Læsetid: 4 min.

Hvad Fanden er Gud?

Religionskrigen om religionskrigen
26. oktober 2001

Frie ord
VILLY SØRENSEN anfører i sin bog Jesus og Kristus skellet mellem magten og kraften.
Den nu udbrudte religionskrig her i landet mellem også folkekirkelige prælater indbyrdes, om krigen mellem Osama bin Laden og talebanerne på den ene side, og George W. Bush og Poul Nyrup Rasmussen på den anden, er en religionskrig eller ej, kunne have fordel af at indføre samme skel mellem kraft og magt.
Villy Sørensens forfatterskab har fra første begyndelse i både kunstneriske og filosofiske udtryk været bestemt af erfaringen af en fundamental kraft, som nok giver en selv og alle andre levende væsener kræfter, men som ikke uden videre giver magt. En krokus kan ved for-årstide bryde gennem asfalt, men at kalde det magt-udøvelse er ikke nogen rammende betegnelse. Det samme gælder for en kunstnerisk inspiration eller en erotisk forelskelse, som pludselig times en.
Den uvilkårlige medlidenhed med et lidende væsen, den smittende latter, betagelsen af en nyfødt unge eller et nyfødt barn, opleves ikke som om man er i besiddelse af en allerhelvedes magt. men snarere som svagheden for det svage.
Kærligheden til, og taknemmeligheden over at denne kraft skænkes en, kan, for det reflekterende væsen som kaldes mennesket, ligefrem føre til en undsigelse af al magt og da især almagten.
I Jesus og Kristus bliver denne modsætning mellem kraften og magten imidlertid til det udtrykkelige hovedtema for Villy Sørensen, inkarneret i modsigelsen mellem Jesus og Kristus.
For Jesus er kraften identisk med kærlighed, og denne erotiske kraft står i et uforsonligt modsætningsforhold til enhver magtudfoldelse og enhver bestræbelse efter magt. Hvorefter den kristne kirke i sit religiøse åndshovmod og sin verdslige herskesyge forrådte Jesus og hans forkyndelse af kærligheden. Som Jesus i overensstemmelse med datidens sprogbrug i øvrigt også kaldte for ’Gud’ eller ’Vor Fader i Himlen.’

Skizofrenien
Siden blev betegnelsen Gud eller Fadervor i dele af den kristne verden ganske vist i større eller mindre udstrækning erstattet af andre betegnelser som for eksempel (natur)videnskab eller teknisk-rationel logik eller menneskerettigheder eller (markeds)liberalisme eller (stats)socialisme. Men skizofrenien mellem Jesus og Kristus fulgte med – i alle det moderne projekts afskygninger:
Er (natur)videnskaben i overensstemmelse med kraften, eller er den i forlængelse af kristendommen en herskesyg kirkes forsøg på at beherske tilværelsen med matematiske formler og geometriske former?

Kærlighed eller almagt
Er den teknisk-rationelle logik et middel for kærligheden, eller bilder den sig som den kristne kirke ind at repræsentere almagten over alle økonomiske (altså huslige) og sociale (altså samfundsmæssige) forhold?
Anerkender menneskerettighederne, at ingen kan dømme i kraftens (kærlighedens eller hvad Jesus også kaldte ’Gud’s) navn, for denne biologiske kraft må alle levende væsener, planter og dyr, muslimer, kristne og ateister tværtimod forlade sig på. For de antropologisk set tillige reflekterende mennesker kan denne erkendelse eventuelt medføre, at de hengiver sig totalt tilbedende til kraften – under alle mulige erotiske, rituelle, religiøse og kunstneriske udtryksformer, som de kristne absolut ikke har patent på.
Eller opkaster menneskerettighederne sig som uimodsigelig fundamentalistisk dommer?
Stræber (markeds)liberalismen og (stats)socialismen trods indbyrdes konflikter alligevel begge efter autoritære løsninger på alverdens konflikter, sorger, sygdomme og død, eller vil de hver for sig og sammen anerkende, at enhver magtudøvelse på kraftens vilkår må foregå under en uafbrudt anfægtelse af magten selv? Hvad enten magten så kalder sig privat ejet eller offentligt udøvende.

Striden mellem privat liberalisme og statslig socialisme er under denne synsvinkel dybt åndssvag. Både marked og stat bør naturligvis i stedet for organiseres som en art andelsforeninger med decentrale miljøcentre, nationalt såvel som globalt, fordi der ikke er nogen overordnet ’Gud’ til at ophæve konflikterne.
De skal ikke ophæves, de skal tværtimod erkendes og diskuteres, uden forventning om en endelig og evig løsning, superkode og Logos.
Det er nøjagtig, hvad den nu til dansk oversatte og høj-aktuelle Karl Popper slutter sit hovedværk Det åbne samfund og dets fjender med at håbe på: »Og når vi har forkastet idéen om, at magtens historie vil være vor dommer, når vi er ophørt med at bekymre os om, hvorvidt historien vil give os ret, så vil det måske en dag lykkes for os at bringe magten under kontrol.« (Se Rune Lykkebergs anmeldelse her i bladet i onsdags).
Og det er tillige hvad religionskrigen om religionskrigen handler om. Også. Ved siden af den religionskrig som visse kristne og visse muslimer åbent har erklæret.

UDTRYKKELIGT og vedkendt handler religionskrigen om, hvorvidt der er tale om religionskrig mellem Osama bin Laden og George W. Bush, og mellem talebanerne og Poul Nyrup Rasmussen, for mennesker som biskop Jan Lindhardt og sognepræst Søren Krarup om, at de ønsker krigen mellem Osama bin Laden/talebanerne og George W. Bush/Poul Nyrup Rasmussen forstået og ført som netop – religionskrig.
Men for andre handler den om forholdet mellem kraften og magten. Da sker det, at netop mennesker, som kun kan forklare sig deres forhold til kraften som et religiøst forhold, hvad enten det så kaldes muslimsk eller kristent eller jødisk eller hinduistisk eller buddhistisk eller noget helt sjette, bliver nødt til at afvise krigen mellem Osama bin Laden/talebanerne og George W. Bush/Poul Nyrup Rasmussen som – religionskrig.
For mellem sande religioner kan aldrig føres krig. Religion handler kun om tilbedelse af kraften og ikke andet. Slet ikke om magt og afmagt.

Konfirmationssang
Det var nøjagtig hvad der skete for Grundtvig. Da han af netop religiøse grunde blev nødt til at kræve religionsfrihed og adskillelse af stat og kirke i et omfang, som slet, slet ikke er gennemført i Danmark endnu. »Sanddru hedning, tyrk og jøde,/dem har Gud i grunden kær,/hader fremfor alt de søde,/ som på skrømt ham træde nær,« skrev han i konfirmationssangen til sine egne børn. For nu at oversætte den til dagens situation: Sanddru hedning, muslim og jøde,/dem har Gud i grunden kær,/hader fremfor alt de søde kristne,/som på skrømt ham træde nær.
Denne konfirmationssang skulle ifølge Grundtvig være kristendom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her