Læsetid: 4 min.

Drømmen om den blå fe

Afdøde Stanley Kubricks sagnomspundne filmprojekt ’A.I. – Artificial Intelligence’ fandt sig en ny rorgænger i Steven Spielberg, og det er resulteret i en seværdig, men også utilfredsstillende film
5. oktober 2001

Film
Et bevægende drama om altopslugende kærlighed. En bragende flot science fiction-fantasi fra en fremtid, hvor kunstig intelligens er en bekvem realitet. En satirens optik på et samfund så opslugt af sin egen teknologiske formåen, at det helt har glemt sine mennesker.
Steven Spielbergs A.I. – Artificial Intelligence, et projekt han har overtaget fra afdøde Stanley Kubrick, er alle tre ting og så uendeligt meget mere. Et uforudsigeligt møde mellem to temperamenter, en kyniker og en romantiker, og to begavelser, en analytisk og en intuitiv, som er resulteret i en seværdig, men ikke helt igennem vellykket film. En fryd for øjnene, meget at tænke over, men kun sporadisk taler den til hjertet.
AI, der er baseret på en novelle af Brian Aldiss, er Spielbergs mest ambitiøse film til dato. Ikke kun fordi den beskæftiger sig med så vægtige emner som kærlighed og teknologi over for menneskelighed, men også fordi instruktøren i modsætning til tidligere, såkaldt seriøse film – Solens rige, Farven lilla, Amistad, Saving Private Ryan – ikke er helt så skråsikker på, hvad han vil, og hvor han vil det henne. Usikkerheden klæder Spielberg og gør på sin vis filmen mindre forudsigelig og behagesyg, end man er begyndt at forvente det fra hans hånd. Omvendt sidder man lidt uforløst og utilfredsstillet tilbage, når den to timer og 26 minutter lange film er løbet over lærredet.

Pinocchio
A.I. foregår i en fjern fremtid og handler om robotdrengen David, der så gerne vil være en rigtig dreng. Ligesom Pinocchio i Carlo Collodis klassiske eventyr. Han er den første meka (som i mekanisk) designet til at kunne elske, og da hans følelseschip bliver aktiveret, er der ingen vej tilbage. 11-årige David er af sine skabere og efter nøje udvælgelse blevet placeret hos et ægtepar, hvis jævnaldrende søn har ligget i koma i fem år.
Moren, Monica, er ikke parat til at acceptere David som en substitut for sin søn. Hun lader sig dog overtale, og langsomt begynder hun at vænne sig til den hengivne, men ikke helt almindelige dreng. Men da hendes rigtige søn mod al forventning vågner af sin koma, går det ud over David, og en dag efterlader Monica en forvirret og forskræmt David i en skov.
Med den kække forlystelsesrobot Gigolo Joe og superlegetøjsbamsen Teddy som sit eneste selskab, drager David nu ud i verden for at finde den blå fe fra Pinocchio – den eneste, der kan gøre ham til en rigtig dreng.
A.I. falder i tre naturlige afsnit, som er så væsensforskellige, at det kan være svært at se, at de tilsammen udgør én film. Tre distinkte, visuelle verdener: Én hvid og uskyldig, hvor vi følger David og Monica, en dyster, forvirrende og brutal, hvor David søger efter den blå fe og til sidst et både handlings- og troværdighedsmæssigt kvantespring, som er tæt på at hive filmen helt fra hinanden i sin insisteren på at følge eventyret til dørs i en fantasiverden hinsides al beskrivelse.

Elektrisk
I rollen som David leverer Haley Joel Osment en bemærkelsesværdig præstation. Fra den stive, let robotagtige meka, der skræmmer Monica med sin voldsomme, mekaniske latter til en bange, lille dreng, der elsker som et rigtigt menneske, og som ikke vil acceptere, at han ikke bliver elsket igen – Osment mestrer hele spektret, og det er ikke mindst hans fortjeneste, at A.I. er værd at se. Det unge stjernefrø sekunderes solidt af samtlige medvirkende: Frances O’Connor som Monica, William Hurt som forskeren, der har designet David, og især Jude Law, der tydeligvis har haft det sjovt med sin rolle, som Gigolo Joe, den omvandrende elskovsmaskine, der altid har et passende bonmot på læberne.
Det er romantikeren Steven Spielberg, der har skrevet manuskriptet til A.I., men hele tiden stikker Stanley Kubricks illusionsløse spøgelse sit drilske hoved frem. Spielberg har villet lave et melankolsk, men dog lyst og indfølt eventyr om en dreng på jagt efter kærlighed og anerkendelse – Kubrick en distanceret studie i menneskets inderste væsen og kærlighedens vilkår i et dehumaniseret samfund, hvor maskinerne paradoksalt nok har fået en sjæl. »Vi lærer robotterne at elske, men kan vi finde ud af at elske tilbage,« spørges der allerede tidligt i filmen.
Et eller andet sted i midten er A.I. blevet til – i det eksplosive spændingsfelt, hvor de to filmskabere har mødt hinanden og sikkert udkæmpet et drabeligt, intellektuelt slag om retten til materialet.
Og det er endt med en lille fordel til Spielberg og en
uegal, men dybt fascinerende film, rig på følelser, overraskelser og bjergtagende, visuelle effekter, der skaber vidunderlige verdener, mens vi undrende ser til.

*A.I. – Artificial Intelligence. Instruktion og manuskript: Steven Spielberg. Amerikansk (Imperial, CinemaxX, Palladium og Dagmar i København og en hel del biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her