(2. sektion)
Pristale
Softwaregiganten Adobe, der bl.a. står for verdenssuccesen Acrobat Reader og det meget anvendte filtransmitteringsprogram PDF (Portable Document Format), har udviklet en funktion, der gør det muligt for brugeren at få en markeret tekststump læst op under anvendelse af syntetisk tale. Den er fortrinsvis lavet af hensyn til folk med læsehandicap, og det lyder ikke videre kønt, ikke engang så pænt som når DSB-stemmen siger: »Om få minutter ankommer toget til Vejle. Udstigning sker i venstre side.«
Men er der penge i teknikken til oplæsning med syntetisk tale, rummer den rige perspektiver. Hvem ved, om få år kan vi måske få Poul Nyrup Rasmussens taler læst af Anders Fogh Rasmussens stemme og høre Anders Fogh Rasmussens indlæg fremført med Pia Tafdrups oplæserdiktion. Dog, så galt vil det næppe gå. For tekstlæsningsprogrammerne kan ikke pausere, frasere og variere. Og ét er i hvert fald sikkert: Nørderne skal stå tidligt op, hvis de vil lære en maskine at tale, ligesom Katrine Marie Guldager læser op.
De, der i de senere år har overværet eller deltaget i lyriske oplæsningsarrangementer, har sikkert bemærket, at disse trækker flere og flere. De har sikkert også lagt mærke til, at der bagest i lokalet tit står et lille bord med digtsamlinger til salg. Og de vil endvidere kunne bekræfte, at disse bøger sjældent bliver solgt. Det hænger sammen med, at publikum slet ikke kommer for bogens, men for lydens skyld. Selvfølgelig vil de da se girafferne og overtyde sig om, at der bag det skrevne står et menneske af kød og blod og knogler og hjernemasse, men de vil samtidig meget gerne bivåne dén metamorfose, der sker, når digteren bliver til en anden.
En forfatter, der læser op, taler jo sjældent rigtig normalt. En oplæsning er en fremførelse og dermed en fortolkning, som når en musiker læser og udlægger et partitur, eller som når oversættere transmitterer fra ét sprog til et andet. Opfører en digter sit digt, kan hun ikke opføre sig, som hun plejer. Hun må iklæde sig tekstens dragt, hun må for en tid blive en anden, bare en lille smule en anden, hvis ellers hun skal oversætte fra det ikke-eksisterende sprog, vi kalder poesi, og som alle elsker, men ingen behersker.
Værdig
Katrine Marie Guldager hører til dem, der i de senere år har gjort det givende at gå til oplæsning. Bl.a. af denne grund tildeles hun i dag [Peder] [Jensen] [Kjærgaard] [og Hustrus] forfatterlegat på 10.000 kr. som ifølge fundatsen gives til »unge, værdige, trængende forfattere af skønlitterære værker«. Hvor hårdt »trængende« hun er, kan jeg ikke vide du kan forhåbentlig holde dig, til du har fået din check men at hun er »værdig«, var alle i forfatterforeningens legatudvalg enige om.
Værdigheden fremgår af fem bøger: debutdigtsamlingen Dagene skifter hænder (1994), kassedigt-ansamlingen Styrt (1995), romanerne Blank og Det grønne øje (1996 og 1998) samt senest det lange digt Ankomst, Husumgade, hvor smertebesatheden og katastrofebevidstheden fra de forudgående bøger på én gang bliver personlig og global: Irma ligger lige om hjørnet, og nu skal du forkæles. Der er ikke noget, der hedder automatiske døre, men de går op: Pludselig ser du et hotelværelse i Thailand, to voksne mænd, der fjumrer med noget kameraudstyr: Hvad laver de? Du står og kigger på udvalget af økologisk brød og ved faktisk ikke, hvilket brød du skal vælge, du prøver at anlægge et kriterium: Der er også en dreng på det hotelværelse. Der er en dreng, der bliver voldtaget på et hotelværelse i Thailand, og du står nede i Irma og mærker ingenting: Eller gør du? Er det derfor, du har lyst til at brække dig? De har optaget voldtægten på video, og du kan ikke gøre for det, du brækker dig ned i køledisken. På stranden i Phuket slentrer en gruppe tyske forretningsmænd frem og tilbage.
Overfaldet af verden
Sådan lyder stemmen: pågående, energisk spørgende, anfægtet, opkørt, urolig. Sådan taler en digter, der prøver at besinde sig på, at mennesker måske bare er myrer på hver sin isflage, og at betydningen ikke ligger fast, at der ikke er noget, der ligger fast overhovedet. På denne bevidsthed, som vi måske kunne kalde for klarøjet panik, skriver Katrine Marie Guldager: Tekster, der teknisk set er samplede fra indbyrdes fjerntliggende diskurser, og som eksistentielt set fremstiller et menneske invaderet af sprog, overfaldet af hele verden. Hendes bestræbelse og kunstneriske bedrift består da i at finde den stemme, der for en tid holder sammen på det hele og dermed gør det virkeligt uden dog på noget tidspunkt at få det til at gå op.
Sådan var det allerede i de to første, allerede skoledannende og i dannelsesskolen allerede flittigt studerede bøger. Men at fokus har flyttet sig, kan vi se, hvis vi sammenligner f.eks. »Lyskryds« fra Styrt med den sidste tekst i Ankomst, Husumgade. Dengang hed det i et bybillede befolket med dyr:
Gået global
Der er en grund, der er en hær af myrer og en, der æder sig ind i mørket: Langsomt, blindt åndedræt. Der er en grund, der er en hær af myrer og en, der rumsterer bag panelet: Der er græsstrå, der knirker i gården, under et træ, en frø, der skrider i mudderet på Åboulevarden og trækker bagbenet til sig: Der er en grund, der er en hær af myrer, og en, der støjer under en fodgængerovergang: Der er ledninger, der vælter frem fra en syning i asfalten, et ord, der er skredet ud midt i en sætning: Digte, der presser sig ud gennem huden som tropiske fisk. Nu derimod er smertebesatheden og katastrofebevidstheden blevet på én gang lokal og global, den er blevet mere individuel og alligevel verdensomfattende. Myren er skiftet fra flertal til ental. Til gengæld er den blevet kosmopolit:
Myren vil gerne være enkel, helt enkel, dens myretue ligger ved busstoppestedet mellem Kitwe og Ndola: Den har familie på Kilimanjaro. Tænk! Den har familie på Kilimanjaro og hele vejen til Skælskør. Den kravler over din pande og ved snart alt om dine drømme, en samling malerbøtter i garagen. Myren findes også i den baggård i Husumgade, hvor du er ved at parkere din cykel. Det er noget så enkelt og har ikke noget med dette digt at gøre.
Nå, kunne man tilføje, men så har både cyklen og digtet måske til gengæld en hel masse at gøre med den verden, det som digt træder ind i. Og så nytter det måske alligevel at prøve at sige, hvor enkelt det er, så enkelt som man ellers kan, så enkelt og værdigt som man nu kan. Hvor det dog klæder dig, Katrine Marie Guldager, at du ligesom softwaregiganten Adobe nu for alvor er gået global.
*Talen blev holdt for nylig ved overrækkelsen i Dansk Forfatterforening
