Læsetid: 3 min.

Drøn på drengen

Baz Luhrmanns Moulin Rouge er et hektisk overstyret musical–melodrama – en billedprægtig distanceblænder
12. oktober 2001

Musical
Glem alt om en virkelighedens parisiske varieté Moulin Rouge, om fransk cancan, om århundredeskiftets Montmartre, ja om den tyndeste tråd til en blot antydningsvis plausibel realitet.
Baz Luhrmanns seneste superproduktion er en helt igennem kunstigt oppumpet musical-fantasi, der mere handler om Luhrmanns hede ønsker om at imponere rakket med sit billedbombardement af tricks og tryllerier end om det sagnomspundne forlystelses- og dansested, der i sin tid inspirerede Jean Renoir til Fransk Cancan og John Huston til Toulouse Lautrec-filmen Moulin Rouge.
Luhrmanns Moulin Rouge er en tour de force-film, hvor alt løber løbsk, og alt er for meget – ideerne snubler over hinanden; mange replikker råbes snarere end siges; dekorationer, kostumer og sminkning er grotesk overdrevne; farce-indslag smøres tykt på; ironien annonceres med papskilte; og melodramaet er så svulstigt, at det kunne få Kamiliedamens Dumas og La Bohèmes Puccini til at vende sig i graven med advarslen: stop en halv!
Dog nok spildte ord på Luhrmann, der propper så megen patos, papmaché og parodi ind i sin film, at man vakler forslået ud fra biografen med følelsen at have set en snes trailere på rad – og ikke nødvendigvis for den samme film.

Hæsligt at høre
Nu er australieren Luhrmann jo ikke hr. Hvemsomhelst, hvad han især beviste med sin opkvikkende gennembrudsfilm Strictly Ballroom, hvor hans dengang stærke rytmefornemmelse og outrerede stiliseringstrang gik i spændstig kombination med et realistisk skitseret konkurrencedanse-miljø.
Og skal man fremhæve noget positivt ved Moulin Rouge, er det, at den stadig er præget af Luhrmanns generøse iderigdom og sprælsk eksperimenterelyst. I sit post-postmodernistiske mytemageri broderer han med utrættelig visuel energi på en yderst fortærsket historie om den rene kunstner, den dødsmærkede kokotte og den lumske rigmandsdjævel.
Den unge måbende Christians introduktion til Moulin Rouges syndigt hedonistiske verden af dansepiger og levemænd er gennemført med en verve og vivacitet, der desværre hurtigt kompromitteres, da Nicole Kidmans romantiserede luksusluder Satine, siddende på sin gynge over den liderligt frådende folkemængde, absolut skal synge Marilyn Monroes hit Diamonds Are a
Girls Best Friend i en slemt blegnet version.
Og minsandten om Luhrmann ikke kort efter forgriber sig på Elton John og Bernie Taupins kønne evergreen Your Song, hvis hele charme ligger i det understatede. Her får vi sangen i en svulmende oppustet udgave med bl.a. operasangeren Placido Domingo, og det er hæsligt at høre.

God McGregor
Hele første halvdel, der domineres af tilstræbt komik, demonstrerer, at Nicole Kidman så langt fra er nogen komedienne, der kan ramme en kåd farce-tone. Her er pinligt umorsomme sovekammeroptrin, og når Luhrman ikke kan imponere med hurtigklippet handlingsdynamik, forlader han sig på monotone nærbilleder. Lidt bedre går det for Kidman i anden halvdel, hvor hun bl.a. kan spille på sin køligt gnistrende femme fatale-udstråling, og hvor hun ses i et fabelagtigt sort netkostume.
Bedre klarer Ewan McGregor sig som forfatterspiren Christian, selv om også han ofte forrådes af instruktøren. Men McGregor har reel stjerneudstråling som den forelskede yngling, der begejstres af sine nye teater-ideer, inspireret af kærligheden til sin ’Eurydike i Underverdenen’, Satine. Derimod overspiller en oversminket Jim Broadbent voldsomt som Moulin Rouge-lederen Zidler i et forsøg på at konkurrere med Joel Greys konferencier i Cabaret.
Det er så sandelig ikke for handlingens eller personernes skyld, man skal se Moulin Rouge, hvilket Luhrman selv understreger tykt gennem myriader af anakronismer og illusionsbrud, indskudte sangcitater (f.eks. fra Sound of Music!) og lån fra gamle film. Filmens styrke ligger i spredte grandiose indfald, strejf af sjov surrealisme og betagende billedpragt – samt i hele konceptet, der har et forsonende frækt skær af vanvid.

*Moulin Rouge. Instruktion: Baz Luhrmann. Manuskript: Baz Luhrmann og Graig Pearce. Australsk-amerikansk (Imperial, Palladium, Palads, Grand, Albertslund, Gentofte, Gladsaxe, Lyngby, Tåstrup)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her