Læsetid: 3 min.

Danmark overhaler Østrig i racisme

Efter 11. september har der været flere overgreb på muslimer i Danmark end i østrigske ’Jörg Haider-land’, afslører EU-center
20. oktober 2001

Efter terrorangrebet den 11. september er muslimer i Danmark blevet angrebet med molotov-cocktails og baseball-køller. I Østrig har der tilsyneladende ingen voldelige overfald fundet sted. Danmark er blevet en endnu sortere plet på det europæiske landkort over racisme, fremgår det af rapport fra EU-center.
I nogle af de 15 EU-lande har man konstateret en stigning i antallet af fysiske og verbale overgreb på muslimer siden den 11. september. En stigning, man bl.a. har set i Danmark, konstateres det i en ny rapport fra EU’s Center for Observation af Racisme og Fremmedhad. Rapporten bygger på indberetninger fra EU’s medlemslande.

Barskere tone
Forfatteren til den danske indberetning er konsulent og Ph.d., Peter Hervik, der for tiden arbejder på en undersøgelse bestilt af Nævnet for Etnisk Ligestilling.
»Siden midt i 1990’erne er den offentlige diskussion i Danmark om etniske minoriteter blevet barskere, og i dag er den barskere end mange andre steder i EU,« siger Peter Hervik, og fortsætter:
»Når tonen i Danmark i forvejen er så voldsomt indvandrerfjendsk, så kan sådan noget som den 11. september nemt få hadet til at blusse op. I Norge har vi set, hvordan norsk-ghaneseren Benjamin Hermansen blev dræbt af nynazister i januar i år. Jeg frygter for, at vi får en Benjamin Hermansen-sag i Danmark.«
Peter Hervik ser tydelige tegn på voksende, indirekte diskrimination i Danmark: »Et blandt flere eksempler på indirekte diskrimination er indvandrer-kioskejeren, der efter at have været udsat for væbnet røveri i søndags blev afvist på alarmcentralen, angiveligt fordi han ikke taler dansk. «

Alpeidyl
I modsætning til Danmark har der i Østrig været få overgreb på muslimer i kølvandet på terrorangrebet på USA. Østrig har ellers fået meget skæld ud af de andre EU-lande, for at den fremmedfjendske Jörg Haiders Frihedsparti er med i regeringen.
Den danske talsmand for EU’s Center for Observation af Racisme og Fremmedhad (EUMC), Bent Sørensen, siger fra kontoret i Wien:
»I Østrig har der været meget fredelig siden den 11. september. Det hænger bl.a. sammen med, at Østrigs præsident, Thomas Klestil, har holdt en række møder med gejstlige ledere. Historisk set har Østrig længe haft mange etniske grupper. Det gør bl.a., at det er en lovmæssig sikret ret for børn, at de kan blive undervist i deres egen religion.«
Generelt set har der i Europa ikke været så mange racistiske overfald med baggrund i den 11. september. Om årsagen siger Bent Sørensen:
»De meget hurtige og klare signaler efter den 11. september fra ledende politikere og andre rollemodeller – om ikke at kæde islam og terror sammen – har gjort, at situationen i Europa har været ret stabil.«
For at bekæmpe racisme bør EU-landene ifølge EUMC været meget optaget af integration. Og her fremhæver Bent Sørensen et dansk projekt:
»Den danske satsning på tosproget undervisning af indvandrerbørn i børnehavealderen er et skoleeksempel på vellykket integration. I f.eks. Ishøj Kommune har man haft succes med sådan en satsning. I 1990 kunne 40 procent af indvandrerbørnene i kommunen ikke klare sig i Folkeskolen uden ekstra undervisning. På grund af projektet med tosproget undervisning var andelen faldet til 26 procent i år.«

FAKTA
Dokumentation
EU’s Center for Observation af Racisme og Fremmedhad har indhentet oplysninger om overgreb på muslimer i de første to uger efter 11. september. I rapporten står:
*Om Danmark: »Det fjendtlige forhold mellem muslimer og den øvrige del af den danske befolkning er blevet yderligere forværret; dog har fysiske angreb ikke medført livstruende skader.«
*Om Østrig: »Situationen for den den islamiske del af befolkningen virker generel rolig.«

Læs rapporten fra EUMC på www.eumc.eu.int

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her