Læsetid: 3 min.

Flygtningene ingen kan nå

Hjælpeorganisationer står på spring for at hjælpe afghanske flygtninge. Men ingen præcist, hvor afghanerne flygter hen, eller hvor mange der egentlig flygter
10. oktober 2001

Flygtningene
Forventningerne til størrelsen af den afghanske flygtningestrøm og det interna-
tionale samfunds ønsker om at hjælpe er store. Men det er usikkerheden om opgavens omfang også. Efter, at USA begyndte at bombe afghanske mål i søndags, har de internationale hjælpeorganisationer holdt sig uden for Af-ghanistans grænser, og der meldes endnu ikke om flygtningestrømme ved den pakistansk-afghanske grænse. Endnu ved ingen, hvor de forventede afghanske flygtninge befinder sig, eller hvor mange der flygter.
FN’s Flygtningeorganisa-tion, UNHCR, arbejder på højtryk for at gøre 26 nye flygtningelejre i Iran og Pakistan klar til at modtage op til 250.000 mennesker og arbejder ud fra et skrækscenarie med op til 1,5 million flygtninge.
»Vi arbejder i kapløb mod tiden. Før bombningerne var vi allerede i færd med at forberede os på store flygtningestrømme, men nu er det selvfølgelig endnu mere presserende,« siger talskvinde for UNHCR Millicent Mutunli.
USA har bevilliget en af-ghansk hjælpepakke på 320 millioner dollar (ca. 2,7 mia. kroner), mens FN har bedt verdenssamfundet om godt to milliarder kroner. Og i dag appellerer udviklingsminister Anita Bay Bundegaard til Folketinget om en dansk bevilling på 110 millioner kroner til nødstedte afghanere.

Vinteren kommer
»Vi regner med at koncentrere indsatsen her og nu i Afhanistan, hvor fødevarer, medicin og telte er helt basale fornødenheder. Men det er også vigtigt at have et beredskab uden for grænserne, hvis der kommer en flygtningestrøm,« siger udviklingsministeren.
De internationale humanitære organisationer udtrykker bekymring over, at den forestående vinter kan komme til at tage livet af de svageste afghanere.
»FN og private organisationer er enige om, at såfremt der ikke kommer gang i forsyningerne med nødhjælp ind i Afghanistan, før vinteren sætter ind cirka i begyndelsen af december, så bliver det en humanitær katastrofe. Der er allerede mindst tre millioner inde i Afghanistan, som er afhængige af nødhjælp, og det antal er stigende,« siger direktør Thomas Thomsen fra den danske komité for hjælp til afghanske flygtninge, DACAAR, i telefonen fra den pakistanske by Peshawar.
Ifølge FN’s Børnefond, UNICEF, døde 100 børn af kulde i et bare et enkelt område af Afghanistan sidste år. En ud af to afghanske børn lider af underernæring, og en fjerdedel dør inden deres fem-års fødselsdag. Af sikkerhedsgrunde trak FN’s Fødevareprogram, WFP, i mandags i bremsen for fødevarekonvojerne ind i Afghanistan.
»Men vi fortsætter med vores arbejde så snart, det er sikkert nok. Vi har konvojer, der står klar til at køre ind i Afghanistan i det øjeblik, det bliver muligt,« siger cheftalsmand for WFP, Trevor Rowe.

Tomme trusler
Rowe oplyser, i lighed med repræsentanter for andre hjælpeorganisationer, at der endnu ikke er pres på grænsen mellem Afghani-stan og Pakistan. En af grundene til, at flygtningestrømmen endnu ikke har realiseret sig, kan være, at det tager tid, før flygtningene når frem.
I lighed med USA planlægger WFP at benytte sig af flyvemaskiner for at få nødhjælpspakker ud til de nødstedte afghanere. FN forhandler i øjeblikket om at få etableret sikre luftveje til dette arbejde.
»Det er vigtigt hurtigst muligt at få gang i lastbiltransport af fødevarehjælp, for det er både dyrt og utilstrækkeligt at kaste det ned fra luften. Det største problem lige nu er, at mange af-ghanere flygter eller er flygtet ud til områder på landet, hvor fødevareforsyningen i forvejen er ringe. De er meget svære at nå,« siger talsmand Andrew Pendleton fra den store britiske udviklingsorganisation Christian Aid.
Ifølge indberetninger fra Røde Kors-medarbejdere i Afghanistan er situationen i Afghanistan dog relativ rolig. Der er ingen massive flygtningestrømme. Kun små grupper af folk, som forlader de større byer. Uddelingen af medicin, mad og presenninger fortsætter, og der er forsyninger nok til et stykke tid.
Sammenfattende siger Mads Löfvall, nødhjælpschef i Dansk Røde Kors: »Den humanitære situation i Afghanistan er ikke blevet væsentlig forværret, siden bombardementerne begyndte.«
Pakistan og Iran har begge lukket grænserne til Afghanistan af frygt for en bølge af nye afghanske flygtninge. Det bekymrer blandt andre UNHCR, der betragter det som et særdeles alvorligt problem: »Det er faktisk vores største bekymring lige nu. Men vi gør, hvad vi kan, for at appellere til Iran og Pakistan om at åbne op,« siger talskvinde Millicent Mutunli.
Ifølge Thomas Thomsen skal den pakistanske udmelding dog mest opfattes som en tom trussel: »Det er mit klare indtryk bl.a. fra samarbejde med myndighederne her, at står der først et stort antal flygtninge på grænsen til Pakistan, så vil grænsen blive åbnet,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her