Læsetid: 3 min.

Død eller levende

Den store retrospektive Warhol-udstilling, der netop er åbnet i Berlin, har også noget at sige om disse dages politiske og militære retorik
24. oktober 2001

Udstilling
BERLIN – Det er de såkaldte disaster-billeder, man bliver stående foran og siden vender tilbage til. I de her dage. Trafikulykkerne, gangsterbegravelsen, flystyrtet, selvmordet, den elektriske stol, paddehatteskyen, farvelagt eller ikke farvelagt, rasteret, reproduceret, gentaget billede for billede. Stiliseret, anonymiseret og trivialiseret rædsel, billede på billede.
Der er andet. 160 billeder og 80 tegninger, fra forgyldte og idealiserede portrætter af smukke unge mænd til naive karikaturer, fra de første primitive tryk og køligt-objektive reklametegninger til en formaliseret bearbejdelse af det banalt-hverdagslige, citater på citater af det allerede trivialiserede og stiliserede – tegneserieheltene, Coca-Cola-flaskerne, Campbell’s suppe-dåser, frimærkerne, dollarsedlerne. Pop-art. En metaforløs kunst, en kunst uden noget bagved, bar overflade eller ingenting, som han selv, kunstneren, sagde om suppedåserne: »I wanted to paint nothing. I was looking for something that was the essence of nothing, and that was it.«
Det er det foruroligende ved disaster-billederne, at de også er ingenting, »the essence of nothing«. Lad gå med kulturikonerne, artefakterne, alt det kunstfærdige, men det andet, det andet er da noget. Men i virkeligheden er det jo det samme – at noget bliver billede på noget, der allerede var billede. Det anonymiseres, fotografiet, han har fundet et sted i pressearkiverne, afindividualiseres, og forvandles til det, det fra begyndelsen var: Død, ensomhed, absurditet, i den og enhver anden rækkefølge. Det er farvelægningens, æsteticeringens fremmedgørelse, dens kølige distance, der trækker motivet op til overfladen eller simpelthen gør det muligt at se den, overfladen. Der ligger det så, kommentarløst, nøgternt, gentaget og almindeliggjort. Det skrækkeliges banale materialitet.

Wanted
Men det bliver værre endnu, mere apropos. I Berlin er det for første gang lykkedes at samle alle billederne i serien Thirteen Most Wanted Men, som Andy Warhol lavede til Verdensudstillingen i 1964, men som myndighederne kort før udstillingens åbning krævede fjernet eller malet over – Warhol gjorde det sidste. Igen er det ikke dem, det handler om, ikke de tretten og deres portrætter fra forbundspolitiets arkiver, men det, ikonet, den eftersøgte, Wanted, gengivet i en hård optagelse, grove raster, forfra og fra siden, et portræt af portrættet, et stiliseret objekt. Som suppedåserne, Cola-flaskerne, tegneserieheltene, dollarsedlerne og alt det andet – et USA-billede, americana.
Det er det, man ser, først og fremmest. Og så ser man, ikke dér på museet, men på tv-skærmen, billederne af Twin Towers, der i skiftende belysning og ledsaget af snart én slags musik, snart en anden, styrter sammen som oplæg til endnu en nyhedsudsendelse og endnu en. Og man ser FBI-plakaterne med de tolv mest efterlyste terrorister eller hører igen den amerikanske præsident George W. Bush minde os og sine landsmænd om plakaterne derude vestpå for mange
år siden, Wanted – dead or alive.
Det svarer til den oplevelse, Andy Warhol beskriver et sted i POPism, da han i 1963 rejser til Los Angeles for at åbne sin anden udstilling: »The farther west we drove, the more Pop everything looked on the highways. (...). Once you ’got’ Pop, you could never see a sign the same way again. And once you thought Pop, you could never see America the same way again.«
Man ser ikke andet, og alligevel er der angiveligt bag den politiske retorik og tv-billedernes suggestive jingle alt mulig andet: Patriotisme, retfærdighed, tro, håb, kærlighed. Men det er svært at se det – once you ’got’ Pop.

Katastrofe-billeder
Der er Warhols nøgternhed til forskel. Den maskinelle æsteticerings fremmedgørelse. Overdrivelsens karrikatur.
Tavsheden, det felt, der i flere af Warhols disaster-billeder står tomt tilbage. Warhol henrykker ikke, han gør ikke følelserne større, tværtimod, og det er et af paradokserne; at multipliceringen, den stadige reproduktion, først og fremmest har til hensigt at gøre mindre, dvs. at forenkle og stilisere og dermed forvandle det tingslige, billedet, det banalt fysiske til abstraktion – til tegn. Den politiske retorik gør præcis det modsatte, den gør tegn til følelse og støj.
Deri ligger antydningsvis to forskellige måder at tage afsked med Pop-art på. Til den ene side Warhols, som også udstillingen i Berlin beskriver, i form af en bevægelse mod den rene kontemplative abstraktion og en udviskning af det figurative – som i skygge- og camouflage-billederne. Og til den anden side – ikke hos Warhol, men hos Bush og på tv-skærmen – i form af en revitalisering af ikon-sproget som politisk og sentimentalt sprog, der overhaler Pop-art indenom eller bogstavelig talt blæser den en lang march.

*Andy Warhol - Retrospektive. 6. okt.-6. jan. 2002. Neue Nationalgalerie, Berlin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her