Læsetid: 2 min.

’Der er fan’me brug for spontaneitet’

Steen, 61, og Nana, 17, tror på fakkeltog og følelsernes plads i politik – og de er ligeglade med, om nogen kalder dem fakkelnarkomaner
13. oktober 2001

Det var den spontane følelse af frustration over USA’s bombardement i Afghanistan, der fik to generationer til at dukke op til Fakkeldemonstration på Rådhuspladsen i København mandag aften – de helt unge og de »noget ældre«.
61-årige Steen Folke, seniorforsker på Center for Udviklingsforskning og tidligere folketingsmedlem for VS, havde i dagens anledning fået følgeskab af sin 17-årige datter, Nana Folke. Hun går i 3.g og er aktiv i Operation Dagsværk og i studenterpolitik.
De er enige om mange ting, de to, og Nana må skuffe Informations udsendte med, at hun ikke har haft noget teenageoprør, hvor hun beskyldte sin far for at have slæbt hende med til alt for mange demonstrationer og fakkeltog for fred.
»Jeg har vist aldrig rigtig været træt af det, og jeg synes stadig, det er vigtigt, at man giver udtryk for sin holdning, især når det handler om noget så alvorligt som krig. Selv om Afghanistan er langt væk, er det ikke svært at reagere følelsesmæssigt imod det, der foregår,« siger hun.
»Der var overraskende mange unge med på Rådhuspladsen. Jeg tror, at unge har en mere spontan og følelsesmæssig tilgang til det hele. De går ind i politik, når det kommer tæt på deres følelser, og det kan Afghanistan godt komme nu, selv om det er langt væk,« forklarer Nana Folke.

Gustent overlæg
Steen Folke har det på samme måde, omend følelserne, siden de første Vietnamdemonstrationer og anti-atommarcher, har fået en lidt mindre fremtrædende plads hos ham.
»Jeg tror stadig på demonstrationernes betydning. Selv om de ikke i sig selv ændrer noget, kan de skabe politisk fokus på et emne. Den spontane, følelsesmæssige reaktion i form af en demonstration skal altid kombineres med saglig oplysning, så virker det,« siger han.
»For mit vedkommende er det intellektuelle og det gustne overlæg nok kommet til efterhånden, mens Nana nok er mere spontant og følelsesmæssigt engageret,« siger Steen og kigger spørgende på Nana.
»Ja, der er fan’me brug for spontaneitet og følelser, og det kan jeg godt savne hos den ældre generation. Men det er heller ikke så sort-hvidt. Jeg tror, at mange af de ældre ved demonstrationen i mandags var med, fordi de reagerede følelsesmæssigt på bombningerne i Afghanistan,« siger Nana, og det får Steen til at udbryde:
»Jeg syntes, det var en meget fin oplevelse i mandags. Der var ikke noget dejavu eller kedsommelighed over det.«
– Hvad synes I om at folk kalder jer for fakkelnarkomaner?
»Jeg er nok en af dem, folk vil beskylde for at dukke op til alle demonstrationer. Men dem, der tror, at det var tordenskjolds soldater, der var samlet i mandags, tager fejl. Jeg var glad for at konstatere, at de fleste var unge, jeg ikke kendte.«
Han suppleres af Nana: »Det vil da være fint at finde på noget nyt også. Men jeg synes, at fakler og taler var en meget fin måde at markere modstanden mod krigen på. Faklerne symboliserer alvor, og det er jo virkelig alvorligt, det her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her