Læsetid: 1 min.

FOLK

26. oktober 2001


Ritt Bjerregaard
*Fødevareministeren overvejer at tage det såkaldte pølsecirkulære op med Folketingets partier. Ifølge cirkulæret skal cafeteriepersonalet i de lokale sportshaller på kursus for at lange et par varme pølser over disken.

Poul Højmose
*Kvindelandsholdet i fodbold får nu deres fuldtidstræner. Det er første gang i DBU’s historie det sker, og Højmose ser frem til at holdet bliver blandt de fire bedste i verden. Det er målsætningen.

Tour de France
*Både Riis og Jalabert mener at ruten for det franske cykelløb år 2002 ligger godt for CSC/Tiscali. Ruten blev offentliggjort torsdag, og ikke nok med at den starter i Luxembourg, den omfatter ikke Alpe d’Huez. Så kan det jo være ligemeget.

Kurt Andersen
*Næppe har AGF-spillerne fået armene ned efter Superliga-sejren over AaB med hånecifrene 4-1, før kassereren åbnede kassen for en kapitalindsprøjtning på 20 mio. kr. En i Spanien bosiddende hr. Kurt Andersen har tegnet sig for 13 af de 20 mio.

Niels Holst-Sørensen
*Det danske medlem af IOC frygter ikke terror ved vinter-OL i Salt Lake City til februar. »En given terroraktion er betinget af det uventede. Siden terroraktionen ved OL i 1972 har der været et meget stort sikkerhedsapparat ved OL,« udtaler veteranen. Så er vi straks mere trygge.

Christoph Daum
*Retssagen fortsætter mod manden, der ville være tysk landstræner. Daum forsøgte at få sagen om kokainkøb og -salg droppet på grund af ’den store
medieinteresse’. I tilfælde af rødt kort er strafferammen fem års fængsel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her