Læsetid: 3 min.

Evig skumring

I Peter Poulsens digte er alle katte grå
9. oktober 2001

Ny bog
Jeg vil tro, at der efterhånden er flere, der kender Peter Poulsen som en ihærdig og samvittighedsfuld oversætter end som selvstændig digter. Igennem de sidste ti år har han stået for fyldige danske udgaver af fem af de virkeligt tunge modernistiske drenge, Baudelaire, Benn, Borges, Pessoa og Carlos Drummond de Andrade – og dertil et par romaner oven i købet. Det kan vel næppe overraske, at Poulsens egne digte ofte lægger sig i sporet efter disse folk, men det sker, at sporene er så dybe, at han selv er ved helt at forsvinde i dem. Tag f.eks. digtet »1304/5«:
Dante havde drømt sit store digt. / En tirsdag måske, som i dag, slog han øjnene op / og havde gennemrejst hele sit epos. Værelset / havde en aura af Beatrice. / Vergils håndtryk sad i hans blod. / Bag øjenlågene lå Infernos arkitektur / a la Guggenheim, bare sort. / Han begyndte at skrive historien ned. / Hele verden skulle ind i hans digt. / Sytten år var han om at kreere en brøkdel af dét, / den Store Maestro havde klaret på en uge. / Kort efter steg han ned i sin drøm.
Bortset fra den meget fine Guggenheim-metafor er dette en ren Borges-pastiche, Borges på en rigtig dårlig dag må man tilføje, for den ømhed og indføling, der er så karakteristisk for Poulsens forbillede, er her erstattet af et par klicheer og lidt intetsigende ironi omkring den »Store Maestro«.

Facitlisten
Det største generelle problem jeg har med bogen, der i øvrigt hedder Drengen og månen, er imidlertid ikke så meget, at Poulsen fra tid til anden forfalder til at plagiere sine helte. Det er i langt højere grad, at det er som om, han gennem sin læsning af dem synes at været nået frem til en slags poesiens evige facitliste, den liste hvor man finder alle de evige uopslidelige emner og symboler, man så kan kaste sin egen hverdag som en lille bold op imod og få en flok nydelige digte ud af: Døden, månen, tiden, roser. Fortsæt selv og suppler med et ordforråd (vokabular ville Poulsen sige) fuldt af gloser hentet hos Baudelaire selv: Mismod, tristesse, spleen... og garnér til sidst med fremmedord strøet ud med løs hånd: Prolifererer, sufficiens, redemptor, scintillerer, obsessioner, vehiklet, trankviliserer osv.
Brugen af alle disse mere eller mindre skægge ord tyder selvfølgelig på en sympatisk vilje til at berige og forny det danske sprog, men midt i den evindelige gråhed, der i øvrigt hersker i digtene, kommer de desværre nærmere til at stå som en slags paradoksale markører over poetisk og sproglig stilstand. Herregud, alting er jo alligevel allerede sagt, så lad mig da bare sige det en gang til med minimale variationer i ordforrådet...

Det trætte hjerte
Tematisk er det hint digteriske sorte hul forgængeligheden, den ikke-længere-så-fjerne-som-den-var-engang død, der løber gennem bogen fra det første digt om det trofaste men trætte hjerte til digtet i slutningen af bogen, hvor digteren betragter sig selv i spejlet og konstaterer at »tiden har draperet dette ansigt.« Selv dette (skulle man mene) egentlig ret alvorlige forhold bibringer dog ikke digtene hverken afklaring eller desperation, men blot en henkastet resignation, som muligvis menneskeligt er den sundeste måde at forholde sig på, men som digterisk uden tvivl er den mest kedsommelige. Selv månen rammes af denne ligegyldighed og gider ikke engang forelske sig i Endymion mere:
Hun har forlængst oplevet, hvad der er muligt, / ser nu kun for sit indre blik den sovende yngling på bjergets side, / men selv ham passerer hun ophøjet knejsende / på sit evige ridt gennem intetheden.
»Det vil altid være skumring i dette digt,« står der et andet sted og det er som om den stemning har bredt sig ud over det hele.

*Peter Poulsen: Drengen og Månen. 95 s., 175 kr. Vindrose

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her