Læsetid: 8 min.

Dagbog til Gustaf

I relativ ubemærkethed er en samling med bl.a. hidtil utrykte digte og dagsbogsnotater om digteren Munch-Petersen indleveret til Det Kgl. Bibliotek
20. oktober 2001

Dig tør jeg ikke elske. Med de fem ord indledte Gustaf Munch-Petersen digtet til en, som stod at læse i debutsamlingen, det nøgne menneske, fra 1932. I digtet taler han om en blødtfavnende kærlighed, der »lægger sig som olje paa min ungdoms urolige hav«, og om sit kogger, der »tømmes for pile« mellem kvindens vuggende lemmer.
Kærlighed som noget, der begrænser? Jamen, det plejer da at være omvendt, noget, man attrår som en berigelse...
På den måde er der en parallel til Søren Kierkegaard, som denne har beskrevet sit forhold til Regine Olsen, med hvem han ikke ønskede at »realisere det almene«, hvilket må forstås som kone, børn og embede eller det, vi i dag kalder villa, Volvo og vovhund.

Fortvivlelsens tid
Den, Gustaf Munch-Petersen nok havde et forhold til, men siden ikke turde elske, hed Lisbeth Wesche, og denne var ved at gå til af fortvivlelse over den obesternasige digterspires ekcentriske afvisning.
I relativ ubemærkethed blev der i 1999, ti år efter hendes død, indleveret en lille samling breve og digtmanuskripter, trykte og utrykte, en dagbog, billeder, m.m. til Det Kgl. Biblioteks håndskriftsamling. Minder, som Lisbeth Wesche ønskede at bevare, så længe hun levede. Af dem kan man uddrage noget om kilderne til det, der blev et kortvarigt, men bevægende forfatterskab i den danske litteratur. Gustaf Munch-Petersen døde som 26-årig i 1938 i den spanske borgerkrig. Med sine rimløse digte med løs bagkant er han blevet kaldt den første modernist.

Bohemelivet som rival
Ungdomsforelskelsen varede et lille års tid, 1931, hvor forholdet afsluttedes i juledagene. De to traf hinanden i Studenterforeningen i København. De få dagbogsblade omhandler kun den sidste svære tid, hvor Lisbeth har set sin elskede glide fra sig i et bohemeliv, som hun ikke var og måske heller ikke ønskede at være en del af. »Kan jeg taale at se dig eller vide, at du hver dag drikker og morer dig med andre«, skriver hun - og skælder ham ud. Han har åbenbart skuffet hende ved at »undskylde« og »lyve« om nogle af sine handlinger.
På et tidspunkt, hvor hun i meget sanselige vendinger også har udtrykt sit fysisk savn, har hun åbenbart ladet sin unge elskede læse dagbogsbladene, formentlig for at det skulle gøre indtryk, men det gør ikke det ventede indtryk, for han svarer selv midt i dagbogen med sin karakteristiske håndskrift (21.12.):

»...atter engang og uigenkaldeligt sidste gang vil jeg sige til dig, at mit ledende princip for ethvert forhold til ligegyldigt hvilket menneske er total mangel paa forpligtelser (forpligtelser af virkelig betydning har jeg kun overfor mig selv!)

Så svarer han, at hun ikke skal tage sin nervøsitet og melankoli for højtideligt og gi´r hende nogle ’gode råd‘ om at dæmpe sin sexlyst, som må have virket som benzin på bålet. Og som for at føje spot til skade skriver han et par små nemheder:

sov mere – tænk mindre
spis mere – elsk mindre

Farvel og tak og med venlig hilsen fra den følsomme digter, som måtte videre ud i verden.
Forvent intet
Lisbeth skriver samme dag i dagbogen:

Kære Gustaf
Vi to maa ikke elske hinanden - du kan ikke og jeg maa ikke - altså skal det blive saaledes...

Hun når dog til, at hun kan takke ham for »det indhold og den fylde, du har givet mit liv...Glæde og Lykke, Sorg og Uro, Alt«.
Den dyrekøbte erfaring kan hun udmønte som en særdeles relevant livserfaring:

»...man skal ikke vente sig noget af andre for det er som Regel forgæves - og man skal frem for alt ikke tro eller forlange, at andre skal blive anderledes end de er, for det bliver de ikke - .....og saa skal man kunne taale at se og høre den nøgne Sandhed i alle Ting - i Begyndelsen er det som Piskeslag, men hvis man ikke forhærder sig bliver man knust«.

Til sidst skriver hun:

»Gustaf, jeg har en stærk Tro til at du skal klare dig, hvordan det end gaar, for du har Styrke. Lev vel! Og endnu engang; Tak for alt!
Din Lisbeth

Ps - Din Mor er et enestaaende prægtigt Menneske. Glem ikke det!

Dette ps dækker over, at hun, som andre også gør nogle gange i tilsvarende situationer, »allierede sig« med sin svigermoder in spe, en svensk filolog og bibliotekar, Valfrid Palmgren Munch-Petersen, som sammen med sin mand, Gustafs far, vandbygningsingeniøren, professor Jon Julius Munch-Petersen, beboede et af de engelske rækkehuse i Toldbodgade (nr. 47) i København. Lisbeth indledte et venskab med hende, som varede til Valfrids død, og de korresponderede, i al fald en gang om året.

Farvel-brevet
En måned efter at forholdet er forbi, modtager Lisbeth et brev (27.1.1932) fra Gustaf, der skriver:

kære lisbeth!
i gaar fik jeg bestemt besked, om at jeg nu har faaet arbejdet paa grønland- det er jeg uhyre glad for-. endvidere har jeg faaet min diktsamling betingelsesløst antaget hos nyt nordisk forlag-
endelig læste jeg i forgaars op i ungarsk vinhus, efter sagkyndiges udtalelser med nogenlunde held-. hvordan gaar det dig? jeg har tænkt paa dig, da jeg i aviserne saa, at telefonselskabet vilde til at afskedige sit personale-
jeg haaber du er rask : -
samt at høre fra dig, før jeg rejser (midt i marts)-.
de hjærteligste hilsener fra
din altid hengivne
gustaf M-P.

Munch-Petersen foretrak små begyndelsesbogstaver frem for versaler. Det gjaldt også, når han skrev digte, som fra nu af kom fra hans hånd i en stadig strøm – på dansk, svensk og engelsk.
Lisbeth tog hans brev fra oven og ned, men fik dog et par kraftige følelsemæssige skoser ud gennem sidebenene som f.eks. denne om digtsamlingen:

»Til Lykke! Jeg haaber at faa Raad til at købe et Eksemplar. Er du vis paa, at den ogsaa var blevet antaget hvis du kun hed Petersen?«
Fortæl, hr. Gustaf
Blandt dokumenterne i den indleverede samling er også et udklip fra dagbladet Politiken, dateret marts 1932, et mini-interview med den debuterende digter. At stilen i aviserne dengang var anderledes end i dag kan man forvisse sig om i denne indledning:

»Professor J. Munch-Petersens og hans kloge, lærde Hustru, Fru Valfrids 20-aarige Søn, Gustaf, udsender i Dag sin første Bog paa Nyt Nordisk Forlag.
– Fortæl lidt om den, beder vi Hr. Gustaf....

Hr. Gustaf svarer bl.a.:
»...jeg vil vise, at de fleste Forviklinger i et Menneskeliv opstaar ved den Formalisme og Løgnagtighed, Folk hyller sig i. Min Bog er et felttog mod usand, usund overflade og tillige Polemik mod det traditionelle i litteraturen. Ideer og Tanker sættes i første Række, saa kommer Formen bagefter.«

Han fortæller iøvrigt, at han efter at være blevet student sejlede to år med fiskeskonnert på Østersøen, studerede et år til psykolog, men opgav. »Jeg må være Digter«, siger han.
Akademisk Ugeblad anmeldte digtsamlingen med bl.a. denne vurdering: »...for en Gangs skyld en Digtsamling, der har Bud til og Interesse for andre end Poeten selv.«
(En vurdering, andre aviser ikke delte. Politiken kaldte således digtene forlorne og banale).

I krig
Gustaf Munch-Petersen rejste til Grønland, hvor han arbejdede i kryolitbruddet i Ivigtut. Trods sine ord til sin Lisbeth om, at han ville stå frit, giftede han sig – tilbage igen i Danmark – ikke desto mindre i 1936 med en anden Lisbeth, en bornholmske keramiker fra Gudhjem, og han slog sig ned på klippeøen.
Indtil idealismen – eller måske snarere rastløsheden og udlængslen – fik tag i ham, og han meldte sig som frivillig i den spanske borgerkrig, hvor vi kender den unge lyrikers tragiske og heroiske skæbne: Han blev skudt af Francos folk, da de rykkede frem mod Middelhavet.
Dagbogen rummer en tilføjelse, skrevet af Lisbeth Wesche, senere gift Bønding, som står for sig selv efter en række blanke blade, skrevet 16 år senere, i 1947, og som lader ane, at hun aldrig slap erindringen om sin ungdoms kærlighed helt.
Hun skriver, at hun nu elsker sine børn og sin mand, men »det er paa en anden maade end os to«.
Med andre ord den første forelskelse over for den modne kærlighed.
Lisbeth giftede sig med civilingeniør Andreas Bønding, som blev direktør ved Kirks telefonfabrikker i Horsens. Parret fik to døtre, Helle og Nanna.
Tro på mennesket
Ofte citeret er denne passage, som Gustaf Munch-Petersen skrev dagen før sin død:

»Hele verden er een front – for og imod det dejlige liv, som mennesket kunne leve – hver og en, hvor man end befinder sig, maa forstaa, at det trods striden er så dyrebart og stort, at det skal frelses, hvad det end koster; – at ingenting kan have nogen mening mere, hvis det mistes paa jorden. Vi maa lære den realitet, at det simpleste, fordrer den største kamp og det største offer af os.«

Citatet kan stå som overskrift for hele Munch-Petersens digtning, som udtrykte en tro på det gode i mennesket, som det ikke mindst er kommet til udtryk i digtet, Det underste land, et land, hvor »blodet flyder frit mellem alle«, mænd, kvinder, børn, hvor »glæden og fortvivlelsen og elskoven« stråler i alle farver mod jorden. Efter kollegaen Tom Kristensens mening en umulig og primitiv tro, men noget forrykkede sig, da han modtog meddelelsen om dødsfaldet i Spanien, hvoraf det fremgik, at Gustaf Munch-Petersen havde levet sin tro til det yderste. Tom Kristensen skrev et mindedigt, der indledtes med dette vers:

Pludselig ser vi det hele.
God er en pludselig død.
Pludselig ser vi, hvad
halsløs,
tankeløs ungdom betød.
Kort var din hastige vej fra
kroppen og tanken til ord.
Kortere endnu din vej fra
liv til den støvede jord.

Digtet slutter således med ordene:

medens du hviler, skudt
ned, skudt ned,
dit livs ubesindigste digt

Danske jurister
I den samling, Lisbeth Bønding har testamenteret til Det Kgl. Bibliotek, viser de vedlagte digte nogle af den kommende digters første, utrykte forsøg. Et er inspireret af Kiplings Mandalay, et andet er et, hvori han bedyrer sin elskov under et latinsk pseudonym. 13 digte med titler som ungdom, mig, to, den store verden og et indiskret svar på et diskret spørgsmaal.
Her finder man også et ungdommeligt og ganske ukarakteristisk digt, hvis titel ikke er helt tydeligt skrevet, men hvor digteren har tilladt sig at lege på dadaistisk vis med emnet jurister i Danmark:

her kommer de danske
jurister
da da bom dada bom dadabom
de har høje flipper
de ser lige ud.
de regerer hele danmark.
de ved næsten alt
hvad jurister kan vide
de blader og blader og blader
og skriver og ser gennem
briller
alle danmarks synder

Men andre digte kommer tættere på det, han senere skrev. Her er to, som er dateret samme dag, nemlig 29.11.1931:

For meget længe siden

de elskede hinanden
flere gange.
barnet kom.
manden løb.
pigen græd.
folk sagde:
saadan gaar det.
og det gjorde det.

Syndefaldet

det var i begyndelsen.
verden var lys.
menneskene bekymredes ikke -
men den anden sagde:
tænk paa dagen i morgen -
nu bekymredes menneskene.
nu tænkte de.
og gemte lyset til dagen i morgen. -
og verden blev mørk.

Samlingen rummer også dette digt, trykt (med versaler) i en ikke nærmere angivet avis, dateret 5. okt.:

Ungdom

Mand og Kvinde.
Sort firkantet Sofa
med blege Blomster paa.
Det store Lys er slukket,
en svag Lampe brænder
gult.

De kysser hinanden
haardt.
Som om der var noget,
som ikke maatte være.
Det er der.
Stærkt.
Hun har bare skuldre.
Bryster,
igennem tyndt Grønt tøj.
Han piller kælent
ved Underkjolen.
Hun bli´r rød og alvorlig:
Hvor det er svært at være
ung!

Maa ikke.
Tør ikke.
Han kysser længe.
Smiler:
Det er der ikke noget at gøre ved.
Hun sukker.
Og saa var der ikke mere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu