Læsetid: 5 min.

Filosof: Pas på anti-amerikanismen!

André Glucksman maner til kamp mod nihilistisk krig, Paul Virilio efterlyser ny Churchill, Carlos Fuentes frygter Macbeth-agtig blodhævn, Saul Bellow kalder amerikanerne for et legetøjsfolk, mens Bernard Henri Lévi advarer mod café-strategernes anti-amerikanisme
2. oktober 2001

Efter WTC
»Fra krigen mellem hære er vi gået over til krigen mellem civile. Krigen er en smitsom sygdom, som spreder sig,« sagde den franske filosof André Glucksman fornylig i en samtale med El Pais. Med terrorattentatet den 11. september er krigen for ham at se trådt over i dens nihilistiske fase.
Glucksman mener, at demokratiet til enhver tid skal forsvare sig mod det onde og enhver form for totalitarisme.
Allerede tilbage i 1968 skrev han en bog om krigens diskurs, siden støttede han de allieredes interventioner i Kuwait og Kosovo, og han har fordømt de russiske aggressioner imod tjetjenerne.
»Staterne mister protagonisme, fordi volden ekspanderer. Dens logik kan hverken reduceres til det økonomiske, det teknologiske eller det kulturelle. Det er krigens nihilistiske logik. Man behøver ikke atombomber for at destruere tvillingetårnene. Det er, hvad de vestlige regeringer ikke har fattet. Man troede, at bin Laden havde biologiske eller kemiske våben. CIA søgte at beskytte sig mod volden fra oven – som er karakteristisk for de moderne staters monopol – mens man burde forsvare sig mod volden fra neden. Partisanens magt, teoretiseret af Carl Schmitt og af Mao, er paradigmet om volden fra neden, og det har har været den store fornyelse af krigen i det 20. århundrede,« siger Glucksman.

Som et Big Bang
Den franske arkitekt og filosof Paul Virilio er slet ikke overrasket over, hvad der skete. Allerede i 1993, efter det første attentatforsøg mod World Trade Center, skrev han, at det var »det virkelige Big Bang for den nye æra«. Og forleden sagde han, at det er en ’skandale’, at aviserne i det seneste uger har skrevet, at »det der skete den 11. september var utænkeligt«. Han mener, at vi ikke står over for en krig, der lever op til Clausewitz‘ diktum, om at krigen er en fortsættelsen af politikken med andre midler.
»Efter i 40 år at have levet med en terrorbalance, så er vi på vej ind i en periode med ubalanceret terror. Og denne uligevægt er ikke en fortsættelse af krigen med andre midler. I dag haster det med at finde en politisk leder, der er i stand til genpolitisere verden, give den mening. Bush er ikke på højde med situationen. Det er ikke nok blot at være reaktivt, det vil sige reaktionær,« siger Virilio, der efterlyser en politiker af Churchills eller De Gaulles format.
Den spanske filosof, Fernando Savater, skriver i en kronik i dagbladet El Pais, at »de, der har sået terroren i USA, ikke repræsenterer et positivt alternativ til det kaotiske system, som vi lever i, for de udtrykker kun de sygdomme, som systemet begunstiger. NGO’erne er på mode, og derfor bør vi resignere og erkende, at ved siden af de humanitære, så vil de inhumane også blomstre: Terrorismen, finansieret af en fanatisk millionær er også en uheldssvanger triumf for det sakrosankte private initiativ, så ingen længere tør foreslå et troværdigt alternativ til noget, som kan forsvares i fællesskab,« fastslår Savater.

Bag masken
»Det gælder ikke om at stole blindt på de store ord, der til tider blot er masker for de værste interesser, men at sørge for at så mange århundreders humane refleksioner ikke har været helt forgæves.« Savater minder om, at filosoffen Isaah Berlin engang sagde, at »forskellen mellem en civiliseret person og en barbar er, at den civiliserede er i stand til at kæmpe for ting, som ikke alle tror på.«
Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes er også optaget af de mørke skyggesider af globaliseringen, som er dukket op til overfladen.
»Sådan som globaliteten viser sine mangler, så har lokaliteten ikke været sen til at vise sine: Tilbagefald til mørke visheder, vildtløbende fatalismer, skjulte fobier, aggressive nationalismer, religiøse fundamentalismer, etnisk udrensning og intolerant tribalisme. Det er disse verdener, der på tragisk vis ramte de nordamerikanske storbyer den 11. september. I New York og Washington skete der det, at den største magt viste sin magtesløshed, og den største magtesløshed viste sin magt.«
Fuentes advarer mod, at USA og Vesten forfalder til »den babylonske hævnakt«, fordi det er den lette, men ureflekterede, løsning, der kan fremkalde nye vendettaer og et mystisk korstog mod det forskellige.
»Den nordamerikanske gengældelsesaktion mod en fjende uden røst vil retfærdiggøre russiske repressalier imod Tjetjenien og kinesiske repressalier imod de nordlige folkeslag. Gengældelsesaktionen vil som Macbeths blodplet udvide sig, indtil den kvæler alt, selv søvnen,« mener Fuentes, der håber, at det tragiske øjeblik kan berede vejen for en international retsorden med stærke institutioner, hvor krigsforbrydelser og overtrædelse af menneskerettighederne straffes ved en international domstol.

Uopdragne børn
Den amerikanske nobelprisforfatter, Saul Bellow, tvivler dog på, at USA er modent til sådanne udfordringer. Til den italienske avis Corriere della Sera siger han, at »USA er et enormt legetøjsland, der er beboet af uopdragne børn, der tror, at de kan fortsætte med at lege hele livet. Mere end terrorismen er apati og generel overfladiskhed den virkelige trussel mod vort samfund og demokrati.«
Bellow tilføjer, at det kun er et lille mindretal af amerikanerne der »interesserer sig for de virkelige problemer«.
Men imens opfordrer den franske filosof Bernard-Henri Lévy i den spanske avis El Mundo os til at være på vagt overfor antiamerikanismen:

Caféstrateger
»Det er sandt, at solidariteten med ofrene i World Trade Center synes urokkelig. Men på samme tid ... disse små fraser, her og der, om den amerikanske ’arrogance’ ... denne arrogante distancering. Disse krampagtige ansigter blandt de kommercielle café-strateger, som Bush (sic!) ikke ’formår at berolige’. Alle disse sjæle med god vilje, som blander alt sammen og forveksler to kampe, som ikke har noget med hinanden at bestille. (...) Og det værste er, at disse bedrageriske og derfor nederdrægtige analyser, som vi begynder at høre, der handler om, at den amerikanske politik i de sidste år har skabt frustrationer, raseri og endda det oprør, som kamikazepiloternes død udtrykker. Er det nødvendigt, at minde om over for dem, som fristes af dette spil, at det eneste de gør er at legtimere og retfærdiggøre?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu