Læsetid: 4 min.

Familien som laboratorium

En samtale om familien som studieobjekt og om det, der ikke bliver sagt, men som litteraturen kan skrive frem
31. oktober 2001

Litteratur
Romanen Den tid det tager er den norske forfatter Hanne Ørstaviks femte bog, men hendes første på dansk. Hovedperson er Signe, som i romanens nutid er 30 år, men størsteparten af bogen foregår, den gang Signe var omkring 13-år. Meget kort fortalt handler romanen om den terror, der kan udøves i en familie under en tilsyneladende idyllisk overflade.
– Sidste år fik vi på dansk
Beate Grimsruds ’At smyge forbi en økse’. For nogle måneder siden udkom Per Pettersons ’I kølvandet’, og nu kommer din roman, der ligesom de to andre handler om familien. Er der en hel familietrend i Norge?
»Der er faktisk nogle kritikere, der har været inde på, at det var typisk for 90’er-litteraturen, at den vendte sig mod familien og en ny psykologisk realisme. Men jeg føler mig selv fjernt fra nogen tendens, man vil jo altid gerne læses unikt, individuelt,« smiler Hanne Ørstavik.
»Jeg er ikke interesseret i familien, men i sprog, i hvad der siges og ikke siges, og i de magtforhold, det afspejler. Jeg er interesseret i identitet. Familien er jo stedet, hvor sproget bliver anlagt, så det er ikke familien for familiens skyld, der interesserer mig.«
– Du betragter familien som et laboratorium?
»Den er taknemmelig, fordi den er afgrænset. Jeg er optaget af erfaringsdimensionen, og at have været barn i en familie er fælles for os alle. Det interesserer mig at undersøge forholdet mellem forældre og børn. De voksne har sprog, og derfor kan de definere magten. Børnene er totalt afhængige og har ikke noget alternativ, de har heller ikke et alternativt sprog. De lever snarere med kropslige fornemmelser og følelser, der aldrig bliver formuleret.«
Hanne Ørstaviks roman, Den tid det tager, handler i interviewerens øjne primært om forholdet mellem pigen Signe, der er på vej ind i puberteten, og hendes far, der er familiens manipulerende undertrykker. Nu og da er han endog voldelig over for moderen.

Den vigtige glæde
Men Hanne Ørstavik ser spillet mellem forældrene som et gensidigt fangenskab, siger hun. Ligesom i Thomas Vinterbergs Festen kan det godt være, at den virkelig grusomme figur er moderen, der blot ser til uden at gribe ind, mener hun.
Signes mor tier og nægter at tale med faderen og deltage i familiens liv, og »det problematiske for et barn er det, der ikke giver noget svar. Faderen kan man forholde sig til, og det er også i forhold til faderen, at Signe oplever glæde. Det gør hun aldrig med moderen,« fremhæver Hanne Ørstavik, og tilføjer »jeg tror, glæde er meget vigtig for et barn. Men moderens skal sprækker aldrig.«
– Men Signe er ikke glad. Hendes daglige selvforsikringer om, hvor meget hun har at glæde sig over, læser jeg som besværgelser, der skyldes, at hun præcis ikke er glad?
»Nej, hun er ikke glad, men et barns strategi kan give sig mange udtryk. Jeg har skrevet Signe frem som én, der ikke har lært at lytte til sig selv. Hun er familiens lille maskine, der uophørligt arbejder med at bringe det til veje, som der er brug for. Sådan gør mange børn uden at spørge sig selv, om det er sandt, hvad de føler. Signe forsøger at forme sig selv, som det er bedst for familien,« mener Hanne Ørstavik.
Hanne Ørstavik blev voldsomt provokeret af den norske filosof Arne Næss, da denne på et tidspunkt erklærede, at man skulle lytte til sine følelser og handle ud fra dem, siger hun.
»Det store erkendelsesarbejde går netop ud på at finde ud af, hvad man føler! Og hvis man ved det, så har man et valg, så behøver man ikke i enhver situation bare et udleve sine følelser.«

Ikke selvbiografi
– Du er selv opvokset i Tana i Finmarken ligesom Signe. Romanen ligger tæt på dit eget barndomsmiljø?
Hanne Ørstavik lægger hænderne på bordet, adskilt, men med håndfladerne mod hinanden og ser ned, som om hun iagttog noget, hun varsomt holdt om. Det ser næsten ud, som om hænderne skaber og former hendes ord, før de når op til munden.
»Det er rigtigt, men det er ikke af den grund en selvbiografisk roman,« siger hun koncentreret. »Fiktionen gør, at den ikke handler om mig, selv om jeg skriver om ting og steder, jeg har oplevet. Forholdet mellem selvbiografi og roman er kompleks. Bogen er tæt på min biografi, men det vigtige er, at det er en roman, et univers, ikke at jeg har oplevet det. For at skrive, må jeg imidlertid gå til de steder i mig selv, hvor der er mest energi, også for at det skal være interessant for mig selv at arbejde med. Men som med al kunst er spørgsmålet, hvordan den har fået form, hvad den siger.«
»Det fascinerende ved litteratur er, at den kan skrive alt det, der ikke bliver sagt. For eksempel kan teksten sige det, Signe ikke selv kan sige. Litteraturen er stedet, hvor det er muligt at diskutere eksistentielle problemer, den er et rum, man kan gå ind i og erfare, fordi den er mere kompleks end en tankerække eller en enkelt oplevelse. Det er det helt store ved litteraturen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu