Læsetid: 4 min.

Frihedens pris

Hvis man vil tage ansvaret for andre mennesker, forpligter man sig over evne, siger psykiateren Preben Hertoft
6. oktober 2001

Sex og moral
Folk med samlivsproblemer, seksuelle minoriteter, handicappede, mennesker med kroniske sygdomme som sukkersyge eller sklerose, kvinder eller mænd med organiske potensforstyrrelser, sexkriminelle... Der findes ikke den menneskelige gruppering, psykiater Preben Hertoft, grundlægger og tidligere leder af Rigshospitalets Sexologisk Klinik, ikke har haft siddende over for sig. Måske er det derfor, man føler sig så veltilpas i hans selskab. Rummelighed vist som venlighed.
I sin erindringsbog, der udkommer mandag med titlen Undren og befrielse, skriver Hertoft, at han aldrig har set sig selv som sexolog – den betegnelse, de fleste danskere vil kende ham under.
Hertoft er psykiater og mener ikke at sexologi er særlig forskellig fra andet psykologisk-psykiatrisk arbejde. En sexolog beskæftiger sig ikke primært med noget seksuelt, snarere med kommunikation, »...hvorledes mennesker går skævt af hinanden eller sig selv – og de følger det får.« Preben Hertoft har beskæftiget sig med både seksualoplysning, seksualpolitik og terapi. Men det er terapien, der for alvor har vundet hans interesse. Pudsigt måske, når Hertoft om nogen var eksponent for den seksuelle frigørelse i 60’erne og 70’erne. Et stort oplysningsprojekt, der skulle mane 50’ernes seksualforskrækkelse i jorden.
»Jeg har tænkt på, hvorfor jeg taler om terapi som noget særlig vidunderligt. Seksualoplysning og seksualpolitik har det til fælles, at man mener at vide, hvad der tjener andre mennesker bedst. Sådan er det ikke med terapi. Og jeg er lidt bange for den viden om, hvad der er godt for dig eller et andet menneske, selvom man risikerer at blive opfattet som valen,« siger Hertoft.

Moralske spørgsmål
Valen var netop, hvad Preben Hertoft blev anklaget for være i den sædelighedsdebat, der rasede i nærværende dagblads spalter vinteren 1998. Hertoft fortalte i anledning af hans afgang fra Sexologisk Klinik, Informations Hanne Dam, at forestillingen om, at kærlighed, erotik og sex kan forenes i en højere treenighed inden for ægteskabets/parforholdets rammer, ofte er en illusion. Og udtrykte i den forbindelse forståelse for prostitution og utroskab.
»Du har naturligvis et moralsk ansvar over for den, du lever sammen med, men du har også et ansvar over for dig selv og din egen lyst,« sagde Hertoft. Og mente derfor, at man ikke behøver fortælle sin partner alting. Hertoft anfægtede også nutidens »forhandlingsægteskaber.«
»Hvor man – hvis aktierne ikke giver tilstrækkeligt udbytte – sælger hinanden. Det forekommer mig afskyeligt, og jeg tror ikke, man selv er klar over, hvad man selv mister. Man mister jo kontinuiteten i sit liv.«
De to ting hang ikke sammen, anførte en anden Informations-journalist, Bjarke Møller, i en leder tre dage senere: »Intet ægte kærlighedsforhold kan bygge på løgn og utroskab, for dermed forvolder du den anden ondt.«
»Bjarke Møller mente nok, jeg var lidt valen,« siger Hertoft i dag.
Debatten udviklede sig og blev oven i købet genstand for en analyse i Ugebrevet Mandag Morgen, der så det som et opgør mellem 68-åndens frihedsdyrkere og »98-ånden«, der har vendt frigørelsesprojektet ryggen og higer efter »familielivet, kærligheden, den nære solidaritet og det opbyggelige.«

Ideologi og utopi
68’erne var på mange måder hensynsløse over for deres børn, medgiver Hertoft.
»Jeg forstår sædelighedsdebatten i Information blandt andet som en generations reaktion på generationen, der kom før. Jeg har også kendt mange såkaldt kulturradikale, mennesker på min egen alder, der er vokset op i de vilde 20’ere, hvor forældrene havde været så frie, at børnene ikke kunne følge med eller leve op til den frejdighed.«
– Men blev den seksuelle frigørelse, som du havde forestillet dig?
»Jeg havde ikke forestillet mig, at pornografiens frigivelse ville føre til den form for hard core porno som ses på Kanal København. På den anden side var frigørelsen nødvendig på det tidspunkt. Og jeg er altid meget bange for at give opskrifter på, hvordan man skal leve. Derfor kan jeg også bedst lide at lave psykoterapi, for det er så svært at generalisere.«
Til den gruppe, der ifølge Mandag Morgen bekender sig til 98-ånden og ønsker at sætte grænser for sig selv og andre for at genoprette fællesskabet, siger Preben Hertoft:
»K. E. Løgstrup er meget klar på det her punkt. Han siger, at hvis man i den grad vil tage ansvaret for andre mennesker, så forpligter man sig over evne, og det kan man ikke tillade sig.«
Hertoft citerer Løgstrup for i den nye bog for, at der er en jagt, som går »efter det indholdsrige, det opløftende ansvar, hvor det er én selv, der er den krævende, og hvor ansvaret skal yde én en tjeneste, nemlig give ens liv et hidtil ukendt indhold og en storartet følelse. Kaster man sig i denne jagt ud i det politiske arbejde, er det på forhånd givet, at det bliver gennemsyret af ideologi og utopi.«
– Men kan der ikke være et behov for, at nogen trækker en grænse over for hard core porno, som kan ses af børn, småpiger der viser navlebart, lidt ældre drenge, der kræver analsex af deres kærester osv.?
»Men hvem skal trække den grænse? Det er farligt, at efterlyse en stærk mand eller kvinde, der skal bestemme alting igen. Jeg eller nogen anden kan ikke reparere på, at friheden har nogle omkostninger og lave moralske regler. Men der er forskel på autoriteter og at være autoritær. Og jeg er ikke spor vag, når det gælder autoriteter. Dem skal vi ikke hælde ud. De småpiger, der viser deres navler, har for eksempel brug for en autoritet, der fortæller dem om konsekvenserne af deres påklædning, uden at det skal give drengene et alibi for ikke at kunne styre deres lyster. Men det skal siges, så pigerne lytter. Eller endnu bedre gøres til en diskussion mellem drengene og piger,« siger den gamle oplyser, Preben Hertoft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her