Analyse
Læsetid: 5 min.

EU i et fælt dilemma

Det rumler svagt i kulissen, men EU-lederne vil i dag på EU-topmødet i Gent igen give deres fulde opbakning til krigen i Afghanistan
19. oktober 2001

Det begynder næsten at virke påfaldende, at EU’s statsledere for anden gang siden 11. september, og efter adskillige EU-udenrigsministermøder, nu igen blot vil bekræfte deres udelte støtte til USA’s forsatte angreb mod Afghanistan. Men kalder den højspændte internationale situation, der de seneste dage er blev yderligere krydret med miltbrand-frygt, på EU-dissidens med moralske undertoner, kunne man spørge. Næppe, men omtanke er alligevel en vare, der burde trænge sig på. Og så sent som under onsdagens udenrigsministermøde i Luxemborg, var der et første svagt tilløb til uenighed i EU-kredsen. Det udgik fra det belgiske EU-formandskab, ledt af den højtråbende liberale udenrigsminister Louis Michel, der har et grønt parti med i regeringskoalitionen, som volder ham visse problemer. Michel fremlagde et udkast til mødekonklusioner, der lagde hovedvægten på den truende humanitære katastrofe i Afghanistan. Men det blev kvalt på bl.a. britisk og tysk initiativ, og støtten til USA blev kraftigere understreget end tænkt af Michel.
Det samme skete med visse mindre EU-landes bekymring over de fortsatte bombardementers konsekvenser for civile afghanere. Sluttelig blev mødets konklusioner, i lighed med alle tidligere siden den 11. september, til »total solidaritet« og »støtte uden forbehold til aktionen«.

Først længere nede i teksten, blev der plads til at »udtrykke bekymring« over besværet med at få humanitær hjælp frem. Intet tyder på at EU-statslederne i dag i Gent vil udtrykke andet end netop det. Som en EU-kilde udtrykker det: »Det militære job skal først overstås.«
Det underliggende tema er selvfølgelig, om der kan sættes spørgsmålstegn ved grundlaget for den hidtidige EU-støtte til en »målrettet« militær aktion, navnlig efter at et Røde Kors lager i Kabul blev ramt i tirsdags.
På onsdagens udenrigsministermøde følte Michel sig således nødsaget til at forklare pressen, at »målet med dette møde ikke var at få stoppet de militære aktioner.«
Ikke desto mindre var der netop bekymring om fornuften i de forsatte bombninger. Det blev klarest udtrykt af den italienske udenrigsminister, og tidligere WTO-generalsekretær, Renato Ruggiero: »Det er vigtigt, at den militære operation i Afghanistan slutter snarest, med dens mål opfyldt.«
Ruggeiro tilføjede, at bombningerne har en »politisk pris, fordi de civile ofre har en virkning på offentlighedens holdning i både de vestlige og i den arabiske lande.«
Dette ønske om en snarlig afslutning af bombningerne blev dog slet ikke afspejlet i de fælles mødekonklusioner. Men der kom små pip i marginen. Ifølge avisen Wall Street Journal bad både den finske, belgiske og den svenske udenrigsminister om forsikringer fra den britiske udenrigsminister Jack Straw, om at bomberningerne ikke gik efter civile mål. Stemningen blev bedst opsummeret af den franske udenrigsminister Hubert Vedrine, der sagde: » Der er ikke problemer med fodslaget, så længe interventionerne er målrettede.«

Altså fuld støtte med bagdøren på klem for at senere at kunne lufte kritik. Men som international spiller sidder EU i et fælt dilemma, der bedst kan beskrives som en klassisk Catch 22: Hvis EU-landene individuelt giver offentlig luft for deres skepsis, bekræfter de fordommen og fornemmelsen i USA om, at rodebutikken EU ikke er størrelse, man kan regne med i hård international politik. Og som USA derfor også fremover kan tillade sig at ignorere. Men hvis EU-landene vedblivende tier med al kritik, vil navnlig den skeptiske opinion i Europa se EU som et klub, der lammefromt følger USA.
Trods fredsdemonstrationer er den folkelige støtte til den militære aktion dog stadig høj. 55 procent af franskmændene ønsker således, at Frankrig »deltager aktivt« i den militære aktion i Afghanistan, mens 65 procent af tyskerne ønsker tysk deltagelse. Og her taler vi ikke om blot om passiv politisk opbakning.
Flere ledende politikere har dog indset behovet for at markere, at der er grænser.
Navnlig Louis Michel har langet ud efter den britiske ministerpræsident Tony Blair, der ifølge Michel er for krigsglad: »Blairs stærke udtalelser har efterladt en bitter smag i min mund. Måske tror Blair, at den offentlige opinion i hans land har brug for sådan et sprog, men det er anderledes hos os og i andre af EU’s medlemslande. Her er meningerne delte, og vi vil ikke følge USA med bind for øjnene,« sagde Michel.

Også i Frankrig, der går til præsidentvalg næste år, er der svært at opretholde illusionen om fuld enighed, når først man bevæger sig bort fra EU-mødesalen. Mens den borgerlige præsident, Jacques Chirac, har lagt op til, at franske tropper skal deltage i angrebene i Afghanistan, har den socialistiske ministerpræsident og præsidentkandidat, Lionel Jospin, således advaret mod, at Frankrig drages ind i en uoverskuelig krig. Bundlinjen i hele diskussionen er dog, at Frankrig næppe bliver bedt om at deltage direkte. Og EU som sådan i endnu mindre grad.
Det er karakteristisk for tilstanden for EU’s så efterspurgte fælles udenrigspolitik, at de største europæiske magter, Storbritannien, Tyskland og Frankrig, holder deres eget private møde umiddelbart før EU-topmødet i dag. Hvad de øvrige EU-lande måtte finde på af kritik af de militære reaktioner vil således i bedste fald blive ignoreret, og den vil i værste fald kunne blive brugt af andre som anledning til at så splid i den skrøbelige internationale koalition mod terroren. Foreløbig er der derfor lagt op til en arbejdsdeling, hvor USA sammen med briterne slår til militært, mens EU forsøger, at tænke langsigtet og fokusere på muligheden for en ny fattigdomspolitik med øget støtte til udviklingslandene. EU vil tale om behovet for et FN-engagement i et Afghanistan efter krigen og Taleban-styret. Selv om EU-kommissær Chris Patten onsdag fremlagde et strategi-papir for EU’s udenrigspolitik efter 11. september, ved alle, at det lige nu virker kunstigt at lægge mere præcise planer for Afghanistan i en så
uafklaret situation. Men en ny handelsaftale med Pakistan denne uge var et første konkret vidnesbyrd om, hvad EU kan byde på udover at betale regningen for genopbygningen af det hærgede centralasiatiske land.

Topmøde-dagsordenen handler også om nedtællingen til den store europæiske begivenhed, der næsten er blevet glemt af terrorbrag og krig: Euroen, der vil ligge i folks lommer fra januar næste år. Her noterede kommissionsformand Prodi i går, at euroen allerede fungerer som et værn mod den internationale krise, og at den europæiske økonomi er stærk. Ikke desto mindre har der hele den forgangne uge været optræk til voldsom splid mellem EU-landene og den magtfulde europæiske centralbank, ECB, på den anden side. Den tyske kansler Schröder var ude med hårde ord til ECB, der hidtil har nægtet at følge den amerikanske forbundsbanks strategi med at sænke renten yderligere som reaktion på den økonomiske recesession. Igen er EU i et dilemma, for hvis ECB giver efter for det politiske pres, vil dens afhængighed og euroens styrke dermed blive sat i tvivl. Men hvis ikke EU’s økonomi får hjælp fra ECB, kan det blive svært for ledende EU-lande som Italien, Frankrig og Tyskland at overholde målene om reducere deres voksende budgetunderskud, som euro-landene højtideligt har lovet af holde i ave i samme euro’s navn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her