Læsetid: 2 min.

Forfattere – døde og levende

Hvor anderledes ville litteraturhistorien ikke have set ud, hvis Nielsen havde skrevet den
5. oktober 2001

(2. sektion)

Forfattervalg
Det er med ængstelse, jeg overhovedet nærmer mig bind II af Danske digtere i det 20. århundrede, som udkommer i dag, og som er redigeret af Anne-Marie Mai. Jeg frygter, at der udgår sære stråler fra den. Men man kan jo altid starte med den folder, der følger med, og indledningsvis følge nyeste trend: Er de rigtige ord skrevet med stort eller småt?
Allerede her er der gevinst, for hvorfor staves digtere i titlen med stort D og århundrede med lille å? Begge ord er dog substantiver. Er det en fejl – eller er det tekstforfatterens egensind, der får lov at skinne igennem?
Vi ved det ikke, og vi får det vel heller aldrig at vide. Ængstelsen kommer af, at jeg ved udgivelse af det først udkomne bind, som hed bind 3, beskyldte Mai for ikke at passe sit arbejde som litterat ordentligt (om end med andre ord).
Det bind omhandlede 1970-2000, men f.eks. havde hun ikke taget en væsentlig forfatter med (fordi han angiveligt ’kun’ havde udgivet én bog, Radiator), men derimod flere mindre væsentlige, som havde udgivet flere bøger, hvilket åbenbart var et fortrin.
Har hun så denne gang udvalgt de væsentligste forfatterskaber? Det er vel det første krav, der må stilles til en litteraturhistorie.

Madsens genkomst
Det ser sådan ud. På afstand bliver forfatterskaberne mere tydelige, end når de endnu ikke er blevet historie, og det nye bind handler om 1940-70. Jeg kan i det mindste ikke få øje på decideret uvæsentlige (men tager forbehold over for undladelsessynder). Endog Christian Kampmann og Tove Ditlevsen er med. De var i levende live ikke altid regnet for stort af litterater, men lidt for meget ovre i det populære.
Eneste overraskelse er, at nyligt afdøde Johannes L. Madsen er med, og det er godt, fordi han fra at være en stort set glemt 60’er-forfatter er blevet genopdaget.
Han var en af dem, Vagn Steen og Hans-Jørgen Nielsen opvurderede. I 20-30 år har ingen skrevet om ham. Den opmærksomhed kunne han have haft brug for i levende live.
Hans-Jørgen Nielsen får sit fortjente kapitel, men ham polemiseres der imod – som kritiker – i Mais efterord. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor anderledes litteraturhistorien ville have set ud, hvis Nielsen havde skrevet den, og hvilket tab det også derfor var, at han døde så tidligt.
Ikke at nogens historie nødvendigvis behøver være den rigtige, men det var jo sådan set det, Hans-Jørgen Nielsen bl.a. ville gøre opmærksom på ved at fremhæve anderledes forfatterskaber i 60’erne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu