Læsetid: 4 min.

’Vi har demokrati - take it or leave it'

Vestens dårlige samvittighed har bremset kritikken af fundamentalismen, men det er netop racistisk at holde kæft, fordi folk er brune, mener skuespilleren Farshad Kholghi
29. oktober 2001

»Hvis de fundamentalistiske muslimer havde blondt hår, var de blevet tacklet anderledes. Det er Vestens dårlige samvittighed og misforstået humanisme, der har holdt kritikken tilbage«.
Sådan siger den 30-årige skuespiller Farshad Kholghi, der flygtede fra Iran som 13-årig. Han er ikke selv religiøs, men hans forældre tilhører Bahai, et forfulgt religiøst mindretal i Iran.
»Der er ikke nogen, der bliver kaldt racister, fordi de kritiserer Jehovas Vidner, og da Poul Henningsen langede ud efter Indre Mission, blev han kaldt moderne tænker. Det er netop racistisk at holde sin kæft, fordi folk er brune. De fundamentalistiske muslimer indtager ganske enkelt nogle holdninger, der ikke passer til et moderne, demokratisk samfund,« siger Farshad Kholghi og fortsætter:
»Vi må tage et standpunkt i forhold til, hvad det er for et samfund, vi ønsker at udvikle. Om vi virkelig ønsker et demokratisk samfund, eller et samfund, der er delt op, så man i visse gader og bydele har demokrati, mens man i andre, som f.eks. Nørrebro, lever efter islamiske love. En del af indvandrerne kommer jo oprindeligt fra landdistrikterne. De søger tilbage til deres religiøse og kulturelle rødder, mens det modsatte sker i mange muslimske lande. Se på storbyerne i Mellemøsten – her forlanger indbyggerne at leve et moderne liv, hvor religionen er sparket ad helvede til.«
Kholghi mener, at de danske politikere har været alt for tilbageholdende med at stille klare krav til indvandrerne.
»Det skal siges tydeligt, at de som ønsker at bo i Danmark, skal sende deres børn i danske skoler. De skal lære det danske sprog og kultur at kende. Og så skal de indstille sig på, at Danmark er et verdsligt land, hvor man ikke blander religion og politik. Man kan ikke komme herop og drømme om et islamisk samfund med islamiske regler,« siger han.

Følg reglerne eller rejs
»Vi må gøre klart, at i Danmark lever vi i et moderne demokrati – take it or leave it. I Danmark har man i gennem flere århundreder kæmpet imod kirkens dominans og traditionel tankegang og opnået et demokratisk velfærdssamfund. Hvis man vil bo her i landet, så er det de regler, der gælder, og hvis man ikke kan lide det, så rejs tilbage. Det synes jeg er på tide, at man siger lige ud til en gruppe som Hizb-ut-Tahrir.«
– Hvad tænker du, når
Hizb-ut-Tahrir går ud, som de gjorde i sidste uge?
»Jeg ryster opgivende på hovedet. Men er også glad, fordi det har fået folk til at
reagere. Jeg håber, de laver flere af den slags møder, så folk kan se, hvad det er for noget. Også andre fundamentalister som Mona Sheik og en række imamer er begyndt at vise deres sande ansigter. De har indtil nu påtaget sig en demokratisk maske, men lige så snart de provokeres, som de er blevet på det sidste, krakelerer masken.«

Unge hjernevaskes
Farshad Kholghi undrer sig over, at det først er efter terrorangrebet den 11.september, at der er blevet opmærksomhed om Hizb-ut-Tahrir's aktiviteter.
»Man kan jo bare gå ind på gruppens hjemmeside og se. De er helt imod demokrati, hader Vesten og ønsker islamiske regler, men hidtil er man blevet betragtet som racist, hvis man gjorde opmærksom på det.«
Han har selv oplevet, at
Hizb-ut-Tahrir har afbrudt ham, når han har været ude for at holde foredrag om integration og racisme.
»Så kommer de med paroler om ’Vestens ondskab’ og 'den eneste sandhed' og afbryder det hele. De tager også ud på skoler, hvor de prøver at fremprovokere en eller anden muslimsk identitet hos de unge. Og de er gode til at hjernevaske de unge, for de er utrolig velformulerede og veluddannede. Det gør dem meget uhyggelige,« siger han.
Derfor har Hizb-ut-Tahrir haft succes med at få mange kriminelle unge væk fra gaderne på Nørrebro, mener Farshad Kholghi.
»Men jeg vil hellere have kriminelle unge, der stjæler min cykel end fanatikere, der ødelægger min cykel – hvilket de har gjort – fordi jeg mener noget andet end dem. De siger, at de ikke går ind for vold, men det passer ikke. De benytter sig bare af håndlangere. Jeg er selv blevet spyttet på og truet på gaden af folk med forbindelse til Hizb-ut-Tahrir,« siger han.

Træt af mullaher
Man er nødt til at forholde sig til religion, hvis man vil gøre sig håb om, at løse integrationsproblemerne, mener Farshad Kholghi.
»En stor del af integrationsproblemerne handler dybest set om religion. Der er nogle grundlæggende værdier i den fundamentalistiske afdeling af islam, som står i vejen for integration. I Koranen er alt skrevet ned for, hvordan mennesket hele vejen rundt skal leve sit liv, så når den tages bogstaveligt, har mennesket slet ikke nogen frihed tilbage.
– Er der forskel på Bibelen og Koranen på det punkt – er det ikke blot et spørgsmål om, hvordan man fortolker Koranen?
»Forskellen er, at det er almindelig anerkendt, at Bibelen er skrevet af mennesker, mens Koranen opfattes som Guds ord. Derfor er mange muslimer tilbøjelige til at læse Koranen meget bogstaveligt, og der er et mindre fortolkningsrum, end det er tilfældet med Bibelen.«
– Hvorfor er der ikke flere moderate muslimer, der blander sig i debatten om ’religionskrig’?
»Det forstår jeg heller ikke. Jeg kender mange, der deler mine holdninger, som bare ikke står frem. Jeg er så træt af, at hver eneste gang indvandrere skal diskuteres i fjernsynet, så tager man en eller anden mullah eller en kvinde med tørklæde – som om der kun var mullaher. Det er sgu næsten lige som at være tilbage i det iranske præstestyre. Der er så mange veluddannede, kloge og dygtige verdslige indvandrere i Danmark, som vi bare aldrig hører noget til,« siger Farshad Kholghi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her