Læsetid: 4 min.

Cd-box

12. oktober 2001

(2. sektion)

Rock
Kylie Minogue: Fever (Parlo
phone/EMI)
*Det står skrevet, at vores alle sammens Kylie har haft ikke færre end 32 hitsingler (i England, that is!). Kylie passer da også perfekt til tidsånden: Hun har absolut intet på hjertet – andet end trangen til at elske og blive elsket. Helst til et diskobeat.
Om det er derfor, hun er så populær i bøssemiljøet, tør vi ikke udtale os om, men udtrykket på Fever stikker på intet tidspunkt dybere end en vandpyt – et velklingende hit som »Can’t Get You Out Of My Head« i forbifarten på radioen er da harmløst nok, men et helt album med Kylies aldeles anonyme stemme hen over 12 samlebåndsprægede ’sange’, produceret og arrangeret med en fantasiløshed, så man må sig forbarme, er altså mere, end denne anmelder kan tage.-lyn

Ryan Adams: Gold (Lost Highway/Universal)
*Både med sit oprindelige band, Whiskeytown, og som solist er den gode Ryan
Adams blevet hyldet som en art frelser af den amerikanske roots-musik, som trods sin tilsyneladende enkelhed alligevel syntes at udgøre et uudtømmeligt reservoir af muligheder og inspiration.
Al den hyldest er dog helt fortjent, for selvom Adams sine steder lyder som både (en ung) Steve Earle, en tændt Gram Parsons og Neil Young i lømmelhjørnet, er han stadig helt sin egen.
Hans andet soloalbum, betitlet Gold, slår blot fast, hvad debuten Heartbreaker antydede:
Her er en vital om ikke fornyer, så dog viderefører af Americana i alle dets mange afskygninger. Skiftevist nuanceret, hårdtslående, indfølt, overstadigt og svingende er det en helt igennem pragtfuld plade.
Simpelthen. -lyn

Staind: Break The Cycle (Flip Records/Elektra/Warner)
*Et af tidens største rockbands hedder Staind, det stammer fra USA og gør sig i en blanding af grungens weltschmerz, selvmedlidenhed og musikalske dynamik, en formelpræget
aggression afledt af thrash-metal og powerballader, der afslører en underliggende og svært betænkelig sentimentalitet.
Formlen går rent ind hos den del af tidens teenagere, der føler sig grimme, malplacerede, vrede og fremmedgjorte, og var man 17 eller 18 år gammel, kunne man måske stå på den vogn, men trods gruppens åbenlyse kompetence og sangskrivningsflair, er det som helhed en pauver og klichetilklistret affære, der kun alt for tydeligt demonstrerer den bølgedal rocken generelt befinder sig i p.t. -lyn

Jazz
Niels Balle & Solveig Høye Group: Midnatssol (Intermusic)
*»I sol fra nord skinner havet som perlemor,« synger norsk-danske Solveig Høye med sin lavmælte og lidt anonyme stemme.
Dermed er meget sagt om Balle og Høyes nye cd, der fortsætter ufortrødent i det lyriske spor, som gruppen har dyrket i en årrække, sidst på Like a Bird (1998), og hvor skandinavisk melodiøsitet, pastelfarvet kølighed og latinske sambarytmer vugger blidt og sikkert af sted. Niels Balle selv, Randi Holum (fluegelhorn), Christian Leile (sax) og Peter Hansen (bas) fylder sangene ud med følte soli og (ikke mere end) sympatisk samspil på en cd, der i øvrigt havde stået skarpere, hvis man havde skåret fra i de i alt 14 numre.cmh

Remember Shakti: Saturday Night In Bombay (Universal)
*Fra den anden side af kloden genlyder det ’live’ fra Bombay af indisk influeret world/jazz. Den stilskabende guitarist John Mclaughlin leverer sammen med det andet ’originale Shakti’-medlem, Zakir Hussain (tablas), og en række andre indiske musikere på østlige strenge- og slagtøjsinstrumenter en koncert af drømmende og simrende rytmisk, men også flygtig karakter, sammenlignet med den første Shakti (1975).
Den over 26 min. lange ’Shringar’ trækker veksler på tålmodigheden, men de i alt fire lange stræk er samtidig udtryk for en fascinerende ’tilstandsmusik’ af sin helt egen art.cmh

Verdensmusik
Gilberto Gil & Milton Nascimento: Milton&Gil (WEA Music)
*Den er pænt pakket ind, pladen med Milton Nascimento og Gilberto Gil.
Det er også nødvendigt, for indholdet er mildt sagt tyndt. Nærmest ligegyldigt.
Det er ellers to vægtige herrer fra den brasilianske populærmusiks absolutte top, der har været i studiet sammen.
Desværre flakker de formålsløst om arm i arm i et musikalsk landskab blottet for udfordringer. Så hjælper det ikke meget, at Nascimento, der netop har fyldt Copenhagen Jazz House tre aftener i træk, og Gil hylder vort lille land på to af pladens 15 numre. Musikalsk er der nemlig ikke meget at komme efter.moh

Makám: Skanzen. (FONO/
Verdenshjørnet)
*Det garvede, ungarske musikerkollektiv Makám tager afsæt i krydsfeltet mellem traditionel, klassisk og ny musik med undertoner af jazz – og inspiration indefra og udefra i rigt mål.
Kammermusik kalder de selv stilen på Skanzen : en dybt original opdagelsesrejse med den ungarske folkemusik som ledetråd i et florlet spind om Lovász Iréns markante vokal (der fortjener sammenligning med ungarske Marta Sebestyen, hvis særprægede sirenesang for længst har vundet international anerkendelse).
Små glimt af verdens magi – spejlet i en dugdråbe. moh

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu