Læsetid: 2 min.

Dæmonernes port

Der hviler en tung em af fin de siécle over både tekst og scenografi i Jokum Rohdes ’Seance’
3. oktober 2001

Teater
»Disse nætter med dig er som frie fald gennem mig selv. Hvem er du? Hvem er jeg? Jeg hader dig,« siger Jimmy til sin mentor og bøddel, den dæmoniske Louis. »Så gå,« lyder det lakonisk fra Louis. Men Jimmy kan ikke gå. Dertil er han for tiltrukket af det farlige mørke, der hersker hos Louis, måske fordi det spejler drifter i hans egen underbevidsthed. For der ligger altid noget og lurer, selv når man er »søndagens glade dreng« som Jimmy, med cowboystøvler og fedt i håret.
Jimmy og Louis er bekendte, der har fundet et fællesskab i deres optagethed af den afdøde, unge pige Maria. Hun var veninde til Jimmys daværende kæreste og tog timer i skuespil hos Louis, og begge foragtede hende, som den gennemsnitspige hun tilsyneladende var. Men som døende og død har hun besat dem i en grad, så de hver nat på ny må gennemspille dødsscenen, idet de skiftes til at iføre sig paryk og rød kjole. Af og til bliver denne makabre leg til en seance, hvor Maria virkelig kommer igen – eller er det bare det hvide pulver og gassen, der strømmer fra ovnen, der maner hende frem?

Opløsning
Det bliver aldrig hyggeligt med Jokum Rohde, det ved man efterhånden. Den efterhånden veletablerede dramatiker har op gennem 90’erne formørket publikums sind med en række stykker, der med deres kredsen om død, narcissisme og perversion i et sært romantisk-mytologisk (form)sprog hører til i den gotiske subkultur, der toppede med punkbevægelsen, men har løbet som en understrøm gennem kulturen lige siden.
Seance er endnu et trekantsdrama om mennesker på kanten af opløsning: Opløsning af kroppen i et orgie af kokain, kodizone og kosangas; opløsning af identiteten i et surreelt magtspil, hvor alle spejler sig i hinanden; og opløsning af alle moralbegreber i en perverteret leg med døden i skikkelse af Maria. Og som i Rohdes hidtil mest berømmede stykke, Nero, er figurerne skapt optrukne: David Rousing spiller dekadent dæmon i silkeslåbrok med en imponerende kropslig kontrol, mens klicheerne bliver mindre underholdende hos Rasmus Botoft og Rie Nørgaard som henholdsvis gadedrengen Jimmy og den døende skuespiller-wannabe Maria. Det er imidlertid ikke til at sige, om det er stykket, instruktionen eller skuespillet, der bærer skylden herfor. De tre færdes i et ikke-tidsfæstet storbyunivers, men der hviler en tung em af fin de siécle over både tekst og scenografi.
Seance formår med de stereotype figurer og det abstrakte univers at etablere en stemning af radikal værdinihilisme og postmodernistisk opløsning af jeget. Det er imidlertid set før, såvel på teatret som i andre kunstarter, og spørgsmålet er, hvad Rohde vil, ud over at skabe denne stemning. Som stykket skrider frem bliver de stadige magtspil og drømmesyn svært monotone til trods for, at døden er det kulørt-makabre omdrejningspunkt.
Stykket antyder henimod slutningen, at de perversioner og den dødfascination, der får frit spil imellem dramaets personer, er andet og mere end den psykologiske vrangside hos disse randeksistenser, men afspejler en mere sociologisk tendens i tiden. »Det handler om karisma,« siger Louis, »det gør det hele nu om dage – politik, kunst, økonomi.« Pointen træder imidlertid ikke klart frem, skønt dette aspekt kunne have gjort Rohdes rædselskabinet en hel del mere vedkommende.

*Seance af Jokum Rohde. Iscenesættelse: Peter Dupont Weiss. Scenografi: Christian Friedländer. Bådteatret. Til 31. okt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her