Læsetid: 5 min.

Chirac soler sig

Rollen som landsfader efter den 11. september styrker hans chancer for genvalg i 2002, mens Jospin kæmper for sin overlevelse, ramt af modgang på alle fronter
3. oktober 2001

Jeg har ikke haft tid til anskaffe mig en skræddersyet habit eller til at ligge under en højfjeldssol – I må tage mig som jeg er,« sagde premierminister Lionel Jospin –med et syrligt smil – på de socialistiske parlamentarikeres efterårsmøde i Nantes forleden.
Alle vidste, at han hentydede til den permanent solbrændte præsident Chirac (om hvem et blad engang skrev, at han »ser ud som en bordelpianist, der har fået for meget højfjeldssol«).
Franske politikere har en farverig og ofte humoristisk måde at udtrykke sig på – med det resultat, at politik nok er morsommere i Frankrig end i noget andet land. Men hvem skulle tro, at Jospins frivole bemærkning har noget at gøre med de rystelser, der har ramt det politiske og økonomiske liv i store dele af verden efter mega-terrorismens indtog den 11. september?
En af de perverse bivirkninger af denne begivenhed er, at Chirac er røget til tops i meningsmålingerne og har stjålet billedet fra den socialistiske regeringschef. De to er sandsynlige modkandidater i anden runde af præsidentvalget om syv måneder, og ifølge dagens tal står Chirac til en overvældende sejr.
I konkurrencen mellem de to synes spørgsmålet om image at spille en hovedrolle, og på det plan har Chirac et vedholdende forspring for Jospin, hvilket forklarer dennes frustrerede hentydninger til præsidentens fremtræden.
Dag efter dag lykkes det Chirac at opretholde det indtryk, at han er den sympatiske, varme leder, spontan, tæt på jævne folk, med forståelse for deres problemer og bekymringer – nu desuden Frankrigs repræsentant på verdensarenaen, den første statsmand, der mødte Bush efter dramaet (takket være en gammel aftale. Chiracs held...).

Og dag for dag bliver Jospin stadig mere låst fast i sin rolle som en kedelig skolemester eller trist teknokrat. Med bitterhed må han sande, at det er premierministeren, der er bebyrdet med det hårde arbejde, mens præsidenten, der intet udretter, politisk kan skumme fløden af næsten enhver situation. Det er faktisk den franske forfatning, der lægger op til en sådan rollefordeling.
Det er også forfatningen, der giver præsidenten det øverste ansvar for udenrigs- og sikkerhedspolitikken og dermed muligheden for at inkarnere nationen i en alvorlig international krise, repræsentere den nationale samling mod den ydre fare. Landsfaderrollen er Chiracs store chance, og derfor er situationen efter den 11. september en klar gevinst for ham: På en uge er han steget 17 points i popularitetsmålingerne – for at havne helt oppe på 74 mod 63 til Jospin.
I Danmark kan man nikke genkendende til fænomenet landsfader-effekt i den nuværende situation, men forskellen er, at den franske eksekutivmagt har to – i disse år modstridende – hoveder. Indenrigspolitisk repræsenterer præsidenten oppositionen, og hans succes er en politisk trussel mod regeringspartierne.
Det politiske konjunkturskifte i Frankrig var i gang før den 11. september, men er blevet drastisk forstærket. Regeringen Jospin er i sommer styret ind i en stribe vanskeligheder, der er så alvorlige, at chancerne for at vinde præsidentvalget og det efterfølgende nationalforsamlingsvalg i 2002 i øjeblikket er forsvundet fra horisonten. Vinden kan nå at vende - flere gange iøvrigt – i de kommende syv måneder, men i dag står barometret hos regeringspartierne på depression og nervøsitet, i højreoppositionen på sejrssikkerhed og eufori.
Kataloget over Jospins genvordigheder er nok til at forklare stemningen:
Det økonomiske opsving og den stærkt faldende arbejdsløshed, som skulle have været regeringens vigtigste trumfkort, risikerer at være et glemt kapitel i 2002, allerede nu afløst af afmatning, faldende beskæftigelse og international tendens til recession (selv om prognoserne for den franske økonomi er relativt gunstige). Virksomhedslukninger hører til dagens orden.
Planen for Korsikas fremtid, der omsider skulle sikre fred på øen, er et andet trumfkort, der er røget regeringen af hænde. Nye voldsepisoder har undermineret aftalens troværdighed, og desuden har den vigtigste nationalistiske gruppe suspenderet sin støtte til planen.
Partiet De Grønne, der efter flere års fremgang var på vej til at blive det næststørste regeringsparti (det er i dag kommunisterne), er styret ind i endeløse interne stridigheder, der har givet partiet et latterligt og amatøragtigt image. Partiet er i færd med at droppe sin præsidentkandidat og skifte ham ud, efter at han har fremsat den ene erklæring efter den anden i strid med partilinjen. De Grønnes deroute svækker Jospins koalition.
Det yderste (navnlig trotskistiske) venstre, der nu har større tilslutning end kommunisterne, har i år indledt en kraftig hetz mod regeringen og truer med at berøve Jospin de nødvendige venstrestemmer ved præsidentvalget. Samtidig lider Jospin under mangel på tilslutning blandt de unge vælgere og de mindre velstillede befolkningsklasser.
Spørgsmålet om kriminalitet og usikkerhed er røget højt op på dagsordenen, og selv om regeringen har suppleret sin traditionelle venstre-ideologi om det ’socialt forebyggende’ med en stærk dosis ’lov og orden’, har højre altid fordelen, når panikken breder sig på dette område.

Endelig er der problemet om Jospins image, der skaber en til fortvivlelse grænsende pessimisme hos socialisterne og de andre regeringspartier. Han har sit væsen imod sig og formår næppe at formulere selv gode nyheder på en opmuntrende måde. Et langt tv-interview fornylig, hvor han forsvarede regeringens resultater, virkede kedsommeligt og blev stærkt kritiseret i Jospins egne omgivelser.

Nogle ser et håb for regeringen i det forhold, at behovet for statsindgreb, statsstøtte, regulering osv. er blevet understreget i kølvandet på den 11. september, selv i USA. En sådan tendens er under normale omstændigheder mere til gunst for socialister end for liberale. Men hvis tendensen bliver fremherskende, kan man være sikker på, at opportunisten Chirac vil gå i spidsen og prøve at slå mønt på den. Ligesom han fornylig bekendte sig som miljøforkæmper.
I højrelejren er Chirac blevet den ubestridte leder – tropperne har genfundet kampmoralen og det fælles fodslag. Til første runde af præsidentvalget har der meldt sig flere kandidater – partiledere, der drømte om at gøre lykke som ’den tredje mand’, d.v.s. appellere til vælgere, der var trætte af de to evindelige modstandere Chirac og Jospin.
Efter Chiracs himmelflugt i meningsmålingerne må disse kandidater nu skrue deres ambitioner ned. Som den liberale partileder og præsidentkandidat Alain Madelin udtrykte det – med den barokke humor og selvironi, man ofte finder hos franske politikere: »Hvis det fortsætter på den her måde, bliver jeg reduceret til at gå rundt servere sodavand ved Chiracs vælgermøder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu