(2. sektion)
*Denys Arcand slog igennem i 1986 med sin canadiske sædesatire Generationen, der blev væk, men hans mest originale værk er Jesus fra
Montreal, en underfundig realistisk fabel om skuespillere og rollespil, tro og overtro. Hovedpersonen er den unge Daniel, der spiller Jesus i et bibelsk friluftsdrama og lægger en brændende indre styrke i kærligheds- og forsoningsbudskabet. Daniel ligner den genkomne Jesus så slående, at en ung pige kaster sig for hans fødder. Myndighederne forsøger at stoppe opførelserne, men Daniel og hans venner bliver ved. Og efterhånden får Daniels lidelseshistorie tankevækkende paralleller med den skæbne, der overgik den frelser-figur, han fremstiller. Der er hvas mediesatire, drilagtigt drama og vindende humor i denne historie om skuespilleres og gøgleres overlevelsesforsøg i det moderne mediecirkus. Lothaire Bluteau har intens, gådefuld udstråling som den stilfærdige Daniel, der bliver en særdeles overbevisende Jesus og får en troværdig midlertidig succes.
Jésus de Montréal/Jesus fra Montreal. DR 2, lørdag kl. 23.50-01.50
*Orson Welles udøvede sort film-magi, da han i 1958 omskabte en kulørt spændingsroman til et uforgængeligt stykke forfaldspoesi, en nattevision af korruption og forfølgelse. Men Touch of Evil har ikke altid haft det nemt: Den blev ved fremkomsten overset i USA, og herhjemme blev den i første omgang forbudt af filmcensuren, delvis på grund af sit uflatterende portræt af en politimand med højst specielle opklaringsmetoder, spillet af Welles selv et portræt, der siden er blevet klassisk. »Filmen viser en despekt for politiet, som må forekomme betænkelig,« udtalte filmcensoren Fru Christmas Møller. Og nu viser TV3 gudhjælpemig filmen med en nyopdigtet, grundigt misforstået dansk titel: Den grufulde bryllupsrejse en sikker metode til at skræmme interesserede
seere væk. I Politiets blinde øje, som filmen retteligt hedder herhjemme, udfører Welles ting og sager med kameraet og tryller med klipningen i en grad, så de fleste andre instruktører ligner fortællebesværede begyndere. Den visuelle dynamik, det glidende kamera og den musikalske klipperytme skaber i forening med Henri Mancinis pulserende jazz et berusende beat. I centrum står Welles portræt af den sporadisk sært charmerende, men rådnende kolos af et magtmenneske, grænsepolitichefen Hank Quinlan et racistisk, grotesk overvægtigt vrag af en mand. Men stadig i stand til at tage en frygtindgydende handlekraftig dyst med den skæbne, der indhenter ham, da han konfronteres med Charlton Hestons mistænksomme mexikanske kollega. Den kvinde, der elskede Quinlan i hans slankere dage, Marlene Dietrichs Tanya, giver ham det afsluttende skudsmål: »He was some kind of a man. What does it matter, what one says about people«. Dietrichs præstation som den lakoniske, cerutrygende Tanya, bordelmutter og spåkvinde i sigøjner-kostume og sort paryk, anså hun selv for en af de mest vellykkede i hele sin karriere, og det er hende, der i en af filmens bedste scener afsiger skæbnedommen over sin gamle elsker Quinlan, da han til sidst beder hende:
»Come on, read my future for me!«
»You havent got any.«
»What do you mean?«
»Your future is all used up. Why dont you go home.«
Touch of Evil/Politiets blinde øje.TV3, fredag kl. 02.10-04.20
*Mike Leigh er en af 1990ernes centrale instruktører, og hans Hemmeligheder og løgne fortjente til fulde de Guldpalmer, filmen fik ved Cannes-festivalen i 1996. Leighs fascination af alt det vinde og skæve ved menneskene forenes her med en modnet, lagret livsindsigt. At være varm uden at gå med jubeloptimistiske skyklapper eller blive sentimental er ikke enhver givet, men Leigh formår det i denne engelske familie-saga, der både rummer doser af det eksistentielle følelsespres fra samme instruktørs Naked og af den sociale sædesatire og skarpe humor fra Life Is
Sweet. Hovedpersonen er den unge sorte øjenlæge Hortense, der efter sin adoptivmors død går på jagt efter sin biologiske mor og finder hende i en typisk Mike Leigh-familie fra den lavere middelklasse eller højere arbejderklasse. Brenda Blethyn er forrygende god (og fik da også Cannes skuespillerpris for næsen af Breaking the Waves Emily Watson) som den fordrukne, desperate enlige mor til en aggressiv hjemmeboende 21-årig datter. Adskillige handlingstråde fører frem til filmens clou, et barbecue-selskab, hvor mange års hemmeligheder og løgne afsløres, og en emotionel renselse bliver mulig. Manden bag forsoningen er en diger bryllups- og portrætfotograf, fremragende spillet af den digre Timothy Spall.
Secrets and Lies/Hemmeligheder og løgne. DR2, søndag kl. 20.40-23.00
*John Travoltas karriere fik i 1979 et alvorligt knæk, da han medvirkede som laber gigolo i dette kærlighedsdrama, der ofte bliver anbefalet til seere med appetit på ufrivillig komik. Den ofte så fremragende Lily Tomlin er den modne dame, der forelsker sig i ham, men selv hun kan ikke stille noget op med forfatter-instruktøren Jane Wagners absurd klichéfyldte dialog, der mest inspirerer til ond latter. Dette er en af nyere filmhistories legendariske katastrofer, og bedre bliver det ikke af, at man har kaldt Travoltas figur Strip men til gengæld morsommere. Her en prøve på dialogen. Travolta: »Jeg elsker dig. Elsker du mig?« Tomlin: »Strip...« Travolta: »Elsker du mig ikke?« Tomlin: »Åh, Strip...« Travolta: »Jeg er ikke god nok til dig, vel?« Tomlin: »Strip! Hold nu op! Åh, Strip!« Travolta: »Når du er parat til at indrømme, at du elsker mig, kan du få mig, men ikke før.« Tomlin: »Strip!«
Moment by Moment. TV3, søndag kl. 00.30-02.30
