Læsetid: 3 min.

Glade dage for jazzen

To kulturbærere i dansk jazz fylder 10 år: Tidsskriftet ’Jazz Special’ og spillestedet Copenhagen Jazzhouse
8. oktober 2001

Jazzkultur
Det er næppe forkert, at anskue de to 10-års-jubilarer, bladet Jazz Special og spillestedet Copenhagen Jazzhouse, som værende blandt de væsentligste kulturelle medier for jazzen herhjemme. Begge har haft medvind de senere år og afspejler på hver deres måde det forhold, at jazzen nyder større respekt, accept og interesse i dansk kultur, end måske nogensinde.
Jazz Special nr. 60 udkommer som et udvidet 140 sider stort jubilæumsnummer (mod de normale 80 sider).
Her er musikerinterviews (saxofonisten Joe Lovano, sangerne Ray Charles og Andy Bey, guitaristen Dalia Faitelson og meget andet), nyhedsstof, debat, musikalsk blindebuk og den vanlige overflod af pladeanmeldelser, men også fokus på jubilæet, bl.a. i tre interviews (af Klaus Lynggaard) med bladets to redaktører Cim Meyer (ansv.) og Søren Friis foruden direktøren for Stunt Records Peter Littauer, arkitekten bag pladepostordrefirmaet Jazzklubben, med hvilken Jazz Special har et symbiotisk samarbejde.
Her ligger kimen til en problematisk interessekonflikt, hvis redaktionen favoriserer produkter fra det pladeselskab, med hvem den samarbejder. På det punkt har
Meyer & Friis dog haft god sans for en uafhængig linje.

Roman af Ondaatje
Et scoop og et udtryk for en generøs gave til læserne er udgivelsen af romanen Coming Through Slaughter (1976) i bladet – for første gang på dansk og i musikeren Paul Banks’ oversættelse – af forfatteren og digteren Michael Ondaatje, manden, som skrev Den engelske patient, der i 1996 blev filmatiseret med stor succes.
Coming Through Slaughter er en vaskeægte jazzroman, en rå og sprogligt flimrende fantasi fra det kosmopolitiske og prostitutionshærgede New Orleans om musikerskæbnen og myten Buddy Bolden (1877-1931), den talentfulde trompetist, der spolerede sit liv i druk og endte sine dage på sindssygeanstalt, og hvis historiske betydning for jazzen fortaber sig i legendernes tåger.
At Jazz Special har anskaffet sig rettighederne til udgivelsen efter forhandlinger med Ondaatjes agenter, er et godt eksempel på det redaktionelle engagement, der forlener bladet med momenter af overraskelse og nytænkning.

Smalt blad med bredde
Jazz Special er en ægte succeshistorie, et blad, der siden debuten i 1991 har vokset sig stadig større og bedre indholdsmæssigt, under konstant revision i format, layout og papirkvalitet.
Fra de første journalistisk famlende numre til de senere års digre årgange, har indtaget en velklædt, seriøs og lurende uforudsigelig plads i tidsskrifternes klub. På seks år er abonnent-tallet steget fra 4.500 til næsten 8.000 og oplaget er nu oppe på 10.000 – et imponerende tal for et jazzblad i lille Danmark. Bladet bryster sig da også med, at være »det mest udbredte jazzblad i verden i forhold til befolkningstal.«
Jazz Special er økonomisk afhængig af driftsstøtte fra Statens Musikråd (200.000 kr. årligt) og vigtigst af samarbejdet med Jazzklubben. Men lige så vigtigt drives bladet indholdsmæssigt af bidrag fra de forskellige skribenter (undertegnede kan ikke sige sig fri), der mod ussel eller ingen betaling bidrager til bladet med artikler, interviews, essayistik og anmeldelser.
Der står umiskendeligt ’nørd’ på ryggen af Jazz Special, der i populærkulturens brede landskab nok er et smalt blad for feinschmeckere og jazztosser, men ikke desto mindre favner jazzkulturen i sin bredde i journalistisk og populær form.
Bladets styrke er en stilistisk og kulturelt åben indstilling, der nok handler om musikere og musikliv, men også lejlighedsvis om jazzens relationer til f. eks. film, litteratur, kunst, forskning (og sågar spionage i DDR!).

Jazz er in
Copenhagen Jazzhouse fejrede i sidste uge sin runde fødselsdag med en række koncerter, bl.a. tre aftener i træk (torsdag-lørdag) med den brasilianske stjerne Milton Nascimento. Denne var en publikumstrækker, men dog et lidt perspektivløst valg som hovednavn ved et jubilæum for en jazzklub.
Man kunne have givet publikum en mere passende overraskelse med en væsentlig jazzkunstner (Sonny Rollins, Ornette Coleman, Chic Corea?).
Copenhagen Jazzhouse har et par gange måttet leve med økonomiske sakse over hovedet, men har i kraft af både offentlig støtte og dygtig drift skaffet sig plads, som en synlig og kvalitetsorienteret del af koncertlivet i hovedstaden, historisk set, som arvtager for Montmartre-jazzklubberne.
Her oplever man i kraft af de besøgende bogstaveligt talt det gode renommé, som jazzen har i disse år. Ifølge kunstnerisk leder Lars Thorborg skyldes det flere parallelle faktorer:
»Jazzen er blevet en del af kulturen og den moderne livsstil, noget, der forbindes med kvalitet, f. eks. når musik af Louis Armstrong eller Palle Mikkelborg dukker op som underlægningsmusik i reklamer. Flere, især unge lytter til jazz og i musikermiljøet er der flere unge, som ikke bare reproducerer bebop, men selv vil skabe ny musik.«

*Jazz Special nr. 60, 140 s. Fås kun i abonnement (6 numre årligt)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu