når den forrygende Kristján Ingimarsson i en uendelig, men bedårende sekvens skal have hofteholderen og den grønne, tætsiddende aftenkjole på. Som han kan hoppe ned i et klædningsstykke! Det er stor og tårevædende komik.
Men også Mette Molich er mesterlig som det betalte sex-objekt i sit gule power-dress med de meget høje stiletter, som vandrer videre under transen Ingimarsson. Hendes gennemgang af den mulige lydskala under seksuel ophidselse er lige så underholdende som kropdue-holdningen og legen med blondine-parykken. Endelig er der Lars Knutsson med en tre-fire gangsterfilm-håndbevægelser, være et stærkt lystent lig og udføre unævnelig tortur. Det skal simpelthen høres og Rúnar magnússons lyd er stilsikkert hårrejsende.
Instruktørtalent
Helle Fuglsang er kvinden bag Her hjælper ingen mord: Konceptet og instruktionen står hun for, såvel som den sublimt timede koreografi. Hun holder tungen lige i munden og giver ikke farcen mere, end hvad den kan trække. Den svære balancegang mellem det outrerede og det platte betræder hun med stor sikkerhed og hendes hold på tre er konstant stilsikre og disciplinerede som akrobater i manegen.
Vækkelse tiltrængt
Søndagens forfriskende premiere fulgte på en uspændende balletaften i Det Kongelige Teater med to amerikanske opvisninger af elitegymnastik (Peter Martins skæmmet af for mange løse håndled hos mandsdanserne, Kevin ODay med uforpligtende spøg) og en meget smukt danset abstrakt arabeske af Jiri Kylián. Balletten er i fysisk topform, men tre balletter, der ikke handler om noget, sat sammen til et program, var en fejltagelse, Man venter nu på manden, der vil bringe Den Kongelige Ballet ind i vor samtid gerne med islandsk lyd. Potentialet blandt danserne er stort, nu må de også gerne snart have lov at tænke og føle og handle nutidigt, på scenen. Hvilket man også kan igennem en klassiker: Gerne havde man lidt med det ensomme menneske i Petrusjka i stedet for én af de tre abstrakte trinopvisninger.
*Premiere lørdag, Det Kongelige Teater: Peter Martins: Hallelujah Junction. Jiri Kylián: Stepping Stones. Kevin ODay: Ballads Enclosed.
*Premiere søndag, Kanonhallen: Her hjælper ingen mord. En krimikomedie af Helle Fuglsang. Til 24. oktober, ma.-fr. kl. 20, lø. kl. 17
