Læsetid: 3 min.

Diskretion en selvfølge

Britiske Tindersticks formåede med enkle virkemidler at skabe et dragende og højstemt romantisk lydbillede, der betog publikum ved deres koncert onsdag
20. oktober 2001

Koncert
Hvis Charles Baudelaire havde haft en lettere derangeret, mindre intellektuelt inklineret lillebror, som flanerede rundt i London i stedet for Paris, ville han nok have mindet om den britiske sekstet Tindersticks’ indadvendt karismatiske sanger, Stuart Staples.
Som Baudelaire styres hans liv af dyb lede ved det moderne, hvorfor han beruser sig i kærlighedens ekstase – og dens smerte. Dens spil, ophør og udtryk. Og så videre. Hvilket resulterer i både skønhedssøgende og deprime sange, udført distinkt og med stor originalitet af et orkester, hvis varemærker er subtilitet, intelligens og troværdig dybfølthed. Et håndtag, den moderne, hjemløse romantiker kan gribe fat i, når hun er ved at blive slynget af kloden pga. livets hastighed og tilværelsens alt andet end ulidelige lethed. Og det smukke køn glimrede da også ved stort fremmøde til gruppens brillante koncert i Store Vega onsdag aften.
Tindersticks har siden debuten i 1993 over fem albums pløjet samme, men dog så frugtbare fure: Højstemt og sortromantisk, melankolsk og minimalistisk fører gruppen igen og igen bevis for sydstatsforfatteren Carson McCullers påstand om, at »the heart is a lonely hunter«. Hele vejen igennem har gruppen stået i opposition til herskende normer på den britiske scene… med udgangspunkt i mørkemestre som Scott Walker, Leonard Cohen og Lee Hazlewood samt brug af en traditionalistisk holdopstilling – nul samplers, synthesizers, trommemaskiner eller sågar hjemmeside! – kommer man ikke meget længere væk fra britpop, hedonistisk house, triphop, udvandet indie-rock og hvad de britiske øer har budt på siden ecstasy og sampleren som ved et trylleslag forvandlede moderne musik.

Umiskendeligt
Lige som Tindersticks’ plader er af høj – om end ret enslydende – konsistens, således også deres koncerter. Bandet indforskriver live med mellemrum diverse gæstemusikere, i smuk forlængelse af dets albums, hvor der altid benyttes strygere og blæsere… men nænsomt og subtilt, ingen Wagner-aspirationer der.
Det er gruppens Dickon Hinchlife – selv en habil el-violinst og multiinstrumentalist – der skriver de blæser- og strygearrangementer, som i tandem med Staples vibratofyldte og i register stærkt begrænsede baryton er med til at give gruppen sit umiskendelige særpræg; og ville Hinchlife ikke få priser for originalitet på Musikkonservatoriet for sin indsats, fungerer de diskrete strygerklange perfekt i forhold til den stilfærdigt indtrængende helhed.
Og da Tindersticks til lyden af Tim Hardins udødelige »Misty Roses« trådte op på Store Vegas scene onsdag aften – seks mand høj, suppleret med 13 strygere! – satte den straks i med et enstemmigt totaludtryk fra de indledende tre numre fra gruppens seneste, strålende udspil – »Can Our Love…« – til de efterfølgende 13 udvalgte numre fra gruppens fire forrige albums, her i blandt et spritnyt nummer betitlet »Kathleen«. Det tog lidt tid, før strygerne for alvor gjorde sig gældende, men så udviklede det sig også til en uforglemmelig aften.
På den intense »Dying Slowly« – »this dying slowly, it seems better than shooting myself«, som det symptomatisk hedder – begyndte den afdæmpede kontrapunktiske effekt for alvor at slå igennem, og derfra blev aftenen en opvisning i stor musik skabt med små virkemidler, intenst og dog befriende. Med kun antydningen af soli og uden brug af breaks blev numrene afleveret med total trofasthed over for originalforlæggene.
Badet i en indsø af strygere stod Staples som en fortabt crooner bomstille midt på scenen og gav sine tekster – »make you cry, tell you lies, never say goodbye«, som det typisk hedder i den kryptisk betitlede »CF GF« – til bedste, mens publikum udviste eksemplarisk lydhørhed. Diskretion var her en selvfølge, hvilket gjaldt såvel afsendere som modtagere. Stort, stedvist gribende og helt på niveau med den standard, gruppen selv har sat.

Gademusikant
Opvarmningsnavnet David Kitt mødtes med åbent sind og en vis forventning, foranlediget af en lyttekopi af hans kommende debutalbum, The Big Romance. Han kvitterede ved at stille op med såvel sin elektriske som sin akustiske guitar suppleret med en keyboardspiller og en fyr, der skiftevis trakterede klarinet og saxofon.
Det startede usikkert, men lovende og blev så værre og værre! Kitt benyttede til hvert eneste nummer en grimt lydende og primalt programmeret rytmeboks, hvilket udraderede enhver forestilling om, at han skulle nære ønske om at nærme sig pladens intrikate og skønhedssøgende struktur – i stedet fik man en art vulgær gademusikantmusiceren, som umuligt kan have vundet ham mange tilhængere. Ud fra dét show at dømme spår vi ikke Kitt nogen lang karriere. Men som gademusikant kan han sikkert drive det vidt.

*Tindersticks + David Kitt, Store Vega, onsdag

*Tindersticks: Trouble Every Day (Beggars Banquet/Playground)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her