Læsetid: 5 min.

Den første fundamentalist var kristen

Alle de store religioner har fostret fundamentalister. De første var amerikanske kristne protestanter, der forsvarede Gud mod Darwin
26. oktober 2001

(2. sektion)

De bogstavtro
Min biologilærerinde på Kaptajn Johnsens skole på Frederiksberg nægtede at undervise os i Darwins evolutionsteori. Det var i 1970/71, og vi gik i realen. Hun ville heller ikke give os seksualundervisning. Det overlod hun til vores matematiklærer. Begge dele hang sammen med hendes kristne overbevisning, hentet i en tekstnær bibellæsning: Gud skabte manden til at herske over kvinder, børn, dyr og den øvrige natur, og han opfandt sex, for at ægtefolk kan få børn. Derfor anså hun det for lige blasfemisk at undervise teenagere i lyst, onani og prævention og i Darwins teori om, at mennesket er en overudviklet abe.
Vi – hendes elever – behandlede hende ikke som en farlig ideologisk modstander, men som en lidt støvet overlevering fra gamle dage. Hendes holdninger hang meget godt sammen med, at man fik udkig til et par halvlange, laksefarvede underbukser med lodden vrang, når hun steg op på en stige for at nå de udstoppede dyr og fugle på øverste skabshylde.
Min biologilærerinde var fundamentalist. Med åndelige aner tilbage omkring århundredeskiftet, hvor begrebet første gang blev brugt til at karakterisere livssynet hos nogle amerikanske protestantiske sekter, der forkastede Darwins teorier. I nogle amerikanske stater magter de stadig at holde ham ude af det obligatoriske skolepensum.
Fundamentalisme handler nemlig hverken om fanatisme eller terrorisme, men om at læse hellige skrifter aldeles bogstaveligt, og bruge den indsigt, der kommer ud af læsningen, til at indrette det sociale, politiske og økonomiske liv.

Forfatteren Karen Armstrong, som har skrevet nogle meget indsigtsfulde bøger om de tre store monoteistiske religioner, understreger gang på gang, at der er fundamentalistiske retninger inden for både jødedommen, kristendommen og islam. Hun ligger helt på linie med sociologen Anthony Giddens, der definerer fænomenet kort og præcist: »Fundamentalisme er tradition under belejring,« siger han.
Både Armstrong og Giddens ser fundamentalisme som selvforsvar: Mod modernitetens systematiske nedbrydning af samfundsordener, hvor traditioner spiller den afgørende rolle som oplagring af viden og visdom, og som definition af de gode og sande principper, der bringer orden i kaos og sikrer individernes såvel som samfundets overlevelse.
Fundamentalister springer altid ud i protest mod egne trosfællers og landsmænds gudskrænkende opførsel. Når den første fundamentalist var kristen amerikaner, der forsvarede sin tro mod andre kristne amerikanere, hænger det selvfølgelig sammen med USA’s rolle som kapitalismens og modernitetens spydspids. Og uanset trosretning handler fundamentalister ud fra en frygtsom fornemmelse af, at stå med ryggen mod muren og kæmpe for deres egen overlevelse – en psykologisk tilstand, som selvsagt befordrer vold.

Historien om Danmarks udvikling til et moderne, demokratisk land har mange kapitler om kristne fundamentalisters arge modstand mod projektet. Indre Mission var en af 1800-tallets stærkeste religiøse bevægelser. Med biblen i hånden modsatte de og andre nærsynede læsere af den hellige tekst sig enhver forandring af den gudsindstiftede patriarkalske autoritetsstruktur, forstået som ældre formuende mænds hånd- og halsret over yngre og uformuende mænd såvel som kvinder og børn.
De brugte den kristne Guds ord som argument mod kvinders, tyendes og arbejderes politiske indflydelse. Som argument mod den tidlige sociallovgivning, fordi det ville spolere den kristne relation mellem barmhjertighed og taknemmelighed, der fik samfundet til at hænge sammen. Som argument mod at ophæve tyendeloven, der helt frem til 1921 gav husbond ret til at tugte sit mandlige tyende indtil det 18. år og sit kvindelige tyende indtil det 16. år. Som argument mod, at ægteskabsloven fra 1925 gav ægtefællerne (nogenlunde) formel lige ret og myndighed i beslutninger angående børnene og om, hvordan familien skulle bo og bruge sine penge.
De mest glædesfornægtende teksttolkere forbød også dans, kortspil og en lille en til halsen. Og langt op i århundredet blev Guds fane svunget i kampen mod seksualoplysning, prævention, abort – Kristeligt Folkeparti blev dannet i protest mod loven om fri abort – og kvindelige præsters indtog i folkekirken.

I realskolen kunne vi behandle vores biologilærerinde så overbærende, fordi historien havde gjort hendes meningsfæller til en minoritet uden ret meget indflydelse på vores liv.
Men omkring ti procent af præsterne i den danske folkekirke er såmænd stadig modstandere af, at kvinder forkynder Guds ord og modstandere af at vie fraskilte. De henter deres argumenter i ordrette citater fra biblen.
Netop de spørgsmål kørte der i foråret en ret ophedet diskussion om i Kristeligt Dagblad. Foranlediget af, at Roskildes biskop, Jan Lindhardt, beskyldte disse kristne for at være nogenlunde lige så reaktionære, antimoderne og udemokratiske som islamiske fundamentalister.
Derfor var det – ja, forbavsende, at læse et interview med samme Lindhardt i Jyllands-Posten forleden, hvor han forklarer læserne, at terrorangrebet den 11. september ligger i lige forlængelse af den islamiske religion: »Giftplanter kan ikke vokse i jord, som ikke er gødet,« citerer avisen ham for at sige. Biskoppen er næppe uvidende om historiens lange liste over ugerninger, begået i kristendommens navn: Korstogene, de interne europæiske religionskrige, folkemord på underlegne racer som indianere, aboriginals, negre og jøder, hekseprocesserne m.v. Og næppe heller uvidende om, at hans egen moderne og demokratiske udgave af kristendommen har udviklet sig gennem flere århundreders ideologiske kamp med forskellige udgaver af kristen fundamentalisme.

Ikke desto mindre glemmer Lindhardt fuldstændigt den vestlige verdens gru- og smertefulde omstillingsproces, når han fremhæver, at vores centrale samfundsværdier »er udsprunget af kristendommen, f.eks. velfærdssamfundet, der er næstekærligheden udmøntet på samfundsniveau, og demokratiet, der jo bl.a. hænger sammen med kristendommens udsagn om, at vi alle er lige for Gud.«
Og dernæst siger, at man som rettroende muslim må »føle ubehag ved den vestlige kultur, fordi vi ud fra et muslimsk synspunkt spiser forkert, behandler vores kvinder forkert og udøver demokrati, som må være uberettiget, når samfundet efter deres mening skal være styret af den guddommelige lov.«
Det forbandede ved Lindhardts demagogiske modstilling af kristendommen og islam er, at den gør blind over for lighederne. Fra hans synsvinkel kan man ikke få øje på, at de islamiske lande er i færd med at foretage deres egen udgave af den gru- og smertefulde rejse fra feudalisme til modernitet, som Vesten har taget.
De er ved at forme fremtiden i en kamp mellem demokratiske muslimer og muslimer, der har næsen helt nede i den hellig skrift. De sidste når frem til en verdensorden, der til forveksling ligner den førmoderne kristendom, mens de første henter argumenter for demokrati, solidaritet, næstekærlighed og velfærdsstatslig fordelingspolitik i Koranen, præcis som Lindhardt henter sine argumenter i Biblen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu