Læsetid: 7 min.

Dogme er ikke nogenopskrift på at få penge

’En kærlighedshistorie’ er titlen på en ny og usædvanlig dogmefilm, som får premiere i næste uge. Information har besøgt optagelserne og talt med instruktøren, Ole Christian Madsen, der er gået efter det personlige og det inderlige
19. oktober 2001

(2. sektion)

Bag kameraet
»Der er ingen af Lars Mikkelsens venner, der kan genkende ham, fordi han for en gangs skyld er velklædt.« Lars Mikkelsen, der ganske rigtigt ser godt ud i sit sorte jakkesæt og hvide skjorte, griner stille, da Ole Christian Madsen højlydt gør sig lystig på hans bekostning.
Det er en råkold novemberdag i slutningen af 2000, og et filmhold er ved at gøre klar til optagelse på en lille, varm Christianshavnercafé. Mikkelsen sidder ved et cafébord og drikker kaffe og ryger cigaretter, mens han venter på, at han skal på. Stine Stengade, der også er med i scenen, er ved at gøre sig klar ude bagved, og de to knægte, Oliver og Ronnie, der skal spille de to skuespilleres børn, ævler løs og fræser rundt i cafeen og gør livet besværligt for instruktørassistenten. »Drenge kom her over og slap lidt af,« siger Ole Christian Madsen, også kaldet OC, filmens kronragede instruktør med den moderigtige sixpence taget omvendt på. »Nu skal vi til at optage.«
Der er en afslappet stemning på den proppede location, men problemer med det ene af de to håndholdte digibeta-kameraer, som denne scene kræver, får spændingen til at stige. »Hvor får vi det lort fra,« spørger OC, »det er sgu for dårligt!«
Han knæler foran de to drenge og kigger dem dybt i øjnene. »I skal huske alle de ting, jeg har fortalt jer. Især dig, Oliver! I skal ikke kigge i kameraet.«
Indspilningslederen er ved at være lidt utålmodig, fordi tingene trækker ud. »Det her er den mest klodsagtige location, jeg nogensinde har været på,« siger hun irriteret. Men endelig får hun grønt lys og kan ind i sin walkie-talkie sige, at »så gør vi klar til en optagelse. Og vi vil gerne have spærret gaden af.«
»Fuldstændig koncentration,« lyder det fra OC, som nu sidder foran monitoren og kæderygende følger med i, hvad de to kameraer viser. »Drenge, tag jeres sodavand...Ç« siger han til de to drenge, som sidder ved et cafébord sammen med deres filmforældre. »Og værs’go’!«

Personligt og inderligt
En kærlighedshistorie er en dogmefilm, nr. syv i rækken, og titlen på Ole Christian Madsens nye spillefilm. Hans anden efter debuten med storby-dramaet Pizza King og den første film, han laver efter den storstilede tv-krimiserie Edderkoppen.
»Den handler om at være et problem for den, man elsker,« siger han om sit uforsonlige kammerspil og intense psykologiske drama, der ikke gør mange forsøg på at indynde sig hos et publikum. Han fortsætter: »Når man får at vide, at man skal lave en dogmefilm, så tænker man, at ’jeg skal kraftedeme ikke lave en almindelig film.’ Jeg går efter det personlige, lidt inderlige udtryk. Man skylder sig selv at lave det, man har lyst til. Og man skylder også i høj grad sig selv at tage øreklapper på for, hvad folk kunne finde på at sige,« siger Ole Christian Madsen.
Instruktøren var godt klar over, at hans film var usædvanlig og eksempelvis blottet for den humor, som de andre, dogmefilm har brugt til at bløde tingene op med. »Jeg havde utroligt svært ved at få finansieret den her,« siger han. »Dogme er ikke nogen opskrift på at få penge. Det lykkedes kun, fordi Gert Duve Skovlund sagde, ’jeg tager en chance med dig, jeg tror på, at du kan lave noget interessant’.«
Filmen følger ægteparret Mads og Kira (Mikkelsen og Stengade), som har svært ved at finde hinanden igen, efter at Kira er blevet udskrevet fra en lukket afdeling, hvor hun har tilbragt et halvt år. I scenen, som optages på cafeen, har Mads og parrets to børn lige hentet Kira på hospitalet. »Det er en tilbagevenden til nogle af 70’ernes temaer, hvor man havde et behov for at gøre op med de værdier, der havde præget det borgerlige samfund,« forklarer instruktøren.
OC arbejdede første gang sammen med Mikkelsen og Stengade på Edderkoppen, og En kærlighedshistorie gav instruktøren mulighed for at følge sin lyst til igen at arbejde sammen med de to skuespillere og »formulere og forme noget sammen med dem igen,« som han udtrykker det.

På røven med dogme
Da jeg møder Ole Christian Madsen nogle måneder efter caféoptagelserne, er han i færd med at klippe filmen, og han virker afklaret omkring processen, som har været svær, men også interessant og givtig. »Det handler simpelthen bare om at holde sig det væsentligste for øje, situationerne, skuespillerne, intentionen, inderligheden, følelserne,« siger han.
»Man må ikke gå ind i det for at ville bryde reglerne. Kranture har man ligesom fravalgt på forhånd.« Han tøver lidt og fortsætter så, »Hvis man mener, at det tjener historien, så kan man gøre det – bryde reglerne!«
Tilbage på cafeen året forinden er den 34-årige instruktør ikke helt lige så sikker på, hvad det er, han har kastet sig ud i – måske fordi han kommer lige fra den dyre og stiliserede Edderkoppen, hvor han havde det helt store apparat til sin disposition. »Dogmefilm er designet til at få én til at gå på røven,« siger han med stille resignation. »Man møder virkelig sig selv, og så må man se, om man kan klare det. Det ligner rigtig film, men det er det slet ikke.«
OC fortæller, at han her i anden uge af optagelserne er blevet ramt af dogmemørket og ikke ved, hvor han er på vej hen – »men Lars von Trier sagde, at det skal man.« Han medgiver, at der er en masse fordele ved dogmemetoden – »det giver fleksibilitet« – men den har også givet ham en del problemer. »Man fratages en masse filmiske værktøjer, der hjælper med til at præcisere fortællingen,« forklarer han. »Lyden er svær, og vi skal passe på, at spillet ikke udarter sig til det spektakulære,« siger han med henvisning til, at den intensitet, som dogmemetoden sikrer, også kræver, at skuespillerne dæmper deres udtryk.
»Vi var i Malmö i går og lave en hård scene,« siger han lidt efter. »Han slår hende, og i en dogmefilm bliver det på en eller anden måde så realistisk.«

Håndværkerstemning
»Denne gang syntes jeg ellers selv, at jeg var ret god,« udbryder Klaus Pagh, da han får at vide, at scenen skal tages om. »Sådan er det sgu altid,« siger en af de øvrige medvirkende, »de mener aldrig det samme.«
Der er gået et par dage siden caféscenen, og optagelserne er flyttet nordpå, til Helsingør og Hotel Marienlyst, hvor sidste del af filmen foregår og ifølge dogmereglerne derfor skal optages. Kira og Mads, der er ansat i et stort entreprenørfirma, holder en middag for nogle af Mads’ forretningsforbindelser og for hans chef (Pagh), og man er ved at optage gæsternes ankomst til middagen.
De kommer ind ad døren med Claus Strandberg og frue i spidsen, hilser på værtsparret og improviserer samtaler, der indimellem er så langt ude, at OC og indspilningslederen ikke kan lade være med at le fra deres plads foran monitoren.
»Tak,« siger instruktøren. »Vi laver den lige en gang til. Der mangler lidt energi. Der er ikke nok gensynsglæde og håndværkerstemning.«
»Så går man jo helt over i en anden genre, hvis det er håndværkerstemning,« siger en af statisterne og griner svedent. Det næste take bliver mere lystigt og højlydt, hvorfor lydmanden ikke får de replikker i kassen, han skal, og scenen må tages om én gang til. »Hør lige! Hallo!« kalder Ole Christian Madsen. »Der er mange gode ting, men husk at lytte til, hvad der bliver sagt. Lyt!«

Historier på nye måder
Snart er scenen i kassen, og optagelserne flyttes til den store Marienlystsal holdt i guld og vinrødt, hvor middagsscenen skal optages. De to fotografer diskuterer vinkler, mens lydfolkene sætter mikrofoner op og udstyrer skuespillere, der har replikker, med microporte.
Statisterne, som sidder fordelt ved ti borde rundt om i salen, snakker om den tvivlsomme salat, men dog varme suppe, som produktionsassistenterne just har stillet foran dem. Og som en orkesterleder står OC midt i det hele og dirigerer sine musikere. Der er en forventningsfuld stemning i salen, og han cirkler om hovedbordet og giver de sidste dessiner til Stine Stengade, som er klædt i en smuk, sort aftenkjole og tiltrækker sig meget opmærksomhed.
Mellem optagelserne sidder den stadig velklædte Lars Mikkelsen mest for sig selv og ryger. Der er en sjælden ro omkring ham, og han synes at kigge indad og koncentrere sig om den forestående scene. »De er både hinandens bødler og hinandens blomsterbringere. De kan lige så meget leve med hinanden som uden,« siger han om de to karakterer, han og Stine Stengade spiller. »Det, OC er så god til at holde fast i, er, at det er så sandt.«
»Filmen burde sige os så meget mere end film med pistoler, for det har vi prøvet,« fortsætter Lars Mikkelsen. »Fem ud af seks gange vælger jeg da selv pistolerne, men vores generation arbejder sig hen imod den her måde at fortælle historier på.«

*’En kærlighedshistorie’ får premiere på næste fredag og bliver anmeldt her i avisen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu